Hvis nogen frygtede, at alle gode gange tre for det specielle, men indtil nu også specielt vellykkede samarbejde mellem den blide skotske sangfugl Isobel Campbell og den amerikanske mørkemand Mark Lanegan ville blive en gang for meget, kan man heldigvis med sindsro tro om.

Man kunne ellers med god grund frygte, at den samklang, som første gang lød så overrumplende fint og velklingende som fuglesang i morgenrøde, denne gang ville tage sig forudsigelig og lidt for velkendt ud.

LÆS OGSÅ Romantisk album varmer i vinterkulden

Lige så smart det var af Isobel Campbell at invitere Lanegans bas fra helvedes sorteste ølstuer indenfor, efter at hendes gruppe Belle & Sebastian kapitulerede, lige så genialt har det vist sig at fortsætte det, der fra starten mest lignede en engangsforestilling.

Denne gang er duoen oven i købet mere musikalsk vidtfavnende end på de to foregående plader, ’Ballad Of Broken Seas’ (2006) og ’Sunday At Devil Dirt’ (2008). Og sange som den fremragende ’Come Undone’ med bånd tilbage til klassisk sydstatssoul fra pladeselskabet Stax i Memphis og den afsluttende ’Lately’ lyder ligefrem som oplagte hits for den aparte duo.

Perfekt samarbejde
Det, der startede som en klassisk skønheden & udyret-duo, er blevet til et samarbejde så produktivt, signifikant og vellykket, som det vi kender fra Nancy Sinatra og Lee Hazlewood. Bortset fra, at Campbell på egne ben er en alt for spinkel og uinteressant sanger til at udfylde Nancy Sinatras berømte ’Boots’.

Men med Lanegan som forløser bliver hendes musikalske visioner både påtrængende og vellykkede.

LÆS OGSÅ Soulsavers klæder midnatstimen

Denne gang er de både mere iørefaldende end på de to tidligere plader, der mere rendyrkede en fascination for sydstatscountry, men også sine steder mørkere og mere kompromisløse.

Indledningen med ’We Die And See Beauty Reign’ er en fornem repræsentant for det nærmest bibelske billedsprog med syndefald og tilgivelse, Isobel Campbell dyrker i sine sange, og som ligger så fornemt til Mark Lanegans desillusionerede stemmebånd. Han synger som en svovlprædikant, der har forsyndet sig og mistet alle illusioner i en lang, whiskyvædet nat på det lokale bordel.

Mulighed for trio?
Med Lanegans malmfulde røst falder linjer som »you knew I’d been with dirty dogs« og »I’m in a spin, I’ve been to hell and back again« ikke som klicheer, men som noget nær indlysende sandheder fra rendestenen. Og det er den store gevinst ved at hale ham indenfor i denne ramsaltede romance, der gudhjælpemig også kan klare en julesang som ’Time Of The Season’, uden at kræmmerhuset krakelerer.

Sværere bliver det, når Campbell og Lanegan bevæger sig ind i White Stripes-territorium og forsøger at rocke løs eller forløfter sig på rockabilly-jazz.

LÆS OGSÅ Rendestenens tvillinger inviterede på lækker nattevandring

Heldigvis kommer vi hurtigt tilbage til rendestensromantikken, og parret kaster sig ligefrem ud i et trekantsdrama. I hvert fald inviteres Will Mason indenfor for at varetage den maskuline vokal i et vellykket cover af Townes Van Zandts ’No Place To Fall’ og ’Cool Water’.

Måske må duoen udvides til en trio fremover? I givet fald blot en gevinst for os lyttere, der kan hente så meget glæde i dette særegne univers, som givet vil få June Carter og Johnny Cash til at nynne begejstret med som en duo i det hinsides. Forhåbentlig får vi også lov at synge med på en koncert med Isobel Campbell og Mark Lanegan snart.