Bandet First Flush har givet billedet af sig selv en overfladebehandling, der svarer til den, deres greb om den udforskende rock får med autotune.
Foto: Visage

Bandet First Flush har givet billedet af sig selv en overfladebehandling, der svarer til den, deres greb om den udforskende rock får med autotune.

Musik

Nye danske rockudgivelser spænder fra banalt til smukt grænseopløsende

Poesien er i høj kurs hos unge danske rockbands. Nogle stræber baglæns i litteraturhistorie, mens andre klipper gloserne og sætter dem sammen til nye former for rockmusik.

Musik

De nye danske rockbands går på biblioteket og finder gamle digtsamlinger frem.

Syrerockerne i Fribytterdrømme har, som navnet røber, læst Tom Kristensens første digtsamling fra 1920, og Minds of 99 omsatte for et par år siden samme Kristensens nekrolog over polarforskeren Knud Rasmussen til deres stadig bedste sang.

Nu kommer så kvintetten Dør nr. 13, der henter titlen på deres nye ep fra modstandsmanden Morten Nielsens ene digtsamling fra 1943.

Dør nr. 13 vil virkelig gerne. Men deres sange er for regulære og ligetil

I centrum for Dør nr. 13 står forsangeren Lasse Storm, der åbenlyst gerne vil udtrykke sig kortfattet og kraftfuldt i ånden fra Nielsen, og som sammen med musikere fra The Blue Van og Hymns From Nineveh søger efter den lige vej i deres energiske rocksange.

De gamle digtere og tallet i bandnavnet er ikke de eneste forbindelser mellem Dør nr. 13 og Minds of 99. Sidstnævntes forsanger, Niels Brandt, har nemlig været inde over produktionen af de fem nye sange fra Dør nr. 13, der ligesom Minds of 99 er blevet skudt ud af Karrierekanonen.

Og måske kan der være et lillebrorkompleks på vej her.

For selv om Dør nr. 13 pakker hver eneste sang med al deres poetiske iver, fræsende guitarriffs og en ustoppelig fremdrift i stil med Minds of 99, får de ikke samme luft under vingerne.

»Når jeg ser på dig, så er det som om/ at livet er fucked up/ men også lidt smukt/ nogle gange«, synger Lasse Storm et sted. Et andet sted lyder det:

»Min dame er skredet/ selv min sjæl har hun taget/ skåret mine lår op i skiver på et fad/ hængt mig op til tørre/ sat min blege røv på gaden/ spiddet på en køler/ ud ad E45«.

Jeg bliver ikke slået bagover af en poetisk slaghammer her. Det ene er banalt vaklende, det sidste overspillet hjertesorg uden brod. Det samme gælder musikken. Energien kan være herligt utæmmet, men også temmelig uformet. Dør nr. 13 vil virkelig gerne. Men deres sange er for regulære og ligetil. De mangler faktisk lidt det, de allerhelst vil: poesi.

Det mere hemmelighedsfulde band First Flush flager ikke med deres litterære referencer. De kløjes derfor heller ikke i dem. Men skulle man anskue First Flush som litteratur, hører de til i den avantgardistiske ende af bassinet. Der, hvor man udvider rocksproget med nye stisystemer.

De første toner på bandets andet album, ’Fuwa’, lyder som en Led Zeppelin-ballade med folkemusikalske rødder. De har bare fået trappeakkorderne til himlen galt i halsen.

Men så kommer vokalen med sin autotunede klang af Gillis vestegnshiphop, og så ved man, at First Flush ikke har fået noget som helst galt i halsen. De er i gang med at rykke rundt på vores måde at lytte til rock på. Og skruer på sprogets mere dunkle knapper med linjerne:

»Kilderne i den fremmedes øjne/ Du har set bevæge sig/ aldrig er de det samme/ Aldrig er det de samme/ Kilderne i den fremmedes øjne«.

First Flush bygger nye musikalske luftkasteller af genresammenstød

First Flush er groet ud af musikkollektivet Af Med Hovedet, som blandt andet Synd & Skam var en del af. Vi taler undergrund i den traditionelle forstand, hvor der ikke bare søges ud til de musikalske grænser, First Flush bygger nye musikalske luftkasteller af genresammenstød og gemmer poetisk sprængladninger i sproget på den anden side af grænserne.

Uden at det hele gå i opløsning. Der arbejdes koncentreret med sangenes struktur og tekstur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De takker bare nej til velkendte løsninger og bygger deres melodiske skellet op på ny. Du skal ikke blive oppe og vente på omkvædet, men alt muligt andet kan ske, inden natten er omme.

En smuk vandretur hen over pianoets tangenter med støjbrus i baggrunden eller en vibrerende leg med stemmen på autotune.

Der skal nok være dem, der stadig mener, at den mekaniske autotune på stemmen er uærlig i rock, men First Flush ved som hiphopperne i Atlanta, at autotune er et instrument på linje med både den elektriske guitar og synthesizeren. For de har ingen dogmer eller fastlagte regler, når de opdyrker nye musikalsk territorier. Som de synger på sangen ’Lien’:

»Glødende famlende efter det ene øjeblik/ Hvor ord ikke længere er/ Kommer til punktet/ Kommer til kort/ Hvor vi bare ku skue ud over havet sammen/ Hvor ord ikke længere er«.

Uden at det er tilsigtet, gemmer de linjer på en kortfattet, men præcis poetik over, hvad First Flush er for en åben, smuk og søgende størrelse.

Bandet Sjæl i Flammer er også en del af et musikkollektiv i internettets undergrundslabyrinter, nemlig det vidt forgrenende Velness Plader. Sammen med bands som Hong Kong og Franske Piger har Sjæl i Flammer slået en baglæns kolbøtte hen over de ironiske 1990’ere og er landet i et oprigtigt forhold til 1980’ernes pop-patos. Af den blåsorte slags.

Dette bandnavn er hentet i Lars Muhl og Kasper Windings sang til tv-serien ’En gang strømer’ fra 1987, men det er ikke den pastelfarvede del af skulderpudeårtiet, Sjæl i Flammer dyrker. Dertil er der for mange skæve linjer og uperfekte passager i deres sange.

Melankolien driver ned ad væggene, mens små forvredne klange skubber rundt på balancen i lydbilledet. Sjæl i Flammer har på den måde mere til fælles med First Flushs spraglede udforskningstrang end med forsimplingen hos Dør nr. 13. I lyd og produktion giver de sig ikke betingelsesløst hen til det melodisk ubesværede og blåøjede, der ellers skvulper rundt i verselinjer som:

»Elsk dem du elsker selv om du forstår dem e-ej/ Hold af hvad du holder af, selv om din logik siger ne-ej«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Naiviteten kan dog indimellem løbe af med Sjæl i Flammer, der både lader stemmen knække og saxofonen flyde tykt (i hvert fald for en som mig, der blevet skolet i 1990’er-ironi), men inderlighedens melodi er også gribende i deres stærke popsange.

Ikke på trods af modhagerne, men på grund af dem. Det er jo i både poesiens og sagens natur dem, som man bliver hængende i.

Velness Plader spiller 2. juni på Heartland Festival

Dør nr. 13 spiller 11. maj i Pumpehuset.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce