Hyldemor. I midten sanger og sangskriver Hans Vinding flankeret af fra venstre  trommeslager Jens Breum og violinist Steen Claësson samt bassist Thor Mathiesen og guitarist John Teglgaard.
Foto: Peder Bundgaard (arkiv)

Hyldemor. I midten sanger og sangskriver Hans Vinding flankeret af fra venstre trommeslager Jens Breum og violinist Steen Claësson samt bassist Thor Mathiesen og guitarist John Teglgaard.

Musik

Overset dansk rock-perle får endelig en fortjent hyldest

Hyldemors ’Glem det hele’ så dagens lyd for 35 år siden. Nu er albummet endelig blevet genudgivet.

Musik

Hvad lavede mine ører i 1978, da Hyldemor udsendte ’Glem det hele’? Det har jeg ikke svært ved at svare på.

De var sendt til Berlin for at høre David Bowie-lp’erne ’Low’ og ’Heroes’ og Iggy Pops to Bowie-producerede ’The Idiot’ og ’Lust For Life’. De traskede ned ad Lou Reeds dødsgang på ’Street Hassle’ (»hey, that cunt’s not breathing/ I think she’s had too much/ of something or other, hey, man, you know what I mean?«).

Ørerne hørte Patti Smith, Talking Heads og Television. Jeg kastede mig over Elvis Costellos ’This Year’s Model’, og jeg hørte i det hele taget alt andet end forsinket og lalleglad dansk hippie-udkrads. Bifrost? Come on! Hyldemor?! Hyldehvem? Aldrig hørt om hende.

Værd at huske
Hvad jeg end lavede i 1978, så var det ikke at stå på Loppen på Christiania den halve nat og kulle og kokse til nogle typer, der ikke havde opdaget, at vi nu boede i en stor, kold storby, og at Summer of Love lissom var forbi.

Men det skulle jeg måske have gjort. For det første tyder musikskribenten og ikke mindst musikentusiasten Torben Holleufers førstehåndsberetninger i den medfølgende booklet på, at de havde det temmelig vildt i ørerne til langt ud på natten dengang på det aromatisk tilrøgede og lavloftede spillested Loppen.

For det andet er ’Glem det hele’ et album, der i høj grad fortjener den anerkendelse, det aldrig rigtigt har fået i dansk rockhistorie.

LÆS OGSÅ Den manglende anerkendelse er sådan set ikke så underlig. Hyldemors sanger og ikke mindst sangskriver Hans Vinding udsprang af samme tid, miljø og syrekrøllede hjernevindinger som Eik Skaløe fra Steppeulvene.

1978 var bare to-tre postgange for sent til dét tog, og i modsætning til beslægtede Bifrost opfandt Hyldemor ikke sit eget bud på en fusion af gammelt hippiekluns og ny lækker vellyd.

Men om Hyldemor dengang missede rocktoget eller ej, er bare ikke særlig relevant, når man genhører albummet med den lidt for velvalgte titel ’Glem det hele’. Nu handler det kun om, hvorvidt ’Glem det hele’ som album er værd at huske. Det er det i høj grad.

Grønsaligheder
Hyldemor voksede ud af Furekåben, som i 1970 udsendte ’Prinsesseværelset’. Med numre som ’Den Gule Filthatmand’ og ’Kom lad os dulme vores nerver’ var det vaskeægte syret hippiemusik med inspiration fra både danske folkeviser og indiske ragaer.

Sangskriver Vinding var en ung fyr fra Thy, som med Holleufers ord havde »et sært og sødt trekantet måneansigt, over hvilket håret nærmest altid så ud, som var han lige stået ud af sengen. Med en vildfaren lok i midten, der næsten konsekvent stod ret op i vejret som en antenne«.



Furekåben holdt til på Nivaagaard, hvor Vinding boede i Prinsesseværelset. Ud af Furekåben voksede Vindings nye band Hyldemors Grønsaligheder (ja, det hed det altså!), som senere nådigt blev forkortet til Hyldemor.

’Glem det hele’ blev produceret af en kun 19-årig Michael Ritto. Hans Vinding og violinisten Steen Claësson fra det efter sigende noget kaotiske foretagende Hyldemors Grønsaligheder fik nu selskab af tre knagende dygtige musikere. Trommeslageren Jens Breum, bassisten Thor Mathiesen og ikke mindst dennes faste makker, guitaristen John Teglgaard.

Snabeltyrkersko
Det er i høj grad Hyldemor som band, der imponerer ved genhør. Der bliver spillet tæt, og man må tage filthatten af for John Teglgaard, når han f.eks. på det skønne titelnummer minder om alle de dejlige ting, en elguitar kunne bruges til dengang.

Eller hør, hvordan den drømmende stemning på ’Drøm eller virkelighed’ holdes flydende og flyvende af Steen Claëssons violin. Netop guitaren og violinen var signaturinstrumenterne rundt om Vindings karakteristiske stemme, men jeg skal love for, de fik lov til at tage afsæt fra en mere end solid rytmisk bund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Hyldemor delte i 1976 vinyl med bl.a. nykomlingen C.V. Jørgensen på ’Christiania’-lp’en, men hvor C.V. indvarslede en ny tid i dansk rocklyrik, havde Hans Vinding stadig versefødderne solidt plantet i Eik Skaløes snabeltyrkersko.

Som gammel hippie delte Vinding sin races sælsomt ukritiske måde at gafle løs fra eventyrenes verden. Der er ikke tal på de prinser og prinsesser, grumme konger og snarrådige narre, som fistrede rundt i datidens rockmusik og med solid symbolik agerede alternativkultur med tryllestav, tornerosesøvn og afghanerpels.

Flået op af sengen
Men i sine bedste sange formåede Hans Vinding at vriste eventyrstøvet af pennen og skabe nogle sange, der bar på mørke under den sprødt naivistiske stemmes lyse vinger.

Albummets bonus er tilføjelsen af ’Min bedste ven’, som i sin tid ikke kom med på lp’en.

Men det bedste eksempel på albummets særlige kvalitet er den sejt rockende ballade ’Den Gennemsigtige mand’, hvor Hans Vinding i løbet af fire vers gennemførte en forbløffende tidsrejse i ondskabens skygge. I første vers overværer en pøbel fra gamle dage en offentlig hængning af en morder.



I andet vers gælder det besættelsestiden, mens det i tredje og fjerde vers bliver aktuelt og personligt med fordømmelse af en ven, der er blevet storpusher, og et besøg hos psykiateren, der skal beslutte, om fortælleren er skizofren eller paranoid. Vor helt får at vide, han er »ganske normal/ som sagerne står«.

Kritikken af det normale samfund, hvor »du bliver flået op af sengen før du er stået op«, er et gennemgående tema på sange fra en tid, hvor drømmen om det alternative samfund havde forskanset sig på Christiania og følte sig belejret af både politisk pres, politi og grasserende stofmisbrug.

Fortjent hyldest

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans Vinding tog afstand fra hårde stoffer, men Elephanternes tunge christianshavnske trav kunne han ikke løbe fra. Efter mange års alkoholmisbrug og medfølgende optrapning af epileptiske anfald døde han i 1999 på sin 51-års fødselsdag. Hvis Rockmaskinen havde været en tidsmaskine, ville jeg i dag have givet en del for at kunne slå et smut forbi Loppen og høre Hans Vinding og Hyldemor engang sidst i 1970’erne. Indhente det forsømte, så at sige. Men den går ikke, Granberg! I stedet må jeg nøjes med denne udgivelses fortjente og behjertede hyldest til Hans Vinding, lytte til det fine bonusnummer ’Min bedste ven’ og ærgre mig over, at jeg ikke har mulighed for at komme på Loppen i aften, hvor Jens Breum, John Teglgaard og Steen Claësson med hjælp fra gamle medlemmer af Furekåben og Hyldemors Grønsaligheder samt gæster som for eksempel Frede Fup og Lorenzo Woodrose med nogle årtiers forsinkelse vil hylde den, som hyldes bør.



Nemlig Hans Vinding.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Stemmestederne er lukket - nu kommer resultaterne

    Søjlerne viser det foreløbige landsresultat (resultatet af 2013-valget står i gråt)

Annonce