Kimen til Det Bedste Parti blev lagt for længe siden, i et helt andet Island end det, vi kender i dag.

Faktisk blev det nye parti, der efter byrådsvalget i maj er Reykjaviks største, nærmest grundlagt i en anden tidsalder, selv om vi blot skal to årtier tilbage.

LÆS ARTIKELKomiker vinder jordskredssejr på løfte om håndklæder og ny isbjørn

Det var dengang, da øl lige var blevet tilladt efter 73 års forbud. Hvor den eneste tv-station var begyndt at sende tv om torsdagen i stedet for at have en ugentlig aften med sort skærm.

Og hvor de største lokale bands kunne sammenlignes med Shu-bi-dua – populære inden for landets grænser, men blottet for kvalitet i udenlandske ører.

'Voulez vous'
Samtidig var den musikalske undergrund begyndt at røre på sig.

Det er her, vi er, på en scene i Reykjavik i 1990. 21-årige Óttarr Proppé, forsanger i punkbandet Ham, er iført en laset T-shirt med et billede af ABBA, en blafrende rød kutte og et lyserødt armbåndsur af plastik, da han kaster sig ud i en tung, sort coverversion af et af den svenske popgruppes største hit.

LÆS OGSÅBjörk hylder Abba

En optræden, der efterlader en journalist fra det britiske musikblad NME i lige dele beundring og forbløffelse. »Hvor højt Óttarr end scorer på vanvids-metret, er det svært at afvise den forrygende latterlighed ved hans angreb med knyttet næve på Benny & Björns ’Voulez Vous’«, skriver NME-journalisten om oplevelsen.

Selv fortæller Óttarr Proppé i dag, at Ham brændende ønskede sig at være det band i Reykjavik, der spillede højest. Hvilket medførte masser af afbrudte koncerter samt spillesteder, der ikke ville se bandet igen.

Desuden producerede de videoer med »masser af blod og blasfemi og den slags«.

En regn af flasker
En gang imellem deltog digteren og vennen Jon Gnarr Kristinsson i Hams optrædener. Som regel ville han gå på scenen før eller under koncerten og læse sine ligeledes blasfemiske, voldelige og seksuelle digte højt, mens flaskerne føg om ørerne på ham, og publikum tiggede ham om at holde kæft.

Hvilket selvfølgelig kun gjorde det bedre, fortæller Óttarr Proppé. Sådan var mentaliteten nemlig i miljøet omkring kunstnerkollektivet og pladeselskabet Bad Taste, der udgav både Hams cd’er og Jon Gnarrs digtsamlinger.

Et selskab, der var startet af den lokale legende Einar Örn Benediktsson fra bandet Sugarcubes, hvor Björk var forsanger.

LÆS ARTIKELMusikere skal spille Island ud af krisen

I dag er de alle tre – ABBA-punkeren Óttarr Proppé, digteren Jon Gnarr og Einar Örn fra Sugarcubes – spydspidser i Det Bedste Parti. Jon Gnarr er tilmed blevet byens nye borgmester.

Omkring ti af navnene på Det Bedste Partis 30 mand store kandidatliste var en del af inderkredsen i punkmiljøet dengang i 80’erne og start-90’erne. Yderligere ti har på anden vis relation til miljøet.

Ingen af dem har nogen erfaring med politik. Overhovedet.

Tillid til hinanden
»For at blive registreret skulle vi udfylde en liste med 30 navne. Og til at begynde med var det ikke nemt. Vi havde ikke rigtig tid til at gøre andet end at spørge dem, vi kendte i forvejen«, fortæller Óttarr Proppé.

»Det kan godt være, det er udemokratisk, men det skabte en meget effektiv gruppe, hvor vi havde enorm meget tillid til hinanden. Selv om jeg måske ikke kender alle, og Jon måske ikke kender alle, så var der en meget fin forbindelse imellem os. Og det gjorde det nemmere for os at træffe beslutninger«, fortæller han, bænket ved et bord på cafeen Uppsalir i Reykjavik efter sin første dag som byrådsmedlem.

Óttarr Proppé kender cafeen rigtig godt, for Det Bedste Parti havde ikke noget kampagnekontor og holdt derfor flere af sine møder her, ved selvsamme bord i hjørnet, hvor han nu sidder og drikker cappuccino.

Valgløfter om isbjørn i zoo
Gamle koncertoptagelser med Ham afslører, at hans skulderlange, lyse hår i midterskilning ikke har forandret sig væsentligt i de forgangne tyve år, ud over at tindingerne sidder lidt højere.

ABBA-T-shirt er der til gengæld ikke noget af. Óttarr Proppé er iklædt mørkebrun rullekrave, brunlig fløjlsblazer og messingfarvede briller med femkantede glas. Næsten som et byrådsmedlem, men alligevel kun næsten.

Ligesom der ikke var noget kampagnekontor, var der heller ikke for alvor et politisk program. Valgkampen blev ført på løfter om gratis håndklæder i byens svømmehaller og en isbjørn i zoologisk have i Reykjavik.

Det var mere eller mindre for sjov, siger Óttarr Proppé.

Som en stor familie
»Islands politik har haft mange store løfter, som viste sig at være varm luft. Så det var vores satire på det. Efter valget, da vi satte os sammen med Socialdemokraterne for at konstituere byrådet, måtte de spørge os, hvad vores politik egentlig gik ud på. Det måtte vi så finde ud af. Vi vidste godt, hvad vi ville, men vi havde ikke sat ord på det eller skrevet det ned. Vi vidste det bare«.

En fælles forståelse, der blev grundlagt i ungdomsårene som Reykjaviks rebeller, siger han.

»Jeg husker det nærmest som en tåge af nogle meget intense år. Vi var som en stor familie. Jon kom og sang med os i bandet, og vi lavede noget satire sammen, nogle postkort, der gjorde grin med islandske stereotyper. Der var i slutningen af 80’erne, tror jeg«, siger Óttarr Proppé.

Surrealistiske inspirationskilder
»Scenen i Island var meget anderledes end den britiske punkscene, hvor der var meget vrede og had. Hos os var der meget humor involveret. Og vi var meget inspireret af surrealisterne, som William Burroughs og Samuel Beckett«.

Selskabet Bad Taste, der udgav bøger og plader fra miljøet, og som blev berømt på at udgive Sugarcubes, havde et slogan om at stræbe efter ’Verdensherredømme eller døden’.

Forstået sådan, at det var bedøvende ligegyldigt, om man blev konge af hele verden, eller om man fejlede totalt.

Pionerer.  Billede fra 1988, hvor Sugarcubes optræder på Roskilde Festival - det er Björk til venstre og Einar Örn Benediktsson til højre. Einar Örn var nummer to på Det Bedste Partis kandidatliste og sidder nu i byrådet. Arkivfoto: Kim AgerstenStiller ikke op til valg igen
Sådan er det også i Det Bedste Parti, siger Óttarr Proppé.

»En af de første ting, vi besluttede, var, at vi var klar til at gøre dette, selv om folk måske ville hade os og synes, vi var nogle røvhuller. Det giver os en masse frihed, og det er det, der er charmen ved Jon. Han er ligeglad med, om folk synes, han er dum, så han kan fokusere på de ting, han gerne vil gøre. Nu sidder vi i byrådet, og vi er ikke bekymrede for, om vi sidder der efter næste valg. Mange af os har ikke nogen interesse i at stille op igen, tror jeg«.

Samme melding kommer fra Einar Örn Benediktsson, der var nummer to på partiets liste, lige efter den nye borgmester.

Et parti med kant
Han tegner en lige linje fra den vrede og frustration, som de siddende politikere og nogle medier har mødt Det Bedste Parti med, til reaktionerne på punkbevægelsen dengang, hvor han fik international succes med Sugarcubes.

»Da Sugarcubes kom til i 1986, var der også et hulrum. Der manglede noget, der var sjovt, men ikke hjernedødt. Og som havde kant. Det Bedste Parti har den samme kant. Du kan ikke definere, hvad Det Bedste Parti er i en sætning. Det er alt af alt. Og der er plads til alt«, siger han over mobiltelefonen fra et ferieophold i Spanien.

En klods om benet
Det hulrum, som Det Bedste Parti er dumpet ned i, er skabt af ætsende afsky for de garvede politikere og for det, folk på gaden i Reykjavik konsekvent refererer til som »systemet«.

Sådan har det været, siden de tre største banker i Island kollapsede i oktober 2008. Siden da har den unge generation fået sværere ved at opleve verden, fordi den islandske króna er blevet så forsvindende lidt værd i udlandet.

Den lidt ældre generation må forholde sig til et samfund ramt af arbejdsløshed og med dyre investeringer i udlandet, der sidder som en klods om benet på både borgere og stat.

Lede over for systemet
»Krakket skabte en lede over for bankerne og systemet. Hvorfor kunne systemet ikke have forhindret det, hvorfor havde politikerne ikke styr på de ting. Det er helt klar nogle spørgsmål, befolkningen i Island har stillet sig selv efterfølgende. Og med ekstremt god ret, synes jeg«, siger professor i finansiering på Copenhagen Business School Jesper Rangvid, der har fulgt udviklingen i Island nøje.

Og så, midt i al denne lede og frustration, sad Jon Gnarr sidste år i december på Puerto Rico på ferie med sin kone og sin yngste søn. Selv om han aldrig tidligere havde interesseret sig for politik, begyndte han at læse alt, hvad han kunne finde om situationen i hjemlandet.

Om økonomien, om revolutionen i januar 2009, der tvang regeringen til at gå af, om skænderiet om tilbagebetaling af lånte penge til Storbritannien og Holland, der endte med en folkeafstemning, hvor islændingene sagde nej til den aftale, der lå på bordet.

Anarko-surrealistisk tankegang
Det hele så temmelig håbløst ud, og Jon Gnarr begyndte at skrive en række satiriske artikler om situationen, som han publicerede på sin hjemmeside. Han følte, at han havde fat i noget her, fortæller han.

Da han kom hjem, samlede han sine venner omkring sig og dannede et parti. Et parti, der frem for alt ikke lignede noget af det gamle. Nogle, der gik i opposition til de siddende politikere.

VIDEOSe Det Bedste Partis valgvideo (eksternt link)

Ordet for partiets tankegang er anarko-surrealisme, lyder det samstemmende fra de tre spydspidser i Det Bedste Parti.

»Jeg har altid været meget inspireret af anarki og surrealisme«, fortæller Óttarr Proppé.

En røv i opposition
»For eksempel havde jeg engang et band, der hedder Rass, hvilket betyder røv på islandsk. Det navn tog vi ud fra en islandsk talemåde om, at vi alle sammen sidder på den samme røv. Titlen på vores album kan bedst oversættes til noget med ’opposition’. Helt generelt gik vi ind for at være i opposition til alt, hvad der foregår, og ikke pege på nogle løsninger«.

Det er selvfølgelig sværere at være i opposition, når man ikke længere spiller i et band, der hedder røv, men i stedet er medlem af det største parti i byrådet. Det erkender Óttarr Proppé.

»Men jeg synes stadig, det er vigtigt at bevare ideen om at være i opposition og være imod nogle fastlagte procedurer. Det kan du også overføre til dig selv. Så du er din egen største kritiker«, siger han.

Islands Turistråd har betalt Politikens rejse.