Underligt, som tingene kan udvikle sig.

Da duoen The Black Keys fra Ohio for to år siden arbejdede sammen med tidens hotteste producernavn, Danger Mouse, på albummet ’Attack & Release’, tog mange den hiphop-inspirerede stil som et desperat svar på en kreativ krise.

Med Patrick Carneys engagement i bandet Drummer og Dan Auerbachs soloalbum ’Keep It Hid’ fra sidste år regnede mange med, at The Black Keys var gået definitivt i baglås for at aldrig mere at blive åbnet.

LÆS OGSÅDan Auerbach brager og buldrer

Ikke et minut for lang
Alle de teorier bliver imidlertid fejet bort af ’Brothers’, det sjette og måske bedste, mest inspirerede album fra duoen nogensinde.

Eneste vedholdende indvending fra de fleste anmeldere i hjemlandet USA er da også, at albummet er for langt(!).

Jamen dog.

At 15 sange, hvoraf flertallet er intet mindre end fremragende, og en spilletid på en times tid skulle være et problem for det, der må være halvårets bedste rockalbum og så afgjort den bedste ledsager til en tvivlsom sommer, man kan forestille sig, er en sørgelig overdrivelse.

Tværtimod er ’Brothers’-albummet, hvor det virkelig lykkes for The Black Keys at agere låsesmede for alle gruppens inspirationskilder, så den beskidte bluesrock klikker perfekt med gammeldags soul, klassisk rock og de elektroniske elementer, Danger Mouse fik implanteret i lydbilledet, ikke et minut for lang.

LÆS OGSÅDanger Mouse: Faste overbevisninger er farlige

Alverdens stilarter
For at ramme en for dem ny og autentisk lyd drog The Black Keys til de legendariske Muscle Shoals-studier i Alabama, hvor store soulnavne som Otis Redding, Wilson Pickett, Aretha Franklin og The Staple Singers indspillede i sin tid.

Den vitale og varme atmosfære slår igennem i første sang, den funky ’Everlasting Light’, der følges af de ligeledes stramt rytmiske pletskud ’Next Girl’ og ’Tighten Up’. Intet mindre end formidable sange.

På balladen ’These Days’ med Dan Auerbachs høje stemme som attraktion rammer duoen klassisk soul lige i hjertet ligesom på coverversionen af Jerry Butlers ’Never Gonna Give You Up’, hvorpå vokalisten får understreget sin udvikling og evnerne til at gå i falset.

LÆS OGSÅBlack Keys giver halvgamle traditioner nyt liv

Også den klassiske rock et sted mellem The Doors (’Too Afraid To Love You’) og Creedence Clearwater Revival (’Black Mud’) holdes i live på et varieret og fornemt album.

En ting er at kunne skyde på alverdens stilarter, men noget helt andet er det at gøre det med så velskabte sange.

Tilbage til nutiden
Indimellem kan man savne Auerbachs guitar, der er pakket ind i en dog ikke desto mindre stringent produktion uden plads til svinkeærinder og overdrevne soli.

Men guitaren stikker dog halsen frem i en sang som ’She’s Long Gone’, der understreger duoens evne til så autentisk og forelsket som Jack White at grave i fortidens skattekister for at pudse enkelte effekter af, så de tager sig funklende og friske ud i nutiden.