Verden er et forbløffende sted.

I Las Vegas sidder en yogalærer og skriver besynderligt besjælede sange på lige dele syret folk, svajende østlig spiritualitet og støvede hiphopbeats.

De næsten umulige sange kommer i hænderne på to af tidens mest nysgerrige og nyskabende producere, The Gaslamp Killer og Flying Lotus, der sidder under smogkuplen i Los Angeles og klipper ny musik sammen af glemte fragmenter og knitrende vinyler.

Og ganske uventet sidder man pludselig her på den anden side af Jorden med et lille mesterværk af et album, der på mange måder minder om Becks ’Mellow Gold’ eller Portisheads debut. Skramlet i lyden, opfindsomt i sin ubegrænsede genreleg og fuldt af lige så sensible som besnærende sange.

Magi i Californien
Hvordan var det lige, at den ligning gik så ubegribeligt smukt op?

Der sker et eller andet magisk i Californien lige nu. Første rullede en bølge støj-æstetiske musikere som Ariel Pink og Wavves ned langs vestkysten, og kort efter spirede en ny generation af producere som Flying Lotus og Nosaj Thing frem.

De reparerede den døde forbindelse tilbage til Dr. Dre og hiphoppens californiske guldalder og gravede samtidig videre i den vinyl- og samplerjonglerende rende, DJ Shadow begyndte på for 15 år siden.

I skyggen, i ly for den stærke californiske sol, er der ved at opstå en ny, globalt orienteret musikarkæologi, der bevidst har et rimelig løst forhold til almindelig producervellyd, ikke sætter genrebarrierer op og med et digitalt grundgreb skaber en varm, analog lyd.

Denne konstellation forløser sangene fra Gonjasufi, der efter eget udsagn har kæmpet i 30 år med at få sin musik til at flyde. Det gør den nu – på den mest forbløffende måde.

En nomade på genrerejse
Albummet med det benhårde sammenstød med mellemøstlig kærlighedsmystik og Los Angeles’ rå virkelighed i titlen ’A Sufi and a Killer’ åbner ganske sigende som en brusende messe fra noget, der både kunne være et spirituelt stormøde i det sydlige Indien og et stammefolk på krigsstien i den nordafrikanske ørken. Transmitteret via en gammel sovjetisk satellit.

Fra dét øjeblik står alt og blinker mellem de mange kontraster, sammenstød og elektrificerende forbindelser, de efterfølgende 19 sange skaber i løbet af en dybt fascinerende times tid.

Som en nomade rejser Gonjasufi hele tiden videre med oaseophold i den ene genre efter den anden. Med den religiøse støj, eller måske snarere en forvrænget spirituel klang, som medpassager.

Det er som en slags genfærd fra de mange timers meditation ude i Nevadas stenede ørken, der tegner en sær aura rundt om både dunkende hiphopbeats, støjende rockriff og prikkende electronica.

Tom Waits i telefonen
Fra den indisk svajende og dubgyngende blues på ’Kobwebz’ går turen til støvknasende og samplerhakkende hiphop på ’Ancestors’, der slutter, som om lyden bliver kastet ned i en termokande og sendt væk på en roterende helikopter.

Herfra går det forbi nænsom sangersangskrivning med soulet vuggevisekor og overvældende skønhed i ’Sheep’ over i den syrerockende og balkanhoppende ’She’s Gone’ til den Stooges-snerrende garagerock udråb i ’SuzieQ’.

Og videre endnu til den orientalsk svajende ’Kowboyz&Indians’, den psykedelisk soulede ’Change’, en space-funky ’Candylane’, tyggegummipopmelodier på ’Holiday’ og den tyrkiske tonede ’Klowdz’, hvor det lyder som Tom Waits på kor over en ustabil telefonforbindelse fra Istanbul.

Jeg kunne blive ved. ’A Sufi and a Killer’ er en mageløs rejse med en musiker i konstant bevægelse. Han efterlader et spor af eklektisk musik tilbage til rødderne i hiphoppens turntablism, der her fungerer så fremragende, fordi Gonjasufi faktisk kan skrive selvstændige sange ind i de mange glemte og oversete citater fra musikhistorien.

Det hele tilsat hans helt igennem særegne stemme. Den vakler, snøvler og brænder igennem med sin skrøbelighed på hver eneste sang, som en M. Ward eller Devendra Banhart indsunget via en hjemmebygget mikrofon, der både kan indstilles på intimt nærvær og astronomisk distance.

Fornyer troen på originalitet
Sammen med sine californiske medsammensvorne fornyer Gonjasufi legen med de traditionelle musikalske byggeklodser, udvider undersøgelsen af de alternative muligheder i lydproduktion og skærer sangskrivningens fine kunst til, så man igen kan tro på, at musik i dag ikke behøver at være et blegt aftryk af gamle ideer, selv om den står på skuldrene af fortiden.

Med støj på alle linjer kombinerer Gonjasufi sammen med The Gaslamp Killer og Flying Lotus underlige traditioner, tanker og toner, så fremtiden pludselig åbner sig, og perspektivet peger i alle retninger – som den californiske sol reflekteret i det urolige Stillehav.

Måske er Gonjasufi kun det mest vellykkede udtryk for den californiske lydkoger indtil videre. Måske dør forbindelsen, og transistorradioen smelter. Men spændt ud mellem ørkenens summende ensomhed og gadens rå musik i Los Angeles er Amerika lige nu underlig som altid og alligevel som aldrig før.