2006. Kasper Holten og Den Kongelige Opera fejrede en international Wagnertriumf med 'The Copenhagen Ring'. Arkivfoto: Thomas Borberg

2006. Kasper Holten og Den Kongelige Opera fejrede en international Wagnertriumf med 'The Copenhagen Ring'. Arkivfoto: Thomas Borberg

Musik

Den klassiske musik fulgte tidsånden i 00'erne

Operasangerne blev tyndere, tv stjal billedet, og tempoet blev skruet i vejret inden for den klassiske musik.

Musik

Årtusindets begyndelse blev en triumfmarch for den i bund og grund urealistiske, men i de seneste år ikke desto mindre stærkt virkelighedskommenterende kunstart, vi kalder opera.

Ude i verden kappedes instruktørerne om at præsentere de mest provokerende nyopsætninger, der kunne fungere som indspark i diverse debatter.

Herhjemme blev Verdis ’Don Carlos’ så klar en kommentar til Danmarks og USA’s krig i Irak, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt for i blækhuset og forlangte censur på nationalscenen.

Debatten bølgede i medierne, og publikum strømmede til.

Det var Kasper Holten, der satte ’Don Carlos’ i scene. I 2000 blev den kun 27-årige instruktør chef for Den Kongelige Opera, og som det djævelsk begavede vidunderbarn han var, markedsførte han sin virksomhed, så alle med ét ville i operaen.

Danmark blev ikke bare en, men hele tre klassiske koncertsale rigere. Og det endda uden at medregne små nye sale som Hearts i Herning

Nye sale
Med vold og magt fik Danmarks førende skibsreder foræret nationen en ordentlig klods af et operahus. Det blev flittigt kommenteret, hvor uskøn bygningen var, og hvor vanskeligt det var at komme over vandet til operaens svar på Alcatraz.

Sådan er det stadig. Men indeni var huset state of the art, og dermed blev det alligevel en solid gevinst.

Oven i købet blev Danmark ikke bare en, men hele tre klassiske koncertsale rigere. Og det endda uden at medregne små nye sale som Hearts i Herning.

LÆS

Mens Sønderborg fik koncertsalen Alsion og Århus fik Symfonisk Sal – to smukke, akustisk fremragende rum – fik københavnerne med DR Koncerthuset en blå kube.

At den var propfuld af problemer, gik hurtigt op for mange, men DR’s chefer valgte at bruge deres energi på at benægte manglerne.

Alt sammen i stedet for at gå til akustikeren og arkitekten med en berettiget klage over ikke at have fået den lovede og vigtige efterklangstid.

Håndteringen var et eksempel på nutidigt spin, og i det hele taget fulgte den klassiske musik med tidsånden i et årti, hvor fænomener som reality-tv og et markant øget arbejdstempo satte nye dagsordener.

Ligesom alle andre steder i samfundet kom det til at gå stærkt i de klassiske koncertsale, hvor bølgen af historisk opførelsespraksis endelig ramte Danmark og fik tingene til at bevæge sig fremad med fart og energi.



Fortidens brune Karajan-sovs blev erstattet af hurtigsprintende musikere, som bevæbnet med kopier af historiske instrumenter kunne indspille Mozarts symfonier med samme lethed og tempo, som den gennemsnitlige danske familiefar fik lært at løbe en halvmaraton.

Succes med Scholl
Som den store barokbølgebryder sikrede kontratenoren Andreas Scholl lange billetkøer, da han i 2002 sang Händel på Det Kongelige Teater. Siden kom han igen. Flere gange.

LÆS

Senest med en hovedrolle i Händels ’Partenope’ sidste år, og hver gang var det barokorkestret Concerto Copenhagen, der lod det gnistre i orkestergraven.

Under ledelse af den dynamiske Lars Ulrik Mortensen blev de bedre og bedre op gennem årtiet – parallelt med DR UnderholdningsOrkestret, der under Adam Fischer var med til at sætte fart på den opførelsespraktiske bølge.

Pavarotti slap håndtaget i 2007 og blev erstattet af unge, slanke tenorer som Rolando Villazón og Jonas Kaufmann. Mens sidstnævnte sang lieder i Glyptoteket i maj, måtte Villazón aflyse i Tivoli på grund af stemmeproblemer.

Eller også var det stress.

Ligesom alle andre på arbejdsmarkedet følte den lille supersanger sig presset til at yde 110 procent og endte som langtidssygemeldt.

LÆS

Jo, den klassiske musik fulgte med tiden.

kvalitet blev afløst af kvantitet i DR

»Følelsernes fitnesscenter«
Lean management og produktionsoptimering satte dagsordenen i et årti ramt af bobleøkonomi og Stein Bagger-skandale.

Kasper Holten brugte udtrykket »følelsernes fitnesscenter«, når han ved sine mange foredrag skulle forklare for erhvervslivet, hvad opera kan.

Nemlig få os effektive moderne mennesker til for et par timer at komme i kontakt med vores følelser.

Som instruktør og operachef var Holten ferm til at få følelsesmusklerne ekserceret, men inden vi nåede igennem 2009, meddelte både Holten og DR SymfoniOrkestrets chefdirigent, Thomas Dausgaard, at de ikke ønskede deres kontrakter forlænget.

I begyndelsen af årtiet var kvalitet stadig parolen hos symfoniorkestret, hvis grundlægger, kammersanger Emil Holm, lancerede mottoet »Det bedste, kun det bedste«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men kvalitet blev afløst af kvantitet i DR.

Ensembler og studieværter skulle producere til alle platforme – net, DR 1, DR 2, DR Kultur, HD-kanal ... så pyt med, hvad det var, der blev produceret.



P2 blev et skræmmeeksempel på, hvor tynd en kop te public service kunne gøres til, da vi nærmede os slutningen af 00’erne, og måske mister vi helt den klassiske musiks og jazzens kanal.

Operaens drømmepar
Hvad medier i videre forstand angår, døde cd’en ikke i 00’erne.

Tværtimod kom dvd’en på banen som et ekstra tilbud til forbrugere, der ønskede musikdramatik til fladskærmen.

Det nyttede ikke at være tyk, hvis man ville gøre karriere i 00’erne

Holtens pletskud af en ’Ring’, der blev samlet i Operaen i 2006, udkom på dvd, og ved Salzburg Festspillene i 2005 blev Verdis ’La traviata’ årtiets mest markante operaopsætning overhovedet.

Enkelt og genialt forløst som en knaldrød præsenterbakke for drømmeparret Anna Netrebko og Rolando Villazón, efter at de to allerede i 2003 havde mødt hinanden i ’La traviata’ i München.

Mundheldet om, at operaen ikke er slut, før den fede dame har sunget, viste sig at være helt passé.

Den på alle måder store amerikanske sopran Deborah Voigt måtte i 2004 lade sig operere godt og vel 50 kilo (!) slankere, efter hun blev fyret fra en produktion på Royal Opera House i London, fordi hun på ingen måde kunne skrue sig ned i en stram sort aftenkjole, sådan som instruktøren ønskede.

Det nyttede ikke at være tyk, hvis man ville gøre karriere i 00’erne. Ikke engang på operascenerne. Pladeselskaberne var med på tendensen og gjorde markedet for violinstjerner til ét stort modeblad. Unge kvindelige solister fik lov at indtage cd-coverne.

Branchen var i krise, og der skulle sælges. Målet helligede midlet, og salgscheferne forstod at malke stjernerne.

Nye kvinder

Endda i en grad, så næste års Sonningprismodtager Cecilia Bartoli så godt som opgav at deltage i operaforestillinger.

Der var flere euro i at indspille soloalbum og turnere verden rundt med dem, hvad et begejstret Tivolipublikum nød. I flere omgange. Som et billede på tiden fik Wagners gamle operahøjborg i Bayreuth ny, kvindelig ledelse.

Det skete, da Wagners oldebørn Katharina Wagner og Eva Wagner-Pasquier i september 2008 efter en sæbeopera af et familieslagsmål overtog chefkontoret efter deres demente far, Wolfgang Wagner.

Til gengæld må Tivolis Koncertsal fra næste år klare sig uden Nikolaj Koppel. Ekspianisten løftede det klassiske niveau i Tivoli, men ingenting trak i slutningen af 00’erne som tv, og Koppel ville være DR-vært på ’Aftenshowet’. Med Kasper og Koppel på vej ud ad døren og et operaboom, der i slutningen af årtiet klingede af på grund af krisen, skal det blive spændende at se, hvad de kommende ti år bringer for et musikliv, hvor realitystjernen Paul Potts løb med opmærksomheden, mens ingen vist til gengæld rigtig lagde mærke til Sonningprismodtagere som György Kurtág og Arvo Pärt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ellers to af vor tids mest markante komponister.

Rekord i genudgivelser
Mammutudgaver af Mozarts og Bachs livsværk fordelt på et utal af dvd’er og cd’er så dagens lys i et årti, som også satte rekord i genudgivelser af tidligere tiders indspilninger.

Ikke at der ikke er kommet gode cd’er og dvd’er blandt pladeselskabernes utallige reissues.

Men uden kvalitetsudvikling og tilføring af nye ressourcer er der ingen, der kommer helskindet ud af en krise.

Det gælder også for de virksomheder, der i det kommende årti skal varetage den klassiske musik.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce