Dizzy. I midten forsanger, guitarist og sangskriver Tim Christensen. Til venstre bassist Martin Nielsen, til højre trommeslager Søren Friis.
Foto: Joachim Adrian

Dizzy. I midten forsanger, guitarist og sangskriver Tim Christensen. Til venstre bassist Martin Nielsen, til højre trommeslager Søren Friis.

Musik

Dizzy Mizz Lizzy: »Vi var blevet voksne nok til at se den der ungdom i øjnene«

Dizzy Mizz Lizzy var Danmarks største rockband, indtil det i 1998 gik i opløsning. Forsangeren fortsatte alene, trommeslageren kørte lastvogn, og bassisten var postbud. Nu udgiver bandet sit første album i 20 år. Hvordan er det at vække en drøm, man har prøvet at glemme?

Musik

Det er Søren Friis, der åbner døren, for Tim Christensen og Martin Nielsen har lige taget en lur i øvelokalet i Nordvest. Midt på dagen. Så nu lusker der nogle temmelig stille mænd rundt i tekøkkenet, men de er jo heller ikke teenagere længere, som de var, da de slog igennem i 1990’erne og indtog tronen som Danmarks største rockband.

Lyden af Dizzy Mizz Lizzys første to album fra dengang er for mange lyden af et årti.

Melodisk guitarrock, hullede cowboybukser, skovmandsskjorter og ung mands smerte. Rockmusik i en genre, der gjorde piger og drenge til langhårede trolde og gav dem smukke, triste sange at synge i en tid, hvor der faktisk ikke var så meget at være ked af herhjemme – og som klingede i et ekko fra Seattles grungerock. Det er sange, der er blevet klassikere, og som fik en generation til at tænke over, hvad det mon egentlig betød, at sølv skulle brænde for evigt i hits som 'Silverflame'.

Jeg tænkte ikke på Dizzy i de år efter. Overhovedet ikke. Jeg var på arbejde. Jeg kørte lastvogn

I år er det 20 år siden, Dizzy Mizz Lizzy sidst udgav et album. Og 18 år siden, bandet gik i opløsning, hvorefter Tim Christensen fortsatte med musikken alene, mens Søren Friis blev lastvognschauffør, og Martin Nielsen blev postbud.

SE TV

Et af Danmarks mest populære rockbands i nyere tid vil igen spille musik sammen. Kilde: PDH Music

I årene efter bruddet havde de tre kun lidt kontakt, efter at masser af succes, pres udefra og uenighed om musikken havde sendt venskabet til tælling, og de seneste ti år har bandet forsigtigt nærmet sig hinanden med monumentalt succesrige genopstandelsesturneer i 2010 og 2015 som resultat.

Men turen fremad mod bandets aktuelle, tredje album, ’Forward in Reverse’, er foregået i bakgear – som man må forstå af pladetitlen. Hvordan har de selv oplevet den dobbelthed, der ligger i at gå frem og tilbage i en og samme bevægelse? Og hvad er der sket på turen?

Vi dropper tekøkkenets mødebord og sætter i stedet stolene i rundkreds i kontrolrummet ved siden af. Mixerpulten er bag os, og igennem en rude kan man se studiets mangfoldighed af trommesæt, pianoer og guitarer ophængt på væggens gulnede træ.

»I mange år efter at bandet blev opløst, var det vigtigt for mig at tage virkelig meget afstand fra Dizzy«, siger Tim Christensen. »Jeg havde brug for at bevise mit eget værd og ikke blive knyttet til den her ting, som var sket så tidligt for mig. Jeg ville ikke have det hængende som en lænke om benet resten af livet«.

Tim Christensen var stolt af bandet og det, de havde opnået, men han var også kun 22 år gammel, da det hele var forbi, og han havde brug for at viske tavlen ren.

Det havde Søren Friis også:

»Jeg tænkte ikke på Dizzy i de år efter«, siger han, »overhovedet ikke. Jeg var på arbejde. Jeg kørte lastvogn. De sidste år af Dizzy gik det jo lidt ned for os. Også personligt, imellem os. Det var faktisk en lettelse, da det stoppede«.

De følgende år etablerede Tim Christensen sin solokarriere som musiker og sangskriver, og det var først, da en kollegas musikstudie i 2006 brændte ned i Nordvest, at han fik tanken om at spille med sine gamle venner igen. Der blev arrangeret en støttekoncert for det nedbrændte studie, og Tim Christensen ringede til Martin Nielsen for at spørge, om han og Søren Friis havde lyst til at spille et par af de gamle sange.

Det havde Martin Nielsen egentlig ikke lyst til:

»Hvis vi skulle gendannes, så synes jeg, det var for lille en ting at gøre det på. Så ville jeg hellere blæse det helt op«, siger Martin Nielsen.

Tim Christensen kigger på ham fra sin plads i rundkredsen:

»Var det, fordi du havde gået og ønsket, at det skulle komme igen, og så skulle den også bare ha’? Eller hvad?«.

»Altså, det begyndte jo nok at komme der. Jeg kunne godt mærke sulten. Men den havde ikke været der før, slet ikke. Jeg havde brugt en masse år på bare at lave mig en normal hverdag, ikke? Jeg havde brug for at trækket stikket totalt efter Dizzy«, svarer Martin Nielsen ham.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Something’s going on

Now a change is gonna come

(’Forward in Reverse’, 2016)

Krisen i Dizzy Mizz Lizzy satte ind, da plade nummer to, 'Rotator' fra 1996, skulle laves. Den skulle afløse en debutplade, der havde solgt sensationelt godt, 250.000 i Danmark og 100.000 i Japan, og modtaget fire grammypriser. Forventningerne var høje. Samtidig havde Japan fået øjnene op for bandet.

»Vores drøm havde været at spille rockmusik og blive kendt på det, og det blev vi så. Men så skulle der også bare ske virkelig mange ting på samme tid, og den anden plade skulle hurtigt ud, for Japan skulle have den. Og vi kunne ikke finde ud af at sige fra dengang. Vi var bare store drenge og troede, at det var bare sådan her, det var«, siger Søren Friis.

Tim Christensen: »Vi blev kastet ud i en meget etableret verden, musikbranchen, som alle mennesker omkring os havde så meget styr på, og vi var selv helt grønne og var bare nødt til at rette ind. Og rette os efter folk i stedet for at lytte til os selv. Vi blev snotforvirrede«.

Søren Friis: »Som 18-19-årig skal du sidde og forhandle kontrakter på 5 og 8 og 12 sider, og du sidder bare der og fatter ikke en skid, og så kigger du over på nogle af de andre for at se, om de har forstået det. Og okay: Det har de helt klart ikke. Og så skriver du under og wuhuu, så er der champagne!«.

Martin Nielsen: »Jeg kan huske nogle af de der udlandsturneer, hvor vi var opvarmning for det amerikanske band Spin Doctors i Tyskland. Der skulle vi møde en hel masse vigtige personer ude bagved efter koncerterne, men der gik jo fem minutter, så stod vi og drak bajere i baren. Vi forstod overhovedet ikke, hvad der blev forventet af os«.

I stedet for at tale sammen om det pres, bandet blev underlagt, opstod der en splittelse. De øvede næsten heller ikke mere, for hvorfor skulle man øve, når man skulle ud og spille koncerter? Og der var i øvrigt heller ikke tid. Den anden plade, 'Rotator', blev skrevet med guitaren på hotelværelser i pauserne på turneen, alt imens begyndte Tim Christensen at trække mere i sin egen musikalske retning, mens de andre vægrede sig ved at følge efter. I 1998 var det slut.

Foto: ADRIAN JOACHIM

One way or the other

I will try not to get in your way

Someday I'll discover

everything you were trying to say

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

( 'Something So Familar, 2016')

I 2006, da Dizzy Mizz Lizzy havde spillet til støttekoncerten for det nedbrændte studie, begyndte koncertarrangørerne at ringe, for så kunne det jo ikke være fuldstændig umuligt at få samlet det band. Og hvem ville ikke gerne lægge mark eller scene til det største danske band i 1990'erne – genfødt? De ringede i tre år.

Søren Friis: »Ja, det bliver jo mere interessant, jo flere gange man bliver spurgt«.

Tim Christensen: »Jeg tror, det handlede meget om, at der var gået lang tid nok. Vi var blevet voksne nok til at se den der ungdom i øjnene«.

Søren Friis: »Der skete jo også det, at vi fik talt sammen. Om fortiden og om alt det, vi ikke havde fået talt sammen om dengang. Skeletterne i skabet. Hvorfor ville Tim den ene vej, og hvorfor ville Martin og jeg ikke?«.

Til sidst gav Dizzy Mizz Lizzy efter. De aftalte at spille en håndfuld koncerter, men endte med at spille over 50.

Martin Nielsen: »Det var stort og massivt hele det år der. Fuldstændig vanvittigt. Vi udsolgte jo alt på ingen tid«.

Søren Friis: »Jeg startede med at skulle have fri et par dage fra arbejdet, men måtte jo til sidst sige op, for nu var musikken lige pludselig fuld tid igen, ikke?«.

Ved koncerterne i 2010 spillede Dizzy Mizz Lizzy kun de gamle sange fra 1990'erne. Med hits som 'Waterline' som guldalderens største værker. Det var en måde at blive gendannet uden at gå hele vejen.

Tim Christensen: »Vi legede, hvad vi var engang, ved de koncerter. Det mener jeg godt, man kan sige«.

Da turneen var slut, vendte alle tilbage til deres almindelige arbejde. Søren Friis kørte lastvogn, Martin Nielsen var i postvæsenet.

»Og jeg var også tilbage på mit gamle arbejde«, siger Tim Christensen.

Søren Friis: »Som Tim Christensen? Det må være hårdt«.

Der bliver grinet i alle tre stole.

Efter turneen udkom en dokumentarfilm om bandet, 'Lost Inside a Dream', og da dvd'en efter to-tre år solgte guld, endte de tre musikere en aften i byen for at fejre. I nattens mulm og mørke gik de ind bag graffitien på Byens Kro i København, fandt en krog i lokalets tilrøgede dyb og drak. Og så begyndte de at snakke. Skulle man egentlig ikke prøve at lave nogle nye sange? Det arbejde gik i gang i 2013.

I januar 2015 udkom første single. ’I Would If I Could But I Can’t’ lå nummer 1 på iTunes i den uge, den udkom, og så var samlivet for alvor genoptaget. Et band, der skriver nye sange sammen, leger ikke bare. Så er det alvor.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Starting tonight

I will surrender

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

to love at second sight

('Love At Second Sight', 2016)

Da Dizzy Mizz Lizzy tog på turne i 2010, havde ingen af dem talt om at lave ny musik. Tim Christensen mener, det var af ærefrygt for de to første plader. Bandet var bange for, om de ville komme til at pille ved en fortid, som alle var stolte af. I dag går bekymringen mere, hvordan musikken bliver modtaget.

Martin Nielsen: »Man kan jo godt have sådan en frygt for, at pladen kommer ud, og vi ikke bliver lyttet til som nye, eller at folk synes, vi er et rent nostalgiband«.

Tim Christensen: »Og der er jo ikke som sådan noget galt med nostalgi, men hvis man er et kreativt menneske, som gerne vil udvikle sig og komme videre, så er nostalgien jo en form for fængsel. En karrusel, der bare kører og kører rundt og rundt, og man ser ikke en skid, som man ikke har set før. Og man skal jo videre. Ud at se nogle ting. Men det er vi virkelig også kommet med den nye plade«.

Der er ingen aftaler om, hvad Dizzy Mizz Lizzy skal fremover. Ud over en stor turne i Danmark og Japan i år. Og så er der den aftale, at hvis Tim Christensen vil lave soloplader, så må han til enhver tid trække stikket for at lave sit eget i en periode.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce