Guitaren skal selvfølgelig med på coveret. Og være i centrum. Det er den, det hele handler om nu.

Lil Wayne er ellers en de sidste fem års mest stilskabende, opfindsomme og suveræne amerikanske rappere – et fantom af kvikke rim og skarpt skårede leveringer over spartanske beat, der gang på gang har sat resten af hiphopverden til vægs med ny lyd, nye salgsmetoder og ikke mindst konstant nye udgivelser.

Men nu har han besluttet sig for at lave en rockplade.

Gå i stor bue udenom
På coveret af ’Rebirth’ ligger han og slænger sig med sin nye, bedste ven, elguitaren, i en guldornamenteret sofa. Det sidste skal vist ligesom understrege: jeg er så stor og velhavende en hiphopstjerne, at jeg har råd til at lave et rockalbum. Også selv om det er dårligt, kan man tilføje.

Efter flere måneders udsættelse – og i øvrigt et par uger før Lil Wayne skal ind og ruske tremmer for ulovlig våbenbesiddelse – er ’Rebirth’ så nået frem.

Men uanset om man kan lide at sætte sin cap på sned til et hiphopbeat eller trække i et sæt slangeskindsstøvler til takten af en firecylindret rockmotor, bør man gå i en endda meget stor bue uden om Lil Waynes malplacerede forsøg på at genopfinde sig selv som rockstjerne.

Bedre end pistolrapperne
Som teenager var Lil Wayne endnu en gennemsnitlig gangsterrapper fra the dirty south, hvor lyden er rå og teksterne bramfri. Men i 2004 blev han pludselig et nyt central punkt i det amerikanske hiphoplandskab.

Den klejne mand, der i 1982 blev født Dwayne Michael Carter i New Orleans, bragede gennem lydmuren med albummet ’Tha Carter’. Her var nedbarberede hiphopbeats med skrattende soulsamples og basgang nok til hele natten. Tilsat Lil Waynes hæst raspende stemme.

Ud af hans gadedrengeskæve mund og mellem de guldbelagte tænder kom ordene med en sans for dynamik, rytme og helt surreelle rim, der løftede ham højt over den monotone masse af gangsterrappere, der tror, det er nok, at de kan tælle til fire og stikke en pistol ned i bukselinningen.

Mens ’Tha Carter’ på et par år voksede til en trilogi, eksploderede Lil Waynes popularitet – ikke mindst på grund at hans lemfældige kobling af musik og rettigheder.

Wayne spyttede sange ud i et helt uhørt tempo og omfang – og det meste blev givet væk via internettet, hvis ikke det lige var en gæsteoptræden hos Kanye West, Destiny’s Child eller DJ Khaled.

Han kunne give alle kant og samtidig lukke et illegalt mixtape med samplinger af The Beatles ud ad bagdøren.

Million albums i første uge
Magasinet Vibe lavede i 2007 en rangeret liste over Lil Waynes 77 (sic!) bedste udgivelser det år. Med den opmærksomhed og følgende fanskare solgte ’Tha Carter III’ året efter en million eksemplarer. Alene i den første uge.

Dér stod Lil Wayne med sine virrende dreadlocks og tatoverede ansigt. På toppen af hiphopbjerget, mens Jay-Z og Eminem kravlende rundt nede i dalen. Uforskammet og flabet nok til gang på gang at udråbe sig selv til verdens bedste, nulevende rapper – og dygtig nok til at slippe af sted med alle narrestregerne.

Lil Wayne plejer at indspille et hiphop-track, hvis han lige har to minutter, mens omeletten steger færdig. Derfor er de to år, han har brugt på ’Rebirth’, mistænkeligt længe.

Og når man hører den ekstremt vattede guitarlyd, der er kommet ud af de mange dyre produceranstrengelser, må man undre sig over, at der ikke er nogen i Lil Waynes posse, der lige har prikket chefen på ryggen og rystet forsigtigt på hovedet med en sagte hosten. Rap-metal har jo aldrig været en god idé.

Klæg lydgrød
Ikke nok med at de 14 sange er halvsløje kopier af svage emo og nu metal-sange. Og ikke nok med at den fræsende guitar er fuldkommen uden gennemslagskraft, eller at teksterne er hurtigt glemte banaliteter (hvad er det for nogle ualmindelig håbløse rockplader, Lil Wayne lyttet til?).

Så er det værste næsten, at den virtuose rap er erstattet af vrængende sang i autotune.

Den normalt gnæggende rapper klynker og klager sig uinspireret gennem påtagede rockudbrud som ’Get A Life’, ’Knockout’ og ’I’ll Die For You’, uden hverken sin vanlige skarphed eller verbale cirkelspark. Hvilket fald fra tinderne.

Enkelte steder stritter der en lille god idé frem, et hook eller en tiltrængt morsomhed, men det mest positive, man kan sige om ’Rebirth’ er, at den er konsekvent.

Fra start til slut holder den sin klæge lydgrød på samme lave vågeblustemperatur, og efterlader indtrykket af en mand, der prøver at imponere hele verden med et talent, han ikke har.