Hvis flot nok er godt nok, er Mads Langers andet album lige tilpas. Mads Langer har en virkelig god stemme.

Ren, stærk og følsom folder den sig ubesværet ud på et poprock-album, hvor der er kælet for sagerne af producer Søren Mikkelsen. Godt det samme.

For leder man efter et decideret personligt udtryk, er der mindre at komme efter. Mads Langer føjer sig nok så nydeligt ind i Coldplay-æraens mere ukomplicerede fodspor, samtidig med at han åbenlyst føler stor respekt for det klassisk melodiske sangskriveri, som kommer til udtryk hos Tim Christensen.

Ikke nogen opsigtsvækkende sangskriver
Tim Christensen spiller guitar og bas på et par numre og indtager rollen som medforfatter på ’Say No More’. Og så er det lige pludselig meget svært at spotte lærlingen i mesterens skygge.

Når det gælder sangskriveriets håndværk, kan det godt være svært at skelne mellem det tidløse og det ansigtsløse.

Mads Langer er ikke nogen opsigtsvækkende sangskriver, så det ligner en god idé, at man har hyret en stribe rutinerede medforfattere.

Har man ikke noget nyt på hjerte, kan man i hvert fald sørge for, at der er strammet på alle de rigtige skruer.

Foruden Tim Christensen er det den beslægtede Marcus Winther-John (eks-Inside The Whale), Daniel Ahearn og Boots Ottestad, der har rettet til.

En fin finish
Det er alt sammen med til at give ’Mads Langer’ en fin finish. Skal man lave melodisk og lækker poprock, er det altså rart, at der er kælet omhyggeligt for sagerne.

Det sker efterhånden ikke så tit i en tid, hvor pladeselskabernes rolle er mindre aktiv end tidligere.

Som pladeselskabsprodukt og piskefløde til øregangen lever ’Mads Langer’ op til alle krav til en behagelig popplade fra en charmerende ny stemme.

Som personligt udsagn er det lidt sværere at få øje på Mads Langer.