Koncert. Tågehornet på DFDS 'Seaways' leverede den dybe bas, da der i weekenden blev afholdt en unik koncert med skibenes tågehorn og et større orkester.
Foto: Kristian Buus

Koncert. Tågehornet på DFDS 'Seaways' leverede den dybe bas, da der i weekenden blev afholdt en unik koncert med skibenes tågehorn og et større orkester.

Musik

Dansk kunstner arrangerer 50 skibe i kæmpemæssig tågehornskoncert

10.000 publikummer overværede i weekenden en spektakulær premiere på den engelske kyst.

Musik

Hvordan klæder man sig på til en gallapremiere på et musisk værk, der har været undervejs i mere end to år?

Da Lise Autogena hopper ud af den mellemblå Fiat Doblo, der netop er drejet ind på marinaen i North Shields en halv times kørsel øst for Newcastle , er der ikke så meget som en tiara eller bare en paillet i sigte.

Den danske kunstner er iført en solid sort overfrakke, en sweater, hvis røde striber med lidt god vilje kan minde om dekorationen på Souter Fyr, fornuftige sko og en vis portion nervøsitet.

Hylder barndommens lyde Der er to timer til urpremieren. Den første og eneste opførelse af et unikt værk, som hun har skabt sammen med sin kollega Joshua Portway og komponisten Orlando Gough, ’Requiem for tågehorn’, der ikke blot kræver tilstedeværelsen af omkring 75 musikere på land, men medvirken af 50 skibe, der ude fra bugten skal sende deres tågehornsserenader op mod fyret på næsset i Souter i en nøje planlagt sekvens.

Lise Autogena er her sammen med tekniker Alex Charrington for at sikre sig, at et par af solisterne har helt styr på de sidste tekniske detaljer.

Newcastle-universitetets båd ’Princess Royal’ er lagt til kaj. Skipper Neil Armstrong står på dækket og holder sig for ørerne, mens tågehornet bliver testet en sidste gang, så trommehinderne vibrerer.

Lige præcis dette skib har en lidt særlig betydning for Lise Autogena, fordi det var den første båd, hvis skipper sagde ubetinget ja til at medvirke, da hun for to år siden kom med ideen om et musikstykke for tågehorn.

»Jeg syntes, hun var godt skør, så selvfølgelig sagde jeg ja. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle være med i et stykke musik med min båd«.

Skipper Neil Amstrong griner og tager sig til øreflippen, hvor der hænger en guldring.

»Min familie har altid været en del af havet herude, så lyden af tågehornet har været en del af mit liv, en del af min barndom. Jeg vil gerne være med til at hylde det«, siger han.

En forførende kunstner
Lise Autogena vinker farvel og er allerede på vej over til ’Wave Crest’, en aflagt kutter, som hun kærligt kalder »sørøverskibet«.

Her er Billy Pocklington kaptajn, og til daglig bruger han sit skib til at lede efter skatte og dykke efter de mange skibsvrag, der har lidt en krank skæbne ud for kysten ved fyret.

Tågehornet er rigget til midt på dækket, og i solen har han lagt en pakke bacon til optøning. Fiskestangen står parat til at blive kastet ud efter torsk og makrel. Man kan jo lige så godt lave en lille udflugt ud af den kunstneriske medvirken.

Billy Pocklington hiver Lisa Autogena om bord og kysser hende på hånden som en galantier, fra dengang Errol Flynn stadig løb rundt med sabler på skuder som hans.

»Hvorfor er jeg med? Fordi Lise charmerede mig. Hun forførte mig til at deltage«, siger han og blinker, inden han tilbyder den stressede kunstner en kop te.

Men der er ikke tid.

Søvnmangel
Lise Autogena hopper tilbage i bilen og henter sin kollega Joshua Portway ved færgeterminalen. Han er netop kommet tilbage fra de sidste tjek af tågehornet på den store DFDS-færge, der kommer til at udgøre den dybe bas fra havet, når ’Foghorn Requiem’ går i gang.

I sidste øjeblik er der opstået tekniske vanskeligheder i forhold til tågehornenes effekt på de computere, der skal sørge for, at de spiller efter noderne.

Akkurat som Lise Autogena har Joshua Portway nærmest ikke sovet de seneste tre dage. Nervøsiteten i den lille bil er gennemtrængende, da Lise Autogena endelig sætter navigatoren til Souter fyr, hvorfra hun skal styre slagets gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg syntes, hun var godt skør, så selvfølgelig sagde jeg ja

»Hvis vi ikke når frem til tiden, må de begynde uden os«, siger Joshua Portway.

»Vi når frem til tiden«, siger Lise Autogena med fast stemme.

44 forliste skibe
Der er nu under en time til start, og trafikken er massiv. Bilen holder i flere minutter fanget i køen foran et bowlingcenter. Senere foran en hundesalon og tatovøren The Iron Monkey.

Omkring en gang i minuttet ringer mobiltelefonen, mens Joshua Portway på bagsædet forsøger at få kontakt med de sidste skibe og manøvrere de tekniske detaljer på plads. Endelig drejer Fiaten ind foran den lille plads ved fyret.

Lise Autogena og Joshua Portway når lige at holde hinanden i hånden et øjeblik. Så løber han over for at få styr på kontakten mellem skibene og dirigenten på land, mens Lise Autogena skrår ned over engen til det gule kommandoskur.

Hun skæver ud over bugten, hvor skibene ligger som bejlere foran det strunke fyrtårn, der med sit røde mavebælte og et gigantisk sort tågehorn står parat, som det har gjort, siden det blev opført i 1871. Dengang var kysten en af de farligste i Storbritannien, og på et enkelt år forliste 44 skibe på de farlige rev.

Fyret lukkede endegyldigt i 1999 og fungerer nu som museum. Men det var den oprindelige funktion, der fascinerede Lise Autogena, da hun besluttede sig for at sætte projektet i værk.

»Når man taler med folk heroppe, går det hurtigt op for en, at fyrtårnet og tågehornet har været en del af livet her. At tågehornet er lyden af hjem. Vi bruger ikke fyrtårnene mere, fordi vi alle sammen er gået over til gps. De bliver slukket ét for ét. Og det tab ville vi gerne markere«.

Titusinde mennesker
Et enkelt blik ud over engen viser, at hun ikke er alene om at ville sige pænt farvel.

Omkring titusinde mennesker er mødt frem for at tage del i verdenspremieren, og på havet ligger alt fra den matronelignende DFDS-færge til katamaraner, to skriggule kajakker og en flok optimistjoller, der med de hvide sejl blafrende i vinden er kommet fra det nærliggende Sunderland.

»Det er helt, som jeg havde forestillet mig«, siger Lise Autogena og lader blikket glide fra kysten op mod fyrtårnet og hen mod den plads, hvor hornmusikerne er begyndt at tage opstilling med deres tubaer, trækbasuner og trompeter, der skal understøtte tågehornene.



Phil Rutherford har spillet tuba, siden han var 14 år, og det er, medgiver han, trods alt den mest specielle opgave, han nogensinde har været ude for sammen med sine kolleger fra The Felling Band.

»Der skal jo noget til at imponere en tubaspiller. Men jo, det er da en ære at være med«, siger han. Det sidste trut


På et signal samler det sortklædte band sig. Takten bliver slået an, og den sorgfulde march op mod fyrtårnet begynder.

Himlen spiller en dramatisk birolle, da den dybe basklang fra tubaerne spiller op mod tårnet. Da trompeternes mere spinkle lyd sætter i, kalder det minder frem fra et siciliansk begravelsesoptog i en scene fra ’Godfather’.

De sorte jakkesæt mod den skiferfarvede himmel. Musikken, der snor sig ind og ud mellem de forsamlede mennesker. Og endelig, efter lidt nervøs skratten over skibsradioerne, går den vision, der begyndte i hovederne på Lise Autogena og Joshua Portway, i gang.

Komponist Orlando Gough, der har en baggrund som matematiker, spiller på værkets allerstørste instrument: fyrtårnets tågehorn.

Jeg syntes nok det var lidt ... ekstravagant, da jeg hørte om det



Den første gang, tågehornene sætter i med harmonier, er det som at høre hvaler synge mod stjernerne, som et gigantisk skibsorgel, der spiller længselsfuld musik om noget, der for altid er gået tabt. Og fyrtårnet svarer tilbage med autoritet.

Første trut fra det store sorte tågehorn får små børn til at spjætte og søge over mod deres mødre. Voksne holder sig for ørerne under de dybe vibrationer, klapper eller griner. Ingen kan stå i nærheden af fyrtårnet og være upåvirket.

Musikken er overalt. Den kommer fra land, den kommer fra havet, og den mødes i rummet over publikum og fremkalder længsel og akut fyrtårnstristesse. En havnemester, der er mødt op på sin fridag, ser ud på skibene med blanke øjne, tager sig selv i det og ryster på hovedet.

»Ganske enkelt fantastisk«

»Jeg syntes nok, det var lidt ... ekstravagant, da jeg hørte om det«, siger pensionist Patrick McConnell, der bor lokalt og er spadseret hen for at høre koncerten med sin kone Irene. »Men nu, hvor jeg hører det, må jeg indrømme, at det er et menneske med en vision, der har fået det her til at ske. Det er ganske enkelt fantastisk«, siger han. I 47 minutter taler havet med land. Indtil det hele er forbi, og Orlando Gough med et sidste langtrukkent klagende tågehornstryk lader lyden udvide sig i cirkler, så man når at tænke, at sådan kan enden på hele verden måske lyde. Indtil lyden langsomt forsvinder, fader ud.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og efterlader et tomrum, hvor selv ikke 10.000 menneskers bifald fylder meget.

LÆS OGSÅ Lise Autogena ser ud, som om hun stadig ikke har forstået, at det hele er overstået. Mange kommer op og giver hende knus og siger ganske enkelt tillykke. Andre bliver for at tale om den store oplevelse, de har fået. Selv står hun foran fyrtårnet og skal lede en smule efter ordene for at beskrive, hvordan det føles. »Jeg er lettet. Lettet. Og træt«, siger hun.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce