Det københavnske black metal-band har udsendt albummet 'Jærtegn'. Pernille Jensen anbefaler. Kilde: politiken.tv / Peter Vintergaard

Musik

Dansk black metal trives

Mandag udkommer to plader, der på hver sin måde er solide beviser.

Musik

Når jeg vil skrive ’Jærtegn’ på min iPhone, laver idioten det om til kærtegn. Og selv om det lyder nok så rart, kunne det ikke være længere fra sandheden.

Et jærtegn er ifølge Gyldendals ordbog et »overnaturligt, ofte guddommeligt varsel om kommende dramatiske hændelser«. Men det er også titlen på den anden plade fra det danske black metal-band Solbrud.

De var gode allerede på debutalbummet fra 2012. Men med ’Jærtegn’ slår de fast, at de er noget af det ypperste herhjemme, når det kommer til den mere atmosfærisk funderede afart af den sorte metal.

En genre, der har det godt for tiden herhjemme, hvor navne som netop Solbrud, Redwood Hill og Myrkur er i gang med at revitalisere blackmetallen, der ellers takket være nogle brændende stavkirker i Norge i 1990’erne og et stædigt tilhørsforhold til satanismen har et mildt sagt blakket ry.

Frontalangreb


Men selv når man trækker satan ud af ligningen – og det kan man roligt gøre på både ’Jærtegn’ og den debuterende Myrkurs ep – er der især i Solbruds tilfælde rent musikalsk stadig god grund til, at black metal aldrig når ud til et bredt publikum.

Det er musikken ganske enkelt for ekstrem til, ligesom sangene hver især er så lange, at skulle man lave musikvideoer til dem, ville de ende som kortfilm.

Når det er sagt, og alle parader er oppe, så er ’Jærtegn’ en plade, der fortjener mere end bare den gængse ’Hold nu kæft, hvor det larmer’-reaktion.

Og jo, gu’ larmer det, for det skal det. Der går ikke mere end 23 sekunder, før åbningsnummeret ’Sortedøden’ eksploderer i et rasende frontalangreb på høresansen.

Der er det hele: galopperende dobbeltpedal, hidsigt basbulder og lag-på-lag af blodtørstige guitarer, der danner et forrygende tungt, flyvende tæppe for guitarist og forsanger Ole Luks hæse rovdyr af et skrig, der åbner med ordene: »Oh, hvilken stilhed«.

Små oaser

Stilhed er selvfølgelig så meget sagt. Men for pokker, hvor lyder det godt. ’Jærtegn’ er produceret af punk- og hardcoreproduceren Lasse Ballade, og det har han gjort godt. Lydbilledet er frodigt og organisk, men også benhårdt og nådesløst i en grad, hvor man nærmest kan mærke dobbeltpedalen tæske løs på hjernebarken, imens guitaren skærer lange flænger i den sagesløse trommehinde.

Det er ekstrem forståelse for ekstrem musik. Det er voldsomt, og det er præcis, som det skal være.

Produktionen udviser også blik for Solbruds måske største styrke, der er den dynamik, som gør, at man aldrig keder sig i bandets selskab – heller ikke selv om det tager dem 48 minutter at spille albummets bare 4 sange.

Der er er en stærk melodiøsitet i Solbruds sangskrivning, som nok er lidt karrig med sig selv på de første gennemlytninger, men siden træder gradvis frem. Det sker, i takt med at de nærmest meditativt afdæmpede elementer, der i blide lysninger bryder med mørkets bulder undervejs, fungerer som små oaser for hørelsen i de mange tempofyldte passager.

Dog ærgrer det mig, at den monumentale ’Klippemennesket’ får lov at fade ud, ligesom det er så som så med lysten eller modet til at tegne uden for genrens konventioner. Men ’Jærtegn’ er så god, at det er rigeligt for nu.

Lovende enkvindes-band

Ud af det blå og ind i det sorte kommer Myrkur, der er noget så sjældent som et enkvindes black metal-band. Hun har base i New York og udgiver sin debut-ep på det amerikanske metalpladeselskab Relapse, men hun er pæredansk og har indspillet ep’en (trommerne undtaget) på egen hånd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nordisk mytologi og natur præger da også teksterne, ligesom flere af numrene åbner med sfærisk sirenesang sunget af Myrkur i flerstemmig sang med sig selv.

Det er stemningsfuldt, og det fungerer rigtig godt på numre som ’Nattens barn’ og den nærmest drømmepoppede ’Dybt i skoven’.

Hendes vokal er blid og øm, og slet ikke så ufarlig, som det måske kan lyde – det bliver den ironisk nok først, når hun bryder ud i skrig, hvilket er en smule fortrædeligt, når det nu er black metal.

Ep’ens rå, upolerede demoæstetik er en styrke, der sender tankerne mod giganter som 90’er-Darkthrone og til en vis grad Burzum. Men indimellem glipper teknikken som på guitarsoloen i ’Må du brænde i helvede’, og det er synd, for overordnet er ep’en lovende.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce