Det meste popmusik er bedst tjent med, at man ikke lytter efter de hjælpeløse tekster, hvor det eneste kriterium for at synge en bestemt sætning er, at den rimer på den forrige.

Selv om der findes eksempler på gode rimsmede, kunne man ønske sig, at flere sangskrivere ville droppe enderimene og koncentrere sig mere om andre former for sproglig energi.

Nogle af de bedste danske album rimer ikke en meter, med Lars H.U.G.’s ’City Slang’ til tekster af Søren Ulrik Thomsen som det fremmeste eksempel.

Det sker som regel, fordi der står en skrivende digter bag ordene, og derfor er det herligt med den ny bølge af samarbejder mellem digtere og musikere i disse år.

Melankoli og eksperimenter
Den mest aktive digter på scenen er Lone Hørslev, som i foråret udgav den skramlende dejlige ’Lyserød lyseblå beige’ i et frugtbart samarbejde med musikeren Solveig Sandness under navnet Er de sjældne.

Her understregede de skønne, melankolske melodier og lydproduktionens skrabede eksperimenter de mere sarte og skæve aspekter af Hørslevs fuglebesatte tekster.

I samarbejdet med Mads Mouritz er det snarere en hverdagsagtig trummerum, der accentueres i de mere ubekymrede melodier, og den prosaiske humor i Hørslevs tekster står derfor klart frem, såsom:

»Det er et rigtig dejligt hus men vi mangler stadig mange ting, for eksempel vil vi gerne skifte køkkenet ud og have rejsning på taget«.

Parforholdets smerte og passioner
Hørslev bruger kun få egentlige metaforer, men hellere helt konkrete dyr, ting og faste vendinger med dobbeltbetydninger i den stadige kredsen om parforholdets passioner, kejtetheder og smerte.

I nummeret ’Link til lykken’ sender jeget en email med et link til et klip fra tv-showet ’Vild med dans’ til sin kæreste og drømmer om, at de to danser lykkeligt og sørgeligt.

Det er »et link til selve lykken«.

Men det ender helt konkret som et dødt link: »Jeg skrev SE, det der kunne være os, du skrev tak men jeg kan ikke åbne siden«.

Countryrock og electropop
Mens Mouritz/Hørslev Projektets første plade, ’Så er det sagt’, var domineret af Mads Mouritz’ vokal og akustiske guitar , er der denne gang kommet en mere bandorienteret lyd, ikke mindst med Oliver Hoiness’ elguitar.

Stilen varierer mellem countryrock og electropop, og Yo La Tengo-produceren Roger Moutenout har skabt et luftigt og detaljerigt lydrum.

Lone Hørslev springer selv ud som forsanger i et par af numrene.

Hun har ikke nogen stor stemme, som det tydeligt høres på ’Når du når mig’, men det giver sangen, der handler om at modtage et håndskrevet kærestebrev, en sær uskyld, når tonerne ikke rammes helt rent og ikke er digitalt efterjusterede, som det ellers er normen i nutidig musikproduktion.

Sætter sig på nethinden
At lave melodier til tekster, der ikke er på vers, er en udfordring for enhver popkomponist, men det virker, som om det falder Mads Mouritz let.

I hvert fald sætter sangene sig på nethinden efter få gennemlytninger, idet udvalgte sætninger gentages og får karakter af omkvæd.

Mit yndlingsnummer er ’Hus og have’, hvor en simpel akkordstruktur på et keyboard over et dæmpet, elektronisk trommespor giver musikalsk struktur til den uregelmæssige tekst.

De sidste linjer gentages hen mod slutningen, og forskellige elektriske guitarer sætter ind med små ornamenteringer. Det er enkelt og meget vellykket.

Det er en fin plade med mange ørehængere og hovedsageligt fremragende tekster. Men på trods af et par sjove eksperimenter, såsom at banke en stemmegaffel på en lampe, mangler musikken lidt af den kant og de overraskelser, man finder i teksterne.