Det er en nævenyttig ting at gøre, men jeg kunne ikke lade være.

Efter at have hørt dance-fænomenet Medinas andet album igennem et par gange var selvoptagetheden og den jantelovsknægtende fremfærd så larmende, at jeg gik i gang med at tælle, hvor mange gange den 26-årige sangerinde nævner sig selv i form af jeg, mig, min eller mit på det ti sange lange album.

Nu var det ikke, fordi musikken kedede mig, at jeg tog kuglerammen frem. Tværtimod.

Medina står bag et af årets skarpeste dancenumre med stormsinglen ’Kun for mig’, der sender kuglelyn i danseskoene, når hun trækker os gennem en klubnat af bitter kærlighed og beruset selvtilstrækkelighed: »Promillerne sejler rundt/ Her er der ingenting der gør ondt/ Her er der låg på alt hvad der er sundt/ Jeg har det godt«.

Vindende skabelon
Det er fremragende produceret, som det buldrer hypnotisk fremad med et skuldertræks lethed og samtidig har en snært af desperation på slæb, så ensomhedens kulde lægger sig som en hinde om den sidste sætning.

Resten af albummet er ikke hele tiden så spændstigt og dynamisk, og den vindende skabelon fra ’Kun for mig’ kan genkendes i de fleste numre. Men bagmændene i producerteamet Providers holder et solidt og ind imellem rigtig højt niveau som i titelsangen og den urolige ’Rick Ross’ med linjen: Alle mine veninder, de er voldtægtsmænd«.

Medina pakker ikke tingene ind.

Mens Providers med variation og kant sørger for, at man ikke kører træt i den effektive opdatering af euforiserende dance musik, giver Medina et signalement af en generation, hvor det handler om at blive set, blive hørt, blive kendt og skille sig ud – på tv, på nettet og over for kæresten. Medina går efter effekten og synger i ren affekt.

Egoismens målebånd
Hvis kærlighedens kvaler tidligere blev sunget med håb om tilgivelse og i takt til bankeslag på døren, bliver den nu gjort op med egoismens målebånd: »Synes du selv, det var betænksomt, da du slog op/ synes du selv at det var flot – jeg håber du er ensom«.

Egoet har altid banket hårdt i et ungt bryst, og der er ikke nogle nyheder mellem Medinas banale betragtninger, den får bare lige et hak opad her. Men med den uforfinede tone, det ligefremme sprogbrug og den ublu selvoptagethed bliver albummet alligevel mere end bare en ordinær popsag. Den bliver et vidnesbyrd om generation mig, mig, mig, hvor det pumpende lydspor trækker af med os, inden vi står stille så længe, at eftertanken kunne indfinde sig.

Selv om producerteamet Providers har fundet en rigtig god opskrift på dancefeber, er det ikke stor kunst. Men ’Velkommen til Medina’ står og vibrerer som et interessant tegn i tiden.

Et ganske utvetydigt tegn. I løbet at de små 40 minutter, albummet varer, får Medina henvist til sig selv 505 gange.