For et par år siden forlod den danske indierock de lurvede øvelokaler og lod den indadvendte lugt hænge i væggene bag sig.

Den styrede direkte mod den nærmeste domkirke og greb fat i salmebogen. Ikke for at bekende sine synder eller nødvendigvis tro på noget større, men for at lyde sådan.

Med bands som de sammenfiltrede Choir of Young Believers, Chimes & Bells og Jong Pang samt ikke mindst de internationale spydspidser i Mew er den danske indiesang blevet en medrivende salme, der tegner smukke mønstre på et højt hvælvet loft.

Og nu kommer Ghost Society, der med støjpoppende vinger cirkler rundt i samme luftlag.

Erfarne folk
Helt i indiescenens ånd er Ghost Society et sammenrend af folk fra flere af bands.

De to sangskrivere Tobias Wilner og Sara Savery spiller også i henholdsvis Blue Foundation og People Press Play, mens de i spøgelsesforeningen får selskab trommeslageren Lasse Herbst fra Choir of Young Believers og guitarist Frederik Sølberg, der engang satte akkorder på snor i Lake Placid.

Sammen har de skabt et album af drømmepop, vintertristesse og bittersød støjresignation.

Det er inderligt på den larmende udadvendte måde og midt i de smukke flader af støvet synthesizer og guitarstøj, finder man både ekko af fjernøstlige melodier og ensomme orgelsoloer.

Glemmer sig selv
Det er så stilsikkert udført, at man savner bandets egen identitet.

De forveksler sig selv med Mew på en sang som ’Isolated’, men har ikke samme knortede rytmer til at skabe et unikt udtryk eller variationen til stå helt på egne ben.

Svævet er næsten for rent hos Ghost Society, men de har ynder og melodier nok på det fornemme debutalbum til at give den danske indiekatedral lidt mere smuk fylde.