Orden. Vinylsamler og elektronisk musiker Andy Carthy alias Mr. Scruff er blandt dem, der bliver portrætteret i Eilon Paz' bog.
Foto: Foto fra 'Dust & Grooves'

Orden. Vinylsamler og elektronisk musiker Andy Carthy alias Mr. Scruff er blandt dem, der bliver portrætteret i Eilon Paz' bog.

Musik

Vinylpladens comeback viser sig frem i anledning af Record Store Day

Gennem de seneste år har Record Store Day udviklet sig til en verdensomspændende begivenhed.

Musik

Musikken er ved at finde hjem, for vinylen er på vej tilbage på hylderne, og cd’en er afgået ved døden, og det har vi nok hørt før, jovist, men det er guddødeme en tendens, der fortsætter. Og i dag, lørdag, går det endnu mere amok.

For i dag er det Record Store Day. I dag er en musikalsk og kommerciel helligdag, som i 2008 blev skabt med henblik på at fejre og støtte de små, uafhængige pladebutikker, og som siden kun er vokset. Dagen markeres verden over med udgivelser af hundredvis af mere eller mindre obskure, sjældne og generelt seje vinylplader, ligesom diverse bands, både mindre og mastodonter, vil give koncerter, afholde udstillinger og møde deres fans i de butikker, det hele skal til for.

Record Store Day er et symptom på en tendens. Salget af vinylplader, disse store og let ridsbare skiver fra lidt gamle dage, er nemlig for opadgående, faktisk i så høj grad, at der alene i Danmark er registreret en stigning på 1.724 procent siden år 2000. Sidste år havde branchen en omsætning på over 7 millioner kroner.

Alt er jo som bekendt relativt, så tallet skal forstås ud fra den præmis, at salget for 15 år siden var nærmest ikkeeksisterende. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, da stigningen er konstant, ikke bare i Danmark, men i hele verden. Selvfølgelig også i USA, hvor salget fra 2013 til 2014 voksede med omkring 50 procent, hvilket det i øvrigt også gjorde i årene op til. Så der er gang i den.

Ude i Valby ligger medievirksomheden Dicentia, som agerer mellemmand for danske pladeselskaber og musikere, der vil udgive deres værker på vinyl, og så en vinylfabrik i Frankrig. I mange år rørte man simpelthen ikke ved vinylmarkedet, der syntes at have givet fuldstændig op for i stedet at lægge sig til at dø helt og holdent, men for omkring tre år siden vendte det. I dag viser tendensen sig i al sin vælde, både generelt, men også især i forbindelse med Record Store Day, som giver virksomheden tre gange så mange ordrer som normalt.

Christian Skriver, der har arbejdet med mastering af musik i 20 år og hos Dicentia har titel af mastering engineer, mener, at grunden til, at vinylen på den måde er i gang med sit comeback, skal findes i kvaliteten.

»Lyden er simpelthen anderledes på vinyl end på cd og stream. Rent teknisk skyldes det, at man på vinyler skræller et frekvensområde af både i bunden og i toppen. En cd kan gå helt ned til 20 hertz, det er det, du kan se på din basmembran, når den står og vibrerer, men det er ikke muligt på vinyl. Pickuppen kan ikke klare svingningerne, hverken i bunden eller toppen. Det er jo egentlig en mangel, men det er også vinylens force, fordi det er mere behageligt for vores ører«.

Fordi vores ører er analoge og ikke digitale, føles det simpelthen bedre at lytte til den analoge afkodning af vinylpladens riller, end det gør at lytte til digitalt afspillet musik. Christian Skriver fortæller, at han har oplevet et meget konkret eksempel.

»En af mine favoritplader, Jeff Buckleys ’Grace’, har jeg både på vinyl og cd, og jeg har siddet og lyttet til dem på skift. På cd’ens første skæring forstod jeg ikke, hvorfor highhatten lød så mærkelig, men da jeg så hørte vinylen, gav det pludselig fuldstændig mening. Der lød den, som den skulle. Det kom dertil, at jeg spurgte mig selv om, hvordan man overhovedet kunne sælge cd-mediet«, siger han og griner lidt.

»Det var, som om der skete noget fysisk inde i ørerne. Jeg slappede simpelthen af, og da jeg så hoppede over til cd’en igen, begyndte jeg nærmest at spænde i ørerne igen. Så slog jeg over på vinylen igen og tænkte, at ah, det er jo sådan, det skal lyde«.

»Pieces of shit«

Record Store Day har i de nu syv år, den har været afholdt, udviklet sig meget. Fra først at være blevet beskrevet som en smuk idé, som skulle få musikelskere til at gøre det, de i virkeligheden altid havde haft lyst til, at fise rundt og købe plader og på den måde støtte deres lokale pladebutik, er den kommercielle helligdag nu blevet en stor spiller på et marked, der med slet skjult desperation gisper efter ideer som denne.

De store pladeselskaber har i de senere år meldt deres ankomst, og det er ikke alle, der er lige vilde med dét. På internettes evigt kritiske musikfora lyder det, at de store labels malker en god idé ved at genudgive de af bagkatalogets plader, der nok ikke skulle have haft endnu en chance, hvilket skubber de interessante udgivelser, dem, Record Store Day egentlig skulle promovere, om bagest i køen hos vinylfabrikkerne.

Modreaktioner har der også været. Et af de første eksempler på dette kom i 2011, da Rob Servier fra The Numero Group, et pladeselskab fra Chicago, til amerikansk presse sagde, at han ikke var vild med de bogstaveligt talt hundredvis af pieces of shit, som blev skubbet ud på markedet i løbet af dagen: »Produkter, som i de fleste tilfælde ingen mennesker vil få brug for at eje. Nogensinde«.

Det uafhængige britiske pladeselskab Sonic Cathedral har i forbindelse med nærværende udgave af Record Store Day offentliggjort, at de vil udgive én kopi af en plade om dagen i løbet af det næste år for på den måde at vise, at alle dage burde være Record Store Day.

Selskabets direktør, Nathaniel Cramp, har i den forbindelse skrevet et debatindlæg, hvori han bedyrer, at det ikke bør ses som en protest mod dagens bagvedliggende ié og da slet ikke mod pladebutikkerne, men mod det, Record Store Day er blevet: »bare endnu en reklamemulighed for etablerede bands som Mumford and Sons og U2 og en undskyldning for store selskaber til at smide et års bagkatalog ud over intetanende butikker«.

Folkene bag Record Store Day, Entertainment Retailers Association, har svaret igen med anklager om, at protesten bare er et forsøg på selv at få lidt opmærksomhed.

I Danmark er der også kritiske røster. På det uafhængige pladeselskab Target Records på Vesterbro i København sidder promotion manager Peter Mesnickow og mener, at hyldesten og støtten til de små pladebutikker, altså det, Record Store Day fra start blev beskrevet som, er ganske fantastisk. Pladebutikkerne tjener faktisk godt på dagen. Men:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De seneste år er det blevet noget udvandet, for hvor det i starten gik ud på at lave specielle udgivelser, er det blevet sådan, at de store labels sprøjter en masse ligegyldige genudgivelser ud, hvor det eneste specielle er, at de for eksempel er trykt på grøn vinyl. Ofte er det plader, som har været genudgivet adskillige gange. Jeg tror, at de store labels har overtaget, fordi de har kunnet lugte penge«, siger han.

»Og når de store labels skal have trykt en masse gammelt lort op, kommer de små labels bagest i køen hos vinyltrykkerierne, som i forvejen er pressede, fordi der er så få af dem tilbage. De små udgivelser kommer så først ud med flere måneders forsinkelse«.

Target Records valgte sidste år ikke at deltage i Record Store Day, som selskabet ellers havde været en fast bestanddel af, og det skyldtes netop, at de plader, de forsøgte at distribuere til butikkerne, ikke kom til tiden og i øvrigt kostede for meget.

Ritualet

Polemikken til trods er Record Store Day kun blevet større, og det, dagen handler om, altså den vinyl, man køber nede i sin pladebutik, er ifølge musikblogger, journalist og pladesamler Peter Elsnab noget ganske særligt af flere årsager.

»Det er æstetik, det er fysik, det er noget mekanisk. Det er noget at røre ved, noget at lugte til. Lyden, når man sætter nålen ned. Det er noget andet end at skubbe en cd-skuffe ind og trykke play. Du skal selv deltage i at få musikken afviklet«, siger han.

»Det er ritualet, når man går op og køber pladen i en pladebutik, går hjem og pakker den ud, sætter den på, sætter nålen på, lytter, sidder med coveret imens. Jeg tror, man lytter mere aktivt«.

Peter Elsnab har i løbet af sit liv indsamlet omkring 20.000 plader og kan for så vidt godt forstå den kritik, der har været af Record Store Day. Men kritikken er også lidt skudt forbi:

»Man skal huske, hvad det handler om. Det handler ikke om de små pladeselskaber, det handler om de uafhængige pladebutikker. Jeg er fuldstændig enig i, at der er for mange ligegyldige udgivelser, men det her er en festdag for pladebutikkerne, og den fungerer også sådan«.

Det canadiske ikon Neil Young, der om nogen er kendt for klare og kompromisløse holdninger til lydkvalitet, har om stigningen i pladesalget udtalt, at han mener, det blot er et modefænomen, og at der i virkeligheden ikke er nogen grund til at købe vinylplader, da mange nyindspilninger bare er cd-masteringer, der er blevet overspillet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Peter Elsnab ved ikke, om Young får ret i, at vinylen igen må på retur, men han tror det ikke.

»De unge har måske også brug for noget mekanik, æstetik og elektronik, noget konkret, noget fordybelse, i en ellers travl, digital hverdag«, siger han.

»Jeg bryder mig ikke om at se det som et modelune, for det er ikke sådan, jeg oplever det ude i pladebutikkerne. Der oplever jeg unge, som er glade for musik og kan lide pladespillere og vinylplader. Og er nysgerrige. Meget simpelt. Som vi selv var det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Stemmestederne er lukket - nu kommer resultaterne

    Søjlerne viser det foreløbige landsresultat (resultatet af 2013-valget står i gråt)

Annonce