Denne elefant kommer fra landsbyen med det poetiske navn Bowling Green i Kentucky.

I porcelænsbutik
Lad det være skrevet med det samme, at kæmpen ikke kender til fine manerer og tramper vellystigt på alt, hvad der kan knuses i porcelænsbutikken.

Men den gør det dansende og med stor fornøjelse med linjer som »Rock’n’roll is dead/ probably should have stayed in school« fra åbningssangen ’In One Ear’.

Sagt på en anden måde er kvintetten Cage, under anførelse af brødrene Matt (sang) og Brad (guitar) Shultz, et mærkeligt, men også vindende bekendtskab. Matt Shultz synger med en – for en knægt fra det landlige Kentucky – bizar britisk accent, men bandet bag ham spiller en blanding af punk, funk, folk og rap.

1990'er blanding
Som tror de sig hensat til 1990’erne, fanget i en blender, hvori de hvirvler rundt sammen med Red Hot Chili Peppers, G. Love And Special Sauce, Offspring samt nyere fænomener som Gogol Bordello, Arctic Monkeys og The Streets(!).

Det er ikke let at blive klog på. Men til gengæld er det let at blive høj på trods af den skramlede lyd og bevidst manglende produktion. Dette er et skud rå energi fra hoften, og som sådan fungerer det egentlig fint i sange som den prægtige åbner ’In One Ear’, ’Lotus’, ’Ain’t No Rest for the Wicked’ og ’Free Love’.

Sammenstrik
Det er nok til at overbevise i hvert fald mig om, at Cage virkelig har noget at byde ind med i den spøjst sammenstrikkede stil. Og vil være en udpræget fornøjelse live.

Om ikke andet har gruppen da sin benhårde selvironi fra ’In One Ear’: »They say that we ain’t got the style/ We ain’t got the class/ We ain’t got the tunes that’s/ gonna put us on the map ... people talking shit«.