Hvis Under Byen har tabt alt med deres fjerde studiealbum, skal de ikke gå efter sejren fremover.

For selv om pladen er dramatisk kuldsejlet og sort i kanten, gløder den varmt i sin lyd og overrasker med poppede passager midt i de grundlæggende eksperimenterende sange.

Tabt i et øjeblik
’Alt er tabt’ er en ny og vellykket begyndelse for det århusianske band, der stadig søger rundt efter anderledes sange og kompositioner i et lydunivers langt fra den storsælgende alfarvej. Og tak for det.

Denne gang har de skåret alle svinkeærinder fra, holdt vejret omkring den enkelte lyd og skabt et spartansk smukt album, der ikke lyder som ret meget andet, man kan falde over på sin vej ind i 2010.

LÆS OGSÅUnder Byen udsender glasklare klange på nyt album

Tangentspilleren Thorbjørn Krogshede har forladt bandet, og det kunne godt have undfanget albumtitlen. Uden den primære sangskriver på det forrige ’Samme Stof som Stof’ var alt måske tabt. I et øjeblik.

For de tilbageværende musikere gik i gang med i fællesskab at skrive sange og finde frem til et udtryk, der stadig kan genkendes som Under Byen, men også arbejder inden for andre parametre, hvor bassen er kompas eller de insisterende rytmer giver de udsvævende klange mere retning.

Klinger som to stykker træ
Ud over at sangtitlen ’8’ kunne være hentet i en sci-fi-roman, lyder det på åbningsnummeret ikke, som om det er langt ude i fremtiden, at Under Byen har fundet inspirationen til deres 10 nye sange.

Det spinkle strengespil lyder mere som noget, der er gravet frem i den folkemusikalske muld, men øjeblikkeligt træder albummets enkelte og spartanske lyd i karakter.

Når violinen stryges, kan det mærkes i den upolerede, rustikke produktion.

Det lyder som noget, der kommer langvejs fra, hentet i en svunden tid af stumfilm og hemmelige optagelser gennem en væg, som eksempelvis den traktforvredne vokal på det forførende ’Således’.

Det er med til at give hele albummet en nærværende og dunkel klang som lyden af to stykker træ slået mod hinanden.

På de ti sange dukker violinerne op og synker bort, klaveret snurrer om sig selv på de samme fire tangenter, saven skyder ryg i al sin klagende væsen og et spøgelseskor går på vandring i kælderen.

Sådan veksler, varierer og vender Under Byen en følelse eller stemning i hver af de ti småuhyggelige lydfortællinger.

Ingen omkvæd
Midt i det hele synger Henriette Sennenvaldt med sin intense og på samme tid skrøbelige dramatik. Med den ofte alfehviskende stemme er hun mere et instrument end en sanger, der skal bære melodien.

Og her er ikke omkvæd eller faste rammer, men en uforudsigelig søgen, der nok skal holde ’Alt er tabt’ fra toppen af hitlisterne. Selv om der findes masser af medrivende pop derude i vildnisset.

Det bliver bare afvekslende iscenesat.

I ét sekund kan oktetten slå dørene op med filmisk underlægningsdramatik fra Bollywood, for i det næste sekund at vandre sikkert langs basens markerede linjer.

De kan hugge en sang primitivt frem under violinernes takkede linjer som en småsøvnig Tom Waits på køkkentøj i ’Ikke latteren men øjeblikket lige efter’ eller indfange al opmærksomhed i det drømmende lette omkvæd i ’Kapitel 1’.

Sejr for originaliteten
’Alt er tabt’ er ikke et nyt første kapitel for et band, der før har mistet centrale medlemmer, men det er et perspektivrigt nyt kapitel i fortællingen et unikt band.

De kan i mine ører stadig blive krampagtigt stillestående i deres egen alvor som den forcerede dramatik på ’Unoder’, men i den bund, mange af deres nye kompositioner har fået, er Under Byen virkelig gode og mere tilgængelige end før.

Uden at afvige fra deres helt egen kurs.

På den måde er ’Alt er tabt’ en sejr for det originale snit i dansk musik.