I 2004 kom den amerikanske punktrio Green Day til at sætte en markant kæmpesten på rockens politiske slagmark og sikre sig selv en plads i historiebøgerne.

Temmelig sikkert helt uden at ane de massive konsekvenser afviste californierne sig lysten til at blive regeret af en vis ’American Idiot’ og hans ’redneck agenda’, støttet af hysterisk, højreorienterede massemedier.

Det effektive, energiske og humørfyldte hit mod George W. Bush er muligvis ikke verdens bedst formulerede politiske slagsang.

Men den tog fart hurtigere end en steppebrand i ekspræsidentens elskede Texas og blev rambuk for en hel armada af politiske slagsange mod regimet og krigene.

Bange anelser
Fem år senere er Green Day klar til at følge op med et album, der i lighed med forgængeren er udformet som en rockopera.

Allerede de ydre rammer – 18 sange i 3 akter, produceret af Butch Vig (lydarkitekt i gruppen Garbage og produceren på Nirvanas ’Nevermind’) – giver bange anelser.

De indfries heldigvis kun delvist på et album, som er tynget af store forventninger og tårnhøje ambitioner. Men også båret af usædvanligt store tanker for et rockalbum nu om stunder og lysten til at udfordre både sig selv og sit publikum.

Søgen efter mening
Ideen bag ’21st Century Breakdown’ er at lade et par, Christian og Gloria, rejse gennem et USA, som stadig bløder efter de sår, George W. Bush efter gruppens opfattelse ikke formåede at hele eller bare sætte forbinding på.

De rejser uden tro på kirken (’East Jesus Nowhere’), tillid til staten (’21 Guns’) og de voksne med baggrund i de opreklamerede 1960’ere: »We are the desperate in the decline/ Raised by the bastards of 1969«.

Heller ikke internt i parforholdet er der fælles fodslaw. Christians selvdestruktivitet gennemsyrer sange som ’Christian’s Inferno’, og træffende selverkendelser som »My generation is zero/I never made it as a working-class hero« erkender han allerede i titelnummeret.

Gloria forsøger derimod at finde mening og idealisme i ruinerne af en sammenbrudt storpolitik i sange som ’Last of the American Girls’.

Klassisk rockopera
På bundlinjen står, at punkerne – symbolet på Green Days egen generation – og efterfølgerne må holde sammen og klare sig selv, for der er ingen hjælp at hente nogen steder.

»Born into Nixon, I was raised in hell/A welfare child where the teamsters dwelled«, som Billie Joe Armstrong synger.

Selv om det kan lyde opulent og overdrevet at begå en rockopera med klare veksler fra 1970’ernes, klassiske rock i vore dage, må man anerkende sanger og sangskriver Billie Joe Armstrongs vilje til at tage favntag med sin samtid, den amerikanske myte og afmattelsen i en tid uden ideologisk ståsted eller tro på ideologier.

Punk med atmosfære
Desværre virker det også, som om Green Day føler sig forpligtet til at følge op på den politiske side af gruppens virke ved at afvise Barack Obamas epoke af »håb« og »forandring«, der konstant skydes ned med desillusionens altid skarpladte kanon her.

Selv om Billie Joe Armstrong hele to gange hen over piano og strygere(!) synger om ’Viva la Gloria!’ og »gimme gimme revolution«, virker sangeren snarere rådvild og træt end decideret rebelsk.

Samme fænomen går igen i musikken, der også lokker med forandringer og fornyelse i kompositioner og produktion. Således starter mange sange som den nævnte ’Viva la Gloria!’, ’Before The Lobotomy’, ’Restless Heart Syndrome’ og ’Last Night On Earth’ i et ekko af Beatles eller måske rettere Oasis i roligt tempo, med piano og atmosfære.

For midtvejs at kaste pænheden overbord til fordel for det sædvanlige stakåndede racerløb mellem guitar, bas og trommer.

Som om Green Day egentlig gerne vil kaste fortøjningen i nye havne, men alligevel hele tiden ender med at sejle durk tilbage til punkens på engang stillestående og hidsigt rullende indsø.

Storladen romantik
De snotnæsede og tyggegummignaskende, poppede punkhit, Green Day altid har kunnet levere i form af eksempelvis førnævnte titelmelodi, ’Basket Case’ og ’Boulevard Of Broken Dreams’, er her afløst af forsøg på at levere den mere klassiske rock.

Man så alligevel ikke helt tør eller evner at følge helt til dørs. Kun på ’Know Your Enemy’ og den besnærende ’Horseshoes and Handgrenades’ formår trioen for alvor at få musikken til at detonere midt i målskiven.

Til trods for Butch Vigs fint afstemte og skarpe produktion lyder Green Day lidt for ofte som punkrockens version af Meat Loaf med den storladne romantik som fællesnævner.

Romantikken er det mest gennemførte på et album, der vil meget, men ikke formår eller tør at føre ideerne helt igennem.

Hverken revolution eller revolutionerende rock er noget, man kan lade være halvgjort. Green Day synes trods velgørende ambitioner at hænge fast i tyggegummiet.