Hvis man holder af adrenalinsuset fra en lige så forrygende som ukontrollabel glidetur ned ad et stejlt fjeld, vil man have det godt i selskab med norske Maribel. Den unge norske kvartet debuterer med albummet ’Aesthetics’, og holder man af den støjrockende undergenre shoegaze, er der ingen grund til at holde sig genert tilbage.

Sat i scene af producer Emil Nikolaisen fra de norske støjveteraner Serena-Maneesh er Maribel stærkt beslægtet med den britiske bølge af senfirserbands, der lagde guitarens feedback i lag på lag under ofte svævende vokalstrømme.

Kompromisløs karakter
Men hvor forbilleder som My Bloody Valentine eller Ride ofte trak en langsomt udfoldet skønhed ud af den larmende omgang med guitaren, er norske Maribel af en mere kompromisløs karakter.

Man kan godt slå ørerne på de hylende toner og den potente trykbølge fra de hårdt spillede trommer, og så peger inspirationskompassets pil mere i retningen af The Jesus and Mary Chain på sangen ’Soothe’ og Primal Scream på ’Deflowers’.

Muskuløs rock'n'roll-energi
Den huggende rock’n’roll-energi gør albummet mere muskuløst end psykedelisk svævende, mens bassist Liv Inger Engevik og guitarist Pål Espen Kapelrud trænger smukt gennem det kantede og øresplintrende væg til væg-tæppe af guitarstøj med deres ekkoindpakkede stemmer og gør hver eneste sang til en melodiøs affære.

På den måde undgår Maribel at blive monumentale og lander i stedet som et hårdt vrid på den hvidstøjende shoegazer. De her nordmænd har kigget op fra skosnuderne, fået skarp morgensol i øjnene og er styrtet ned over en klippehakket og fløjlsgrøn fjeldskrænt.