I effektivitetens tidsalder er det ikke bare befriende, men nødvendigt, at nogen har modet til at gå store omveje for – måske – at nå frem.

Alt bliver ellers drænende effektiviseret. Kinesernes talstærke arbejdsmaskine står op før resten af verden, inderne svarer mail for dem, der stadig sover, og herhjemme skal vi knappe skjorten med den ene hånd og børste tænder med den anden.

Skrumpende salgstal ikke gjort den globale konkurrence mindre benhård. Selv gamle cirkusheste som U2 sælger ikke album mere, og nu gælder det om at få publikum til at malke iTunes for enkelte numre.

Derfor skæres sangene effektivt til og pumpes med computerens forprogrammerede tilsætningsstoffer, så omkvædet har den form og lyd, der øjeblikkeligt vækker hitgenkendelse.

Det er ikke bevidstløst – bare popmusik i overhalingsbanen med fuldt overlæg. Hvor der hverken er plads til slendrian eller andre kreative forsømmelser.

Isblå grundtone
Men så er der oaser som Efterklang, hvis popmusik ikke er dyppet i tidstypisk blegemiddel eller trukket op med en lineal. Det danske orkester har taget sig god tid og er kommet vidt omkring.

På tre album har de flyttet sig fra elektroniske meditationer forbi grandiose orkesteropbygninger til en fuldt udfoldet og slidstærk pop på det tredje fuldlængdealbum, der bør udvide den internationale berømmelse og løfte dem ud af den danske nichetilværelsen.

Efterklang har sat sig op i den magiske tronstol og skabt en regnbueeksplosion af sange, der både har tråde tilbage i tiden til harmonisk 1960’er-pop, dryp af doowop, en klang af gospel, lån fra funk og ubesværet boltrer sig med uregerlige rytmemønstre under kammerpoppens lette hvælvinger.

Tilsat en særlig kølig nordisk poesi i den isblå grundtone.

LÆS OGSÅPublikum strømmede til iskoldt iglotelt

På ’Magic Chairs’ tager Efterklang alle de nødvendige afstikkere, falder i staver undervejs, omformulerer sig selv og traditionerne for at skabe popmusik, vi troede, vi ikke længere havde råd til.

Slibes til under koncerterne
Ligesom Efterklangs pop ikke er skåret over den normale læst, er deres fortælling det heller ikke. De er gået den store omvej fra kompositionskatedraler og en tætpakkede koncertkalendere til det ligefremme udtryk, de har i dag.

Efter at have vævet moderne kompositionsmusik, postrockende forløb og elektroniske finurligheder sammen på debuten ’Tripper’ i 2004 rev de et hul i himlen med ’Parades’ i 2007.

LÆS OGSÅSkønheden under træerne

I Efterklang gør de tingene selv. Fra sangskrivning til produktion og udgivelse. Men derfor kan man godt få hjælp udefra.

Og ’Parades’ blev sendt på international march efter 18 måneders møjsommeligt studiearbejde og på skuldrene af 30 gæstemusikere. Det var et overflødighedshorn af lydlandskaber, storladne arrangementer, himmelske kor og instrumental præcision.

LÆS OGSÅEfterklang på forkant

Men hele det gamle materiale blev æltet igennem på Efterklangs mere end 130 koncerter i USA, Europa og Asien. De symfoniske strukturer og computerens knitrende mønstre blev udfordret af det uforudsigeligt levende publikum og spillestedernes lydanlæg.

Undervejs blev de nye sange skrevet af kvartetten i bandformat og siden spillet og slebet til under koncerterne.

Mangefarvet popmusik
På ’Magic Chairs’ indvarsler åbningsnummeret den nye retning. Sangen ’Moderne drift’ har popsangens komprimerede form, og hooket ligger i Casper Clausens krystalklare vokal, men Efterklang har langt fra sluppet deres abstrakte tilgang til popmusik.

LÆS OGSÅNu kigger Efterklang på publikum

Det bliver bare flettet ind i sangen, som den udvikler sig rundt om det hårdtarbejdende klaver og løfter sig på harmoniske korvinger eller pludselig bliver skåret åbent af en trompets solopgang. Det er formidabelt i al sin komplekse enkelthed.

Herefter bruger Efterklang deres enorme musikalske vingefang og orkestrale erfaringer til at tilsætte de i grunden enkle sange nuancer og spil i teksturen. Der er ingen lange lydvandringer eller tålmodige togter mod et klimaks, der måske aldrig indfinder sig. Her er kontant afregning i hver eneste vibrerende tone.

De ti sange er fulde af finesse, forskydninger og fængende melodier. Ikke nødvendigvis i linjerne, men sluppet løs i en virrende violin, en fløjtes sirlige bevægelse, det repeterende piano eller i blæsernes dybe stød under både højtflyvende og nænsomme kor.

På deres egen milde facon vækker Efterklang med en sang som ’Mirror Mirror’ den samme euforiske fornemmelse, som Arcade Fire slap løs for nogle år siden.

Også slægtskabet med Grizzly Bear (som Efterklang har udgivet på deres pladeselskab Rumraket) er tydeligt i en sang som ’I Was Playing Drums’.

LÆS OGSÅSultne bjørne tog på lystfiskeri

Efterklang lyder i dag som et nordisk band fra Brooklyn, der med samme musikalske frihed som Grizzly Bear og Animal Collective skaber en mangefarvet popmusik fuld af gamle ideer og nye muligheder.

Den magiske stol
Albummet hænger ikke sømløst sammen – alle sangene har sit eget temperament.

Fra den berusende bjergkamsvandring i ’Harmonics’ og den ensomt råbende melankoli i ’Alike’ til den håndklappende uro i ’Raincoats’ og de smuktriste korharmonier på ’The Soft Beating’, der sender tankerne i retningen af den fortabte Beach Boy, Dennis Wilson.

Produktionen er klar omkring hver eneste af de akustiske instrumenter, og albummets stoiske karakter brydes ikke af støj eller forvrængninger, men ånder gennem den intensitet, der bugter sig som arrangementer i hver eneste sang.

Nogle vil måske blive irriterede over den mere konforme sangskrivning, der stikker sit hoved frem, men de fleste vil forhåbentlig begejstres over Efterklangs musikbegavede omgang med popmusikkens traditioner.

Personligt kan jeg kun anbefale, at man står af radioræset og sætter sig i den magiske stol. Den er foret med forbløffende afveje og anden uvurderlig tidsfordriv.