At udgive et bokssæt på baggrund af en karriere med blot to album lyder i sig selv som en joke.

Og når man dertil lægger, at det samme materiale i forvejen findes på både en i sig selv lidt komisk ’Best Of’ og en liveplade, nærmer vi os det tragikomiske.

DM i grungerock
Rent musikalsk fylder Dizzy Mizz Lizzy, der i disse uger er på genoplivelsesturne i Danmark, ikke meget.

Når det midlertidige comeback har fået så megen omtalte og solgt så mange billetter, er forklaringen selvfølgelig, at den københavnske trio har en omfangsrig plads i hjertet på talrige rockfans her til lands.

Og at Dizzy Mizzy Lizzy i skikkelse af Tim Christensen fostrede et af de største talenter, den hjemlige rockscene har udklækket i en snes år.

Sammen med bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis, der for længst har skrevet sig ind i glemmebogen, vandt han i 1993 DM i rock og kom i de kommende år til at udgøre en særdeles vigtig brik på Mindernes Boulevard som en af brobyggerne mellem firsernes ’gamle’ bands og halvfemsernes nye.

Sammen med bands som Psyched Up Janis, Inside The Whale og Kashmir tog Dizzy Mizz Lizzy afsæt i en klassisk guitarrock, blandet op med den nye grungerock fra Seattle.

Guldkalven
Det er placeringen som central brik i det store bygningsværk, der sammen med en to-tre sange med klassikerpotentiale fra et meget ungt band, Dizzy Mizz Lizzys berømmelse er baseret på.

At der ikke var så hulens meget mere i billedet, er det helt overflødige bokssæt en påmindelse om.

Sættet, der naturligvis udgives i forbindelse med turneen, består af gruppens to studiealbum, ’Dizzy Mizz Lizzy’ (1994) og ’Rotator’ (1996), ’Best Of’ og ’Live In Århus’ (begge 2002).

Med andre ord er der siger og skriver alt, hvad Dizzy Mizz Lizzy i forvejen har udgivet, i den lille æske og ikke så meget som et sekunds ekstra spilletid. Af den simple grund, at alt er udgivet på forhånd.

For så vidt er der ikke noget galt med musikken, det er bokssættet, der forekommer helt og aldeles ligegyldigt som et sørgeligt ekko af det tomme muh fra pladebranchens gyldne kalv i storhedstiden, hvor selv det mest gustne motiv kunne få ben at gå på.

Kort fortalt
Hørt med nutidige ører kan det ikke nægtes, at Dizzy Mizz Lizzy (læs: Tim Christensen) var et utroligt talent, men så fantastisk var musikken heller ikke.

De indlysende sange som ’Waterline’, ’Silverflame’ og ’Barbedwired Baby’s Dream’ får en ikke just superoriginal debut til at lyse op sammen med Tim Christensens indlysende musikalske klarsyn, ekstremt skarpe guitarriffs og albummets (stadig) gode lyd.

Den unge københavners vokal er dog omtrent så tyndbenet som teksternes lyrik.

På ’Rotator’ forsøgte trioen, som tydeligvis allerede var løbet ind i en inspirationsmæssig krise, sig med endnu større påvirkning fra grunge.

Lyden var endnu bedre, men denne gang manglede sangene den ekstra kraft, der kunne have hævet albummet op over det middelmådige. Så var den potte ret beset ude.

Nostalgi
Resten er historie. En historie om en ekstrem og måske lidt uforståelig popularitet i nostalgiens ikke altid lige indlysende lys.

Var drenget charme, sympatisk adfærd, knaldskarpe guitarriffs og et par hæderlige melodier virkelig nok til at skrive dansk rockhistorie? Åbenbart.

En rockhistorie, der havde haft bedre af at blive stående, som den egentlig var, med den populære turne som eftermæle uden dette stykke spekulation.