Hvilken suveræn ankomst debuterende ’The Rumour Said Fire’ får med åbningsnummeret ’The Balcony’!

Her er alt det, man kan ønske sig af et ungt band. Lige dele sårbarhed og selvsikkerhed spændt ud under et musikalsk koncept, der er lige så gennemsyret af traditionsbevidsthed, som det er frisk fra fad.

Det er de sene 1960’eres akustiske folkpop komplet med Dylan-mundharpe, som nu via skotske Belle & Sebastian har taget springet til et nyt dansk band fra MySpace-generationen.

Blodig eros hærget af moralsk retardering
Den noget knortede titel ’The Life and Death of a Male Body’ røber måske nok ambitionsniveauet, men ikke nerven i guitarist og sanger Jesper Lidangs sangskriveri.

Som den kommer til udtryk på ’The Balcony’, der bag sin musikalsk kyske overflade fortæller om en verden blodig af eros og hærget af de moralsk retarderedes tyranni.

En højst usædvanlig blanding af foruroligende kaos og skrøbelig romantik, som udmunder i en øm og vakkelvorn situationsrapport:

»And your mouth tastes like sunshine, baby / but your eyes are all cool buried in my arms«. Lidangs sange udfoldes i et usædvanligt modsætningsfuldfedt univers.

Alle seks sange på kvartettens debut-ep har nogle af disse øjeblikke, hvor man pludselig må spidse tummelumske øren. Gruppen afprøver flere stilretninger.

Jeg synes klart, at de står mest selvstændigt på egne ben, når de forfølger den mere folkemusikalske stil, som de foruden ’The Balcony’ gør det på ’Red Light’ og ’The Post Mortem Make Us Men’ (lidt af en titel!). Modsætningen mellem det musikalske udtryks harmoni og sangenes indre uro resulterer i en helt særlig dynamisk skønhed.

Bedre med harmonier end sololøb
The Rumour Said Fire afslører sig også som et kompetent og sprælsk indierock-band på numrene ’Evil Son’, ’In The Sour’ og ’Dance’, men her bevæger Jesper Lidangs vokal – nu pludselig stilsikkert følsomt-skinger – sig ind på et lidt for overbefolket territorium.

Gruppens lyd skiller sig simpelt hen mere ud, når vokalspillets grundregel er harmonier snarere end sololøb. Også selv om ’Dance’ kulminerer i en særdeles kompetent sugende understrøm af støjrock.

’The Life and Death of a Male Body’ er en af den slags udgivelser, hvor man undervejs har mange øjeblikke, hvor man bliver mindet om andre bands.

Men The Rumour Said Fire formår at fastholde en konstant fluktuerende fremdrift, hvor inspirationskilderne får lov til at optræde som homage, men aldrig får lov til at stå i vejen for et band, der kan være på vej til noget virkelig stort.

Hvis først The Rumour Said Fire får afklaret, om de skal satse på folkpop eller indierock – eller endnu bedre får dem mere radikalt integreret.