Ude på landet gror træerne mere, som de selv vil.

Stejlt slynger de grenene op mod vestenvind og uvejr, så silhuetterne kroger sig egenrådigt uden pertentlig indblanding fra kommunens sakseklippende gartner.

Og det gælder såmænd også mennesker derude på landet. De filer og sliber mindre på hinanden, og så gror der særegne eksistenser som Alma Krathus frem.

Hende kan man møde på Band Anes elektroniske dobbeltudspil ’Anish Music Too & Free’, hvor den ældre dame med sin tøvende røst først reciterer og siden forklarer et digt om en pibe, der oser mere af levet liv end sund fornuft hen over de nænsomt udstrakte og boblende kompositioner.

Ingen slidte vaner
Den slags sammenstød mellem interviewmontager og electronica er ikke helt normale, men det er lige præcis den slags personlige lommer, Ane Østergaard alias Band Ane er på udkig efter med sine 21 kompositioner.

Hvad end det originale skabes af »den stædige gamle hund« , der dræver løs om behovet for musik i ’Dødsblues’n i Hov’ eller findes i den forvredne Röyksopp-poppede klaverfigur i ’Ballerina skæv på tå’, afsøger Band Ane computerens mange virkemidler for at undgå slidte vaner.

Man skal overraskes af en pludselig technotung passage mellem de sommerfuglevirrende lyde eller stoppe studsende op, når en hjerneforsker forklarer ords kemiske virkning på hjernen.

Vindbøjede computertræer
Ane Østergaard er siden debuten ’Anish music’ rykket fra Musikkonservatoriet i Århus og ud på landet for i ro at finde nye veje gennem de ordløse programmeringer, der både svæver blidt gennem eller banker drum’n’bass-hidsigt på trommehinden.

Grundtonen har nok eremittilværelsens melankolske aftryk, men hele tiden drives sangene fremad af en naivistisk legelyst, der får dobbeltalbummet til at folde sig varmt klingende, skævt hoppende og syntetisk knitrende ud.

Kompositionerne har en indadvendt natur, der også kan falde i staver, men oftest lykkes de som musik, man ikke kan synge med på, men må lade sig synke ned i. For dér at ane konturerne af de vindbøjede computertræer.