Annonce
Annonce
Annonce
Musik 5. apr. 2009 KL. 19.29 opdateret 6. apr. 2009 KL. 12.34

Tabu Records fejrer 10 års los i løgene

Pladeselskabet Tabu fejrede sig selv med momentvis forrygende koncert og på et dobbelt opsamlingsalbum

Anmeldelse Tabu

Politiken synes
Politiken synes
Læserne synes
Politiken synes
(14)
Titel Tabu Records 10 års jubilæum.
Produceret af Rune Rask, Troo.L.S., Jo:El, Super Troels m.fl.
Pladeselskab Tabu Records
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Også anmeldt

Tabus 10-års jubilæum
Store Vega, fredag.

Naturligvis skal hele verden mærke det, når Tabu Records fylder 10 år.

Pladeselskabet, der med rapgruppen Suspekt som sprængladning detonerede ud af Albertslund og definerede dansk hardcore hiphop, nøjes ikke bare med en reception på kontoret.

Nej, Tabu udgiver både et opsummerende dobbeltalbum i morgen mandag, og i weekenden var der udsolgte jubilæumskoncerter i både Århus og København – helt i den ånd Suspekt rapper om på deres hjemstavnserklæring ’Proletar (hvor jeg står)’:

Begejstret Vega
»Folk som os bliver ved at lede i blinde efter bedre tider/ skubber slæder selvom vi ved ikke har penge til det/ for ligeså snart vi har bare lidt skal hele verden se det«

De ord faldt også foran et begejstringsgyngende Store Vega på en fredag aften, hvor Tabufamilien havde mere end bare lidt at vise frem. Og vi oplevede vi endda ikke engang hele den spændvidde, Tabu har fået med årene – den kan høres på den godt brogede jubilæumskompilation.

Bagkatalog og gæsterappere
Da ingen andre ville udgive Suspekts grænseoverskridende horror-rap, dannede de pladeselskabet Tabu Records, og fredag aften rullede de kronologisk gennem bagkataloget med et solidt følge af gæsterappere ind over scenen – fra Clemens og Tue Track til Uso, Jeppe Rapp og Marwan.

Publikum eksploderede i hoppende ekstase under åbningsnummeret, ’Tabu kumpaner’, og holdt hænderne i vejret og struberne skrålende på den drengeværelsefrække ’Kinky fætter’ og det slingrende sømandskor på ’Stive soldater’.

På mikrofonerne var Orgi-E, Troo.L.S. og Bai-D skarpslebne og flabede i aftrækket, mens beatmaestro Rune Rask med håndspillet hjælp fra trommeslager Anders Meinhardt sørgede for de rytmisk enkle, tunge og melodiske grundspor.

En samling ballademagere
Koncertens flagrende forløb sløvede den musikalske skarphed, intensiteten faldt undervejs, men Suspekt satte til sidst koncerten tilbage i festgear og fik landet showet med blandt andet ’Få din flaske på’ uden den i det hele taget fraværende L.O.C. og ’Sut den op fra slap’.

Suspekt har leveret bedre og mere kompakte koncerter, men Tabubanden viste stadig, at de er en forrygende samling af Danmarks bedste ballademagere.

Dansk hip hops brændende hjerte

Var Suspekt uglesete i slutningen af 1990’erne, er de i dag det brændende hjerte, der dunker brutalt i midten af dansk hiphop. Og det er ikke dem, der har skruet ned for den aggressive stil.

De har været lige beskidte i kæften hele vejen. Men de har fået et stadig voksende publikum som antitese til finkultur og fornuft i et land, hvor folk vejer deres mad for at få styr på kalorierne og går i Operaen for at blive kunstnerisk beriget.

Hos Suspekt er berigelse de sorte tal på bankbogen, og deres æstetiske sans afspejler forstædernes kontante virkelighed.

Det bedste og det værste
En pornovulgær, bramfri og voldsom virkelighed kan man konstatere i mødet med ’Tabu Records 10 års jubilæum’, der består af discen ’Det bedste’ med tidligere højdepunkter og ’Det værste’, der er uudgivet materiale.

I rodekassen med B-sider og rariteter er der solide sager som Troo.L.S. og Orgi-E ’Heffer Check’, men også fejlskud som Lounge Brothers ’Pik lang’, der er både uskarp i teksten og svag i produktionen.

Strygere og beats
Det er ellers de forrygende produktioner, der kendetegner hovedparten af de 30 tracks. Dramatiske strygere, enkle melodifigurer og bastunge beats, der i opfindsomme nye kombinationer bliver spændt ud under de verbale slagserier fra Suspekt, Marwan, L.O.C. og resten af Tabu.

Tabus to rockbands Veto og The Floor Is Made of Lava var ikke med til festen i Vega, hvilket egentlig er lidt sært, når de nu helt klart har været med til at profilere Tabu Records som mere end bare et Suspektprojekt.

Ujævne los i løgene
Og med den samme granitflig af ungdommeligt temperament passer de godt ind i Tabuselskabet. The Floor Is Made of Lava udviser maksimal kækhed i deres Franz Ferdinand-pastiche ’Do Your Sister’, og fremkaldelserne i Vetos urbane mørkekammer er hårde som asfaltkys.

Tabu Records har først og fremmest været et los i løgene på god tone i det danske musiklandskab, hvilket opsamlingen fint illustrerer.

Ujævnheden i det uudgivne materiale får dog udgivelsen til mere at ligne en påmindelse om Tabus betydning frem for det monument, som eksempelvis Suspekts seneste udgivelser var. Men ti år er rundet, og nu kan hele verden se det.