I et af sine sjældne interview blev Bob Dylan for nylig spurgt om sin holdning til Barack Obamas valgsejr i USA og de mulige konsekvenser for resten af verden.

Hvortil manden, en hel generation engang stærkt imod hans vilje valgte til talsmand for det såkaldte ungdomsopgør, ikke helt overraskende svarede, at politik ikke interesserer ham.

Ifølge den 67-årige Dylan er politik at henregne i kategorien underholdning.

En fejl at regne med Bob
Vil det sige, at du slet ikke går ind for og støtter demokratiet, ville intervieweren, Bill Flannagan, vide.

»Jo, men hvad har det med politik at gøre?«, genspurgte Bob Dylan lakonisk.

Jeg nævner det bare lige, fordi der på studiealbum nummer 33 fra den amerikanske legende findes en sang med titlen ’I Feel A Change Comin’ On’.

Hvilket sikkert sagtens kunne foranledige optimistiske Obama-støtter til at tro, at også Bob Dylan er trosfælle.

I givet fald er det nok på tide at ændre opfattelse.

»Well now what’s the use in dreaming/ You got better things to do/ Dreams never did work for me anyway/ Even when they did come true«, lyder den kvækkende afvisning af al snak om de store drømme.

Lige siden Bob Dylan indledte sit private oprør mod myten om sig selv som den intellektuelle fanebærer for 68-generationen, har man kun kunnet regne med ét fra ham.

Nemlig, at det er en stor fejl at regne med Bob Dylan.

Den Store Mester
Søndag aften havde pladeselskabet Sony således fløjet fans og pressefolk fra hele verden ind til det, der skulle være en musikalsk fest for en af den dødsmærkede musikbranches sidste giganter i det atmosfærefyldte koncerthus Roundhouse i Camden i London.

I sikker forvisning om at opleve Den Store Mester om ikke opføre, så da i det mindste fremføre sangene fra det nye album live.

En oplagt mulighed for at vurdere materialet fra et album med en titel, nogle allerede har tolket som en hyldest til korpset af trofast forskende dynaloger og mere jordnære fans – ’Together Through Life’ – udfoldet live.

Glem det! Gennem endnu en af sine koncerter på den endeløse turné, der for længst har udartet til at være hans egentlige livsværk, spillede Bob Dylan og hans band selvfølgelig helt præcist optalt nul sange fra ’Together Through Life’.

Spillede ingen nye sange
Sådan leger man ikke med Onkel Bob.

Han lever og agerer i helt andre dimensioner end den pr-maskine, der ellers kræver at blive fodret konstant for at spytte nyheder og det stof, legender gøres af, ud i hovedet på jordklodens sagesløse beboere.

Så selvfølgelig var Dylan ikke til sinds at spille nye sange. Kun til at levere endnu en privat holmgang med det glatte og det forudsigelige.

Et forudbestilt kompromis er – gudskelov – ikke noget for vrantne onkel Bob.

I veloplagt form holdt han sig bag sit keyboard, sidelæns med scenekanten og derfor med ryggen til store dele af sit publikum ved den intime koncert.

Hvor repertoiret holdt sig til det normale, hvis man kan bruge sådan et begreb om en Dylan-koncert.

En blanding af noget gammel og en masse fra den dødsmærkede og stadig mere desillusionerede trilogi med stærke sange, han i høj alder har indspillet med ’Time Out Of Mind’ (1997), ’Love And Theft’ (2001) og ’Modern Times’ (2006).

Kradsende titel
Som for at minde os om, at han altså er Bob Dylan med alt, hvad det indebærer af vrængende modvilje mod faste forestillinger.

Og at han i øvrigt hverken er blevet rundere eller mildere stemt over for den verden, som i næste måned kan fejre hans fødselsdag nummer 68 næsten samtidig med den nye plade med den temmelig sikkert ironisk kradsende titel ’Together Through Life’.

På plakater for den og inde bag coverets foto af et par i øm omfavnelse fra Bruce Davidsons fotografiske reportagebog fra 1959, ’Brooklyn Gang’, kan man se en Bob Dylan, der antager en mere og mere slående lighed med vores opfattelse af Djævelen selv.

Fra Messias for generation 68 til Djævel for livets rå realiteter i nutiden er en måde at formulere den rejse, Bob Dylan har foretaget.

Ikke uden kunstneriske udsving og regulære drop, men unægtelig for foreløbig at ende i en benhård klasse for sig selv.

Fedtvornt og floromvunden
Som den musikalske Killer Bob, der skyder al fedtvornt og floromvundent sludder ned, uden at man af den grund kan anklage ham for at være blot endnu en gammel sur satan af en mand.

Fordi han investerer sig selv og plaffer løs med en humor så sviende, at den kun vil ramme den, der afviser ham på et så dumt grundlag som et bæger gift i kæften.

Hvor den bitre eftersmag for alvor får lov at gemme sig på sidste nummer, ’It’s All Good’.

En syrligt pumpende zydeco-rocker med næsten kogende harmonika fra pladens velvalgte gæstestjerne, David Hidalgo, fra de californiske mexicanere i Los Lobos.

»Big politicians telling lies/ restaurant kitchen all full of flies/ don’t make a bit of difference/ don’t see why it should ... it’s all good«.

En ironisk konklusion på en opsang, man næppe fornærmer nogen ved at tolke som en blank afvisning af Obama-kampagnens feltråb og troen på, at Håbet og Forandringen bor bag et præsidentielt jakkesæt.

Gnæggende grin
Eller i en livsledsagers varmende hjerte. I den langsomt sitrende, nærmest talte blues ‘My Wife’s Home Town’ slår Dylan fast, at ægteskabet kan være tilværelsens mest hærdende holdeplads.

»There ain’t no way you can put me down«, synger han rugende.

Og forklarer igen hvorfor i omkvædet: »I just wanna say that Hell is my wife’s home town«.

For selvfølgelig at slutte balladen af med et par dæmonisk gnæggende grin, så vi ved, hvem vi dealer med.

Et strejf af Mexico
Både musikalsk, i teksterne og i den ofte legesyge og sikkert eksperimenterende vokal er det en langt mere direkte og enkel Bob Dylan vi møder her end på den forudgående trilogi.

Musikken er stadig afrundet af de amerikanske traditioner, men med mere vægt på blues med et varmende og længselsfuldt strejf af Mexico, kaos og liv i David Hidalgos velanbragte harmonika.

Som ofte får lov at være det centrale instrument, der broderer solide bånd omkring vokalen og ofte ender med at lette den kvækkende sanger op mod en skyfri himmel.

Eksempelvis i den fine erindring om Mexicos betydning for USA i ’If You Ever Go To Houston’.

Mesterlig dobbelthed
De smukke ballader, der i de senere år har fyldt så meget på Dylans repertoire, findes heldigvis også her.

Sange som ’Forgetful Heart’ og ’Life Is Hard’, en bestillingsopgave til den franske instruktør Olivier Dahans kommende film ’My Own Love Song’, som fik sat sangskrivningen i gang og sendt Bob Dylan i studiet, sætter sig i hjertet.

Fordi Dylan, den ældre, er en på en gang sentimental og kynisk skildrer af den tomhed, der melder sig, når stærke bånd brister, og man mister enten en gammel ven eller selve kærligheden.

Som han med mesterlig dobbelthed rapporterer fra en sindstilstand hinsides helvede i ’Forgetful Heart’:

»All night long/I lay awake and listen to the sound of paint/The door has closed forevermore/If indeed there ever was a door«.

Rumba og blues
Bedst har Bob Dylan dog måske fast i kærlighedens inderste væsen i den indledende ’Beyond Here Lies Nothing’ med sin lige så vanvittige som vellykkede blanding af rumba og blues:

»As long as you stay here with me/ the whole world is my throne/ beyond here lies nothing/ nothing we could call our own«.

Man kan fornemme, hvordan Bob Dylan og hans eminente musikere har hygget sig i studiet, hvor albummet er indspillet live (det høres!) under ledelse af den navnkundige producer Jack Frost.

Også kendt som Robert Zimmerman, bedre kendt som osv. Stikkene tages hjem uden musikalsk pral og bravado, pointerne prikkes ind uden unødig ornamentik.

Det swinger og syder hele vejen tilbage til tiden, før der var en Bob Dylan på scenerne og hvorfra inspirationen til hele den legendariske sangskat kommer.

Et stenet western-groove
Men bag de barske blues-rundgange og det sumpede samspil ligger også en melodisk blidhed og lurer i form af en lille popdæmon, som Djævelen selv har lukket ind.

For at lade David Hidalgo og gæsteguitaristen Mike Campbell fra Tom Pettys band føre videre, diskret og elegant.

De to savnede man ved koncerten i Roundhouse i London søndag aften, hvor Bob og det stærkt rutinerede band lidt for ofte fik lov at finde ind i et stenet western-groove, der kan køre i timevis som et intellektuelt modsvar til de gamle briter i Status Quo med boogierock for rystende bodegavomme.

Lige så fremragende Bob Dylan er på plade i disse år, lige så nærmest bizarre kan koncerterne føles med regulære slagtninger af sange som ’Tangled Up In Blue’, ’Don’t Think Twice, It’s Alright’ og især ’Blowin’ In The Wind’, udsat for stormstyrke fra en violin og komponistens huggende brægen, afbrudt af den ikke just virtuose mundharpe.

Lader molevitten blæse i vinden
Det er den afvisning af at leve op til forventninger, mytologi og sin egen skygge, Bob Dylan leverer hver aften på sin endeløse turné.

Det er her, man kan høre en sanger, som gør os opmærksom på, at hans bedste bud er at acceptere tingenes tilstand og så selv forholde sig til det.

Herfra kommer for tiden ikke andre analyser end denne: »Well there is reasons for that og reasons for this/ I can’t think of any just now«, som han synger et sted på det lille mesterværk ’Together Through Life’.

Igen lader Bob Dylan hele molevitten blæse i vinden for selv at fange det ind og knytte det sammen på måder, man ikke lige havde set komme.

Således også på ’Together Through Life’.

Det er de overraskelser, der gør det værd og lønsomt at beskæftige sig med en veteran på rockscenen, som fylder så meget, at man kan føle sig træt bare ved at se navnet. Men til gengæld vitaliseret over at høre musikken.

I hvert fald på plade.

Også anmeldt i denne artikel: Bob Dylan med band, Roundhouse, London, søndag 26. april.