Lady Gaga er fortsat i stand til at hive musikalske overraskelser ud af sine mildt sagt flagrende ærmer. Eller måske rettere fra de lommer, hvori den elegante poptyv gemmer sit bytte fra togterne til sine egne idolers fortid.

Som eksempelvis Queen-parafrasen ’Speechless’, blandingen af ABBA’s stensikre harmonier og Shakiras latinske tonefald og dybe vokal på ’Alejandro’, den Prince-inspirerede ’Retro, Dance, Freak’ og ’Teeth’ med sine påmindelser om britiske Basement Jaxx.

Våd drøm om en anden kvinde
Dertil kommer det vellykkede samarbejde med Beyoncé på ’Telephone’, der burde kunne lokke hvem som helst på dansegulvet og masturbationshyldesten ’So Happy I Could Die’. Med mildt sagt forførende vokal inviterer Lady Gaga os indenfor til egne lagner og endnu en våd drøm om en anden kvinde, »that lavender blonde«.

»The way she moves, the way she walks/ I touch myself, can’t get enough/ And in the silence of the night/ Through all the tears and all the lies/ I touch myself and it’s all right«.

Hvad kan vi næsten sige andet end: godt håndarbejde stort set hele vejen igennem, selv om Lady Gagas tyvetogter i pop og rock fortsat ikke kan kaldes originale.

Men det er sådan set heller ikke nødvendigt, når man allerede i en alder af 23 år kan kalde sig selv ’The Fame Monster’.