Det er sjældent, at ordløs elektronisk musik bliver opblødt af sproglig poesi.

Lyden kan sagtens være varm og organisk, men historisk set har den et køligt ekko af fremtid og kunstig klang af maskine.

Og det har ikke ligefrem mindsket fremmedfølelsen gennem tiden, at den elektroniske musik har en god del akronymer og talkombinationer i genrebetegnelser, sangtitler og den instrumentale maskinpark. Tilsyneladende ikke meget poesi, man lige samler op i de lange linjer af binære tal og algoritmer.

Og selv om det er længe siden, at danske sangtitler holdt sig selv tilbage som ’Stykke 8’ og ’Etude I’, kan man i dag godt støde på numre som Baduns ’Nr. 45’ eller Bjørn Svins ’enbrO’.

Åbninger i musikken
Men da Mikael Elkjær for to år siden dukkede op som Spejderrobot, tog han sproget med sig ind i den elektroniske musik.

Debuten, ’Falder baglæns ind i i går’, bød på sugende smuk dubtronica, der bragte de fleste i vægtløs tilstand.

LÆS OGSÅDansk sofa-techno stråler af varme

Nu er Spejderrobot tilbage, og sproget fylder endnu mere i de titler, der indrammer den ordløse tonearkitektur. Titlerne er poetiske fragmenter med mange mulige betydninger, der giver flere nye åbninger til musikken. Her har han skruet ned for de melodiske rumrejser og den knitrende dub.

I stedet har Spejderrobot begivet sig ned i humørbarometerets mørkere afdelinger, hvor det nok klikker og prikker, men mest runger dystert og melankolsk af undergang. Både i de urolige rytmemønstre, den effektsejlende bas og de sønderrevne klaver- eller guitarlyde.

Farer vild i lydlabyrinter
Med flere håndspillede instrumenter og en mere sammenbidt end drømmende lyd er det et anderledes Spejderrobot-udspil.

Det her er en tur med den fjernprogrammerede ubåd, der sejler rundt mellem blå skygger fra de hvislende dybvandsbomber. De detonerer aldrig, men rammer sandbunden med et skuffende lille bump.

Det er så en smagssag, om man foretrækker at blive blæst fysisk omkuld af en dræberbas (særligt når der leges åbenlyst med dubsteppen), eller man foretrækker at flyde hen til de stærkt billeddannende kompositioner.

Personligt kan jeg godt blive lidt irritabel, når rumklang og knitreværk farer vild i de opklippede lydlabyrinter. Som i afslutningen på ’Du kan ikke tælle ned til et lyn’ eller på den ubeslutsomme ’Som et plaster på såret’.

Skal det være dystert, skal lyset ikke tændes. Og her er Spejderrobot kommet på mellemhånd og mangler lige den sidste skarphed i lyden.

Leg med lyd
Gang på gang viser Spejderrobot dog sit sikre greb om det kompositoriske forløb, der aldrig bliver statisk.

Vi har her med en musiker at gøre, der sætter maskinerne forkert sammen for at gå nye veje.

Og især den indledende ’Der er krabbens bevægelser, og der er togets’ med sine kontraster mellem strygerklange og et raslende groove, den dystopiske lydslynge ’Tifingerfascisme’ og den muskuløse afslutning ’Arabisk maskinoversættelse’ viser Spejderrobots unikke evner til at lege med lyd.

Og med ord.