Havefest. Stemningen er afslappet og publikum slapper af i solen. I aften, når de store kunstnere går på scenen, vil pladsen for de to scener være fyldt med mennesker.
Foto: Maja Lærke Maach

Havefest. Stemningen er afslappet og publikum slapper af i solen. I aften, når de store kunstnere går på scenen, vil pladsen for de to scener være fyldt med mennesker.

Musik

Vattæpper og kold rosé forenes med hip hop til byfest i Søndermarken

Vanguard-festivalen er lille, men byder på spændende kunstnere, mener gæster.

Musik

Picnickurve står ved siden af de mange blomstrede vattæpper, der ligger som store firkantede felter på den støvgrønne græsplæne.

Unge kvinder ligger i bikinitoppe og slikker eftermiddagens solstråler, mens vennegrupper og ægtepar i deres bedste alder har taget plads ved de opstillede borde og træbænke.

Børnefamilier sidder under de store træer, som laver store, hyggelige skyggepletter. Og her nyder de sprøde salater, sandwiches og store rustikke landbrød fra byens luksusbagere.

Maden skyldes ned med kold rosévin og ditto fadøl i plastkrus, mens folks fødder vipper i takt til de bløde bossanova-rytmer, der strømmer ud fra det blå cirkusagtige telt.

De første par hundrede gæster har indløst deres billet til byens nye Vanguard Festival, som foregår i et område i Søndermarken.

Foran dem venter to dage med sol, musik og byfestival.

Ja, egentlig en havefest med vokseværk, som nogle gæster udtrykker det.

Babyer med høreværn Ved én af de opstillede siddeøer lavet af europaller står kæresteparret Christian Johansen på 32 år og Hannah Hoffmann på 31. Med sig har de deres kun fire måneder gamle dreng, Joel.

Parret bor på Frederiksberg og så det som en oplagt mulighed at udforske, hvad byens nye sommerfestival har at byde på.

»Jeg troede egentlig, at her ville være lidt større, men det er hyggeligt med træerne. Sådan lidt som på Skanderborgfestival, og generelt er vi bare vilde med festivaler«, siger Hannah Hoffmann.

»Vi missede jo Roskilde på grund af ham der, og vi bor dejlig tæt på«, forklarer hun og peger på sønnen, der er trygt placeret med store høreværn på det lille hoved i sin fars arme.

De fortæller, at det primært er den 70-årige folkesanger Sixto Rodriguez' optræden i aften, der fik dem til at købe billet.

Rodriguez var hovedperson i sidste års Oscar-vindende dokumentar 'Searching for Sugarman'. Han brød aldrig igennem i hjemlandet USA, men blev - uden sit vidende - et kæmpestort navn i Sydafrika.

Mange mener, at bookingen af amerikaneren er lidt af et scoop, og spørger man gæsterne på Vanguard, svarer langt de fleste, at han er årsagen til, de har betalt entré for at komme ind i Søndermarken.

»Jeg har set filmen med ham og ville gerne opleve ham live. Og så lød det jo godt med en hel dag med musik«, fortæller 56-årige Tui Skjær, som sidder med sin veninde på en af træbænkene.

Hun og veninden Kirsten Bek har kun købt en en-dagsbillet til Vanguard og ankom i eftermiddag, da festivalområdet åbnede.

Dyrt kildevand og ingen boder
Rodriguez går først på scenen klokken 22.30 i aften, så damerne er begyndt at stille spørgsmålstegn ved nogle af forholdene på den nye festival.

»Det er altså for strengt, at man ikke må tage vand med herind, og så skal man betale 30 kroner for en kildevand. Og selv om her er meget pænt, så er her noget småt. Det bliver lidt kedeligt bare at sidde ved et bord hele dagen. De kunne godt have lavet nogle boder, man kunne kigge på«, lyder det fra Tui Skjær.

»På Roskilde Festival deler de da vand ud, og her kommer jo mange børn også. Det er altså for dårligt«, fortsætter hun.

GUIDE

Festivalområdet i Søndermarken er ikke voldsomt stort, men der er gjort plads til to scener, hvorfra kunstnere fra ind- og udland spiller både i dag og i morgen.

Det er politiken.dk's læsere, som har navngivet scenerne, og hovedscenen hedder Sun Ra, mens den lille scene er blevet til Fat Cat.

Kashmir og nostalgi fra gymnasiet

Festivalen har lagt programmet sådan, så der kun spiller ét band ad gangen, og derfor får gæsterne mulighed for at opleve samtlige navne.

I aften spiller blandt andre Håkan Hellström og Kashmir, mens lørdagen byder på De La Soul, Malk de Koijn, Wu-Tang clan mfl.

Se spilleplan her(eksternt link)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sidstnævnte artister har lokket veninderne Kristina Justesen på 33 år og Helle Bunde på 34 år til Vanguard Festival. Og de forventer at skulle have det fulde udbytte af de to dage, som festivalen varer.

»Det ligger dejligt centralt og Wu-tang og sådanne kunstnere hørte vi i gymnasiet, så det har været helt nostalgisk at købe billet«, fortæller Helle Bunde.

Begge tilkendegiver, at det er positivt, at festivalarrangørerne har slået sig op på andre navne og mere hip hop end nogle af de sommerfestivaler, som København ellers byder på i år.

»Jeg håber, at de holder det nede på dette niveau. Det må ikke blive for stort, for jeg kan rigtig godt lide den der have-feststemning, som her er«, siger Kristina Justesen.

Tilbage ved sideøen har baby Joel nu fået taget sit høreværn af for en stund, da musikken holder en pause.

»Vi tager hjem med ham i aften og får ham passet nogle timer. Vi har ikke de store forventninger, for vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske. For os er det lige så meget et spørgsmål om at nyde det gode vejr og mærke stemningen. Det er jo fedt med en festival på Frederiksberg«, fortæller Christian Johansen.

»Og hvor er det bare rart at kunne komme hjem i sin egen seng og sove«, indskyder Hannah Hoffmann.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce