Han har ledt efter det i flere år. På de sidste par udgivelser har Nikolaj Nørlund lydt som en sangskriver på udkig efter en ny vej rundt om sit karakteristiske greb om melankolien.

Og nu har han fundet den.

Bedste album i ni år
Da Nørlund i 2009 vendte tilbage til de poetiske aftapninger af det danske sprog, han oprindeligt indledte med Strunge-sangene på ’Navnløs’ i 1996, samlede han sit musikalske jeg op nogenlunde samme sparsomme sted, han havde efterladt det seks år tidligere.

Afstikkerne til rollen som producer, pladeselskabsdirektør, musikkurator og smutturen forbi det engelske sprog i Rhonda Harris satte sig ikke som et jordskred af nye ideer gennem Nørlunds underspillede sangunivers.

Der fik lidt lov til at fylde meget.

LÆS OGSÅDanske sangskriveres godfather tager på turné med nyt album

Siden har Nørlund brudt op og afprøvet nye udtryk af på to ep’er. Først ’Plan A’, der summede overraskende af kropslige keyboards, og siden den melodiske nøgenhed i de akustiske fortolkninger af dansktopslagere på ’Kom med et bud’.

Et sted på vejen ind og ud af sine egne skygger er Nørlund løbet ind i Christian Hjelm. Og hvilket held!

Forsangeren i den danske indierockende trio Figurines giver Nørlund lige præcis det vokale modspil, melodiske medspil og den musikalske fylde, der samler ep’ernes løse tråde af eventyrlystne lyde og umiddelbare sange til det bedste Nørlund-album i ni år.

Frodigt lydbillede
Ikke siden den støjflammende ’Tændstik’ er Nørlunds sangskrivning, tekster og form blevet forløst på så fremragende vis.

Ligesom på ’Plan A’ skal vi først ’Ned til søen’. Om natten. I det København, Nørlunds ord har vandret hvileløst gennem så mange gange før. Godt nok rækker drømmene sine arme ud efter et andet liv i Holbæk, men som så meget andet under den tilbagevendende måne i Nørlunds sange er livet ikke rigtig afstemt mellem drøm og virkelighed.

Det kommer til kort. For alle os, der er ufuldkomne: »Men det gir ingen mening/ For det er overstået nu, skat«.

LÆS OGSÅNørlund suger kraften ud af 'Smilende Susie'

Minimalistisk stilsikker i de nattevandrende tekster, og alt er, som det plejer. Alligevel er det helt anderledes.

Man fornemmer det fra første tone. Et hensvævende kor fra Christian Hjelm, der også griber omkvædet med sin lyse stemme og giver Nørlunds melankolske dræv nyt liv, ny energi.

Den erfarne dystermule bliver revitaliseret, og midt i begejstringen, der bugter sig som en bærende baslinje, kommer både trompet og trombone sejlende ind fra siden og skaber et atypisk detaljeret og frodigt lydbillede. Og en af de allerbedste åbninger på et dansksproget album.

Direkte og friske
Dynamikken mellem Nørlunds stovt brummende stemme og Hjelms nasale proptrækkervokal, der letter i baggrunden som fugleflokke fra vinternøgne trætoppe, forlænges ind i den fængende duet ’Man bliver så let forsinket’.

Igen slår sangen krøller hen over guitarfigurens stiplede linjer og fylder rummet helt ud med fuzzende guitar- og synthflader. Og med endnu et let antændeligt omkvæd.

Gennem hele albummet er det mest forbløffende, at detaljerne fra Hjelms guitarspil og Nørlunds vildtgroende gang hen over tangenter ikke tynger sangene. Tværtimod fremstår de direkte og friske.

LÆS OGSÅDjævlens advokat til Nikolaj Nørlund: »Judas!«

Selv når de stamper med horn på stedet under den bastante ’Over målet’, er dirrende rockende med den allegoriske kærlighedsskepsis på ’Ringvejen’ eller kører det funksyrede tog, ’Iltmasken’, tilbage til 1970’erne med CV Jørgensen som blind passager.

Muligvis inspireret af Hjelms gnidningsfrie forhold til melodier har Nørlund samtidig skrevet nogle af sine stærkeste sange.

Befriende skødesløst
Ud over de to første er ’Lige linie’ en enestående, smittende og smuk vuggevise, der i tonen fortsætter albummets nocturne-spor: »Der går en lige linie/ Mellem roserne på gulvet/ Og den kærlighed/ Vi ved du sjusker med// På en fænomenal/ Brutal, facon/ River du alting ned/ På en gang«.

Hos Nørlund lægger ordene sig som oliesmurte kugleled i de melodiske kæder. Det ene befrugter det andet, ord og melodi. Der går en lige linje mellem Nørlunds store melodier og klangen af sprog, og dem er der en del af på ’Alt sammen, lige nu’.

LÆS OGSÅProtestsangene er vendt tilbage

Med Mellemblonds overvintrede syrerock og Spleen Uniteds syntetiske acidtrip er der psykedelisk grøde i dansk musik for tiden. Også hos den 45-årige indie-mester Nørlund, der ikke længere holder sig dogmatisk til en enkelt indstilling i lyden, men tager imod de muligheder, Hjelm tilbyder.

Som det trippende ekko på ’Dealen’ eller den omsmeltede Bowie-guitar på ’Ringvejen’, der kan finde på hvad som helst. På én gang stramt styret og befriende skødesløst. En aftegning af Nørlunds løsere omgang med sig selv, som gennemlyser og løfter ’Alt sammen, lige nu’ op blandt hans absolut bedste udgivelser.

Her får meget lov til for alvor at fylde det hele. Med rockende iver, elegante tristesse og orgelmessende sårbarhed. Og det er slet ikke så lidt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken