»En mands selvmord starter det øjeblik, han bliver forelsket i en pige«. Sådan lyder forklaringen på det morbide bandnavn, som de bedst sælgende danske rap-acts, L.O.C. og Suspekt tilsat produceren Jonas Vestergaard fra Lounge Lizzards, har valgt til deres nye projekt.

Den første single, ’Råbe Under Vand’, en mavepinefremkaldende knytter af en desperado-hymne, har allerede afstukket retningen for de fem unge mænd:

Efter årevis med fest, druk og fisse uden forpligtelser har de åbenbart stået ansigt til ansigt med den dårlige side af kærligheden, og det er den, der bliver vendt og drejet på den selvbetitlede debutplade ’Selvmord’.

Det er en konceptplade og et ambitiøst og modigt projekt. For især L.O.C., men også Suspekt, har sejret ad helvede til de sidste par år, og nu skulle der altså ske noget nyt.

Det her er så en plade om knuste hjerter, et ikke særlig belyst emne i ikke bare dansk rap, men hiphop i det hele taget, hvor man ifølge normen højest smider et enkelt jeg-er-forelsket-nummer på pladen, og så bruger resten af taletiden på at puste sig op eller dissekere egne skabsskeletter.

Egocentreret ordstrøm
Det er unægtelig interessant, når hårde hunde goes soft. Der er skruet ned for tempoet, det frække sprog og de fantasifulde fiktionsuniverser. Der er heller ingen slibrige sexdetaljer, som Suspekt ellers plejer at underholde os med. Til gengæld er vi tættere på end nogensinde, og en ny genre har set dagens lys: klynke-hiphop.

For det er meget synd for Selvmord. Det er nogle rigtig tarvelige piger, som har forladt dem og såret dem og pisset på dem. »Du tog mit hjerte og knuste det/ Smed det på gulvet, var det alt det, det sku’ bruges til«, spørger Orgi-E på ’Hver gang du går’ og sætter ord på de følelser af svigt, som alle mennesker skal igennem mindst en gang i livet.

Problemet med Selvmords greb om den ulykkelige kærlighed er, at det er ensidet. De tre rappere, Bai-D, Orgi-E og L.O.C., taler fra det forsmåede barns synspunkt. Hvorfor vil du ikk’ ha’ mig, spørger de, krydret med hævnscenarier og selvmedlidenhed, men de misser perspektivet.

Hvad har de selv dummet sig med? Hvad med dig selv? Derfor bliver teksterne ensformige på de ni bitre sange plus en enkelt positiv. Ved gennemlytning af pladen mærker man derfor en stigende irritation over den egocentrerede ordstrøm. For kærlighed er give and take, men Selvmord siger bare take – og ellers er det synd for mig.

Lyder som Nephew
Rune Rask er uomtvisteligt en af landets dygtigste producere, og sammen med Jonas Vestergaard har han skabt et komplekst lydbillede til Selvmord.

Men i øjeblikket er der 80’er-synth og klublyd overalt i musikken fra hiphop til pop og r’n’b, og også Selvmord er med på den vogn. Som på ’OK’, en trehovedet rodebutik af et nummer, der sikkert er tænkt til at illustrere det knuste hjertes tre sindsstemninger: Afmagt, druk, eftertanke.

Vi starter med et simpelt beat tilsat lidt ekko af tidlig 90’er-techno. Så hopper vi lige pludselig over i en buldrende klub-banger, der lyder som tidens største popprinsesse Medina med hårde trommer og den der iskolde, kliniske bund tilsat et messende »hvis du så bare ville spytte mig i hovedet« fra L.O.C.

Endelig slutter vi med en virkelig sær Pink Floyd-agtig new age-outro. Det hænger slet ikke sammen.

Der er masser af gode ambitioner hos Selvmord. Men perspektivet er for smalt, og mange af de electrorockende produktioner lyder tilmed som en kopi af Nephew. Forventningerne til dansk raps nye supergruppe bliver derfor ikke indfriet og kan i hvert fald ikke bære en hel plade.