Hvis Björk fremdeles er dronningen af islandsk musik, er sangeren i Sigur Rós, Jón ’Jónsi’ Birgisson, vel efterhånden en lige så indlysende konge af den særegne, skæve pop fra øriget.

De tendenser til udbredt munterhed i den musikalske melankoli, der har bredt sig på gruppens seneste udgivelser, står ud i fuldt flor på ’Go’, der indimellem er nærmest euforisk i sin udfoldelse af ren livsglæde.

Både musikalsk og i de tekster, der her hverken er på islandsk eller det selvskabte sprog hopelandic, men derimod på engelsk, er der tale om det lettest tilgængelige og mest poppede, vi har hørt fra Jónsi.

En buldrende vulkan
Tilværelsen får både en spandfuld kulør og en voldsom skovfuld kul i allerførste nummer, singlen ’Go Do’ med liflig fløjten, fulgt af det buldrende ’Animal Arithmetic’. En vulkan, der bare ikke kan styre sin indre ild længere.

Den lette stemning holder albummet ud, men der er dog også bidrag med påmindelser om Sigur Rós’ sfæriske musik som eksempelvis det drømmende ’Hengilas’ og det smukt udfoldede ’Grow To Fall’.

Livsglæde omsat til glad pop gør det selvfølgelig ikke alene. Og indimellem ville man ønske, at den kompositoriske styrke fra Sigur Rós ville være mere fremtrædende på et album, der lever af sine perler, men også har for mange lidt for ens numre trods den smittende legesyge.