Da franske Nouvelle Vague for nogle år siden fik den idé at lave nye bossanovablide versioner af arrige gamle hits fra 70’erne og 80’erne lagt i munden på søde sangerinder med stemmer som langt, glat hår, lignede det en typisk fiks fransk finte.

Men projektet søsat af Marc Collin og Olivier Libaux stikker med tiden en smule dybere end en idée fixe.

Bliver man ved længe nok, ender man med at blive mere sær end smart i sine fikseringer, og det er på en måde den gode nyhed på gruppens ’3’er.

Respekt for originalerne
Bossa er bortbarberet til fordel for en mere ubestemmelig akustisk pop-iscenesættelse. Easy listening er det ikke.

Dertil er kitschelementet for fraværende og respekten for originalerne for uomtvistelig.

Nouvelle Vague udsletter det meste af originalens oprindelige personlighed, men forvandler det ikke til en sovs.

På en måde får de gamle numre chancen for at vise, at de også uden deres ophavsmænds voldsomme personlige udtryk faktisk kan stå og trippe fransk på egne ben.

Fin fransk møder new wave
Navnet Nouvelle Vague lever op til sit fiffige udgangspunkt. Det er finere fransk popkultur gået i kødet på den absolut mere voldsomme angelsaksiske new wave-rock med afstikkere til decideret punk.

Modsætningen kan næsten ikke være større, end når The Sex Pistols’ frådende ’God Save The Queen’ med klimprende akustisk guitar som chaperone bliver fremnynnet af Melanie Pain, der synger som en sød lille fransk musepige.

Og så lyder altså »God save ’istory« altså ret knusernuser.

Depeche Mode og The Police
Udplukket er en skønsom blanding af klassikere og mere esoteriske numre. Depeche Mode (’Master And Servant’), The Police (’So Lonely’) og en slemt vellykket udgave af Talking Heads’ ’Road To Nowhere’ hører alle til den absolutte kanon.

De to sidste sunget af Nadeah Miranda. Men på en måde er det mere interessant at høre numre fra bands, der er gledet lidt længere om i annalerne.

Magazine, Violent Femmes og Psychedelic Furs pynter alle i holdopstillingen.

Siljas version af Simple Minds’ ’The American’ er hitpotent (i anden potens, om man så må sige), og at høre Ian McCulloch synge duet med Melanie Pain på Echo & The Bunnymens ’All My Colours’ er en gennemført fin lille stjernestund.

Mademoiselle Pain synger passende nok også med Martin Gore på ’Master & Servant’.

Hele herligheden er pyntet med en fransk cadeau til deres helt egen Plastic Bertrand.

At hans ’Ca Plane Pour Moi’ har fået et skudt ska som optakt til fortolkningen af The Specials og Fun Boy Threes ’Our Lips Are Sealed’ er mere pudsigt end forståeligt.

Sommercharmerende
The Specials har til gengæld fået en ren hippiebehandling og optræder nu med bare tæer, akustisk guitar og stjerner i håret.

Det er alt sammen lige præcis så sødt, snurrigt og sommercharmerende, at Nouvelle Vague holder interessen fangen.

Man risikerer ikke just at få en styrtblødning af ophidselse, men alle gode gange tre på en enkelt lille idé, er på en måde da ret imponerende.

Og så kan man jo passende benytte lejligheden til at hive Echo & The Bunnymen og de andre velholdte oldtidsfund ud fra gemmerne.

Læs flere beat-anmeldelser på www.ibyen.dk