Intensitet. 28-årige Nicola Benedetti er et verdensnavn fra Scotland- med italiensk blod i årerne. Der blev skabt varme, men også intimitet, da hun spillede kammermusik i Koncerthuset i København.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Intensitet. 28-årige Nicola Benedetti er et verdensnavn fra Scotland- med italiensk blod i årerne. Der blev skabt varme, men også intimitet, da hun spillede kammermusik i Koncerthuset i København.

Musik

Intimiteten blev sat på prøve i det store koncerthus

Den populære skotte Nicola Benedetti skabte nærhed med sin violin.

Musik

Kan en ’intimkoncert’ lykkes i et lokale med plads til 1.800 mennesker? Jeg havde min tvivl, da DR og Nicola Benedettis pladeselskab netop betegnede koncerten som intim på forhånd. Den skotskitalienske violinist har været i Danmark flere gange og har gjort det fremragende i de store violinkoncerter, men kan en violin og et flygel også skabe intim stemning i Koncerthusets rammer?

Koncerten havde flere ting imod sig. Vinterforkølelserne topper nu, og Benedetti smilede heldigvis lidt ad det undervejs, men særpræget er det, når accentuerede host blander sig rytmisk mellem violinens melodiforløb. Det gør koncerten intim på en forkert måde.

LÆS OGSÅ:

Man kan også leve med stavefejl i Szymanowskis navn i det lidt usle program – men de skulle i det mindste have skrevet, hvad ’De tre myter’ hedder, som Benedetti og pianisten Alexei Grynyuk lagde ud med. Den polske komponists tre små perler fra 1915 er i den grad billedskabende.

Men de kunne have skabt endnu flere billeder for os, hvis vi havde fået to linjer om, at den første myte hedder ’Arethusas springvand’ og handler om en græsk nymfe, der sprang frem som vand på en ø. Myte nummer to hedder ’Narcissus’, og også denne information kunne da have skabt forestillinger og tankeflugter i tilhørerens egen intimsfære.

Småpletter

I stedet bestod programmet af halvanden side om Benedettis tidligere meritter. Men hendes klasse kunne vi jo høre i salen! Hun spillede fabelagtigt og tog os fra de græske myter videre til wienerklassisk kammer-intimitet.

Beethovens violinsonate nr. 10 var overlegen, men ikke på en pralende måde. Nænsomt gav de to musikere hinanden plads, valgte perfekte tempi, og med blide strøg og anslag bragte de os alle tættere på scenen. Nærvær opstod – ja, selv hostene hørte næsten op.

Måske var de hurtige løb og afslutningsakkorden ikke lige i skabet, men det var småpletter på en klangtæt Beethoven. Benedetti forstår virkelig at økonomisere med sit vibrato, så det først kommer lige til sidst, hvor vi har brug for, at tonen får ekstra liv.

SE OGSÅ:

Og man må takke hende for de svage toner. De levede, og man glemte, at vi faktisk var små tusinde mennesker samlet om musikken (kun pladserne foran musikerne var sat til salg).

Ingen Narcissus

Når man nu er skotte, skal der også Edward Elgar på programmet, og med violinsonaten i e-mol fik vi den fuldfede tone, hun er kendt for på indspilninger af de store violinkoncerter. I det nu opståede musikalske fællesskab tilgav man også, at intonationen ikke var den skarpeste til sidst.

Man ville ikke kunne fortænke Benedetti i at blive lidt forelsket i sit eget spejlbillede, men det var ingen Narcissus, der gæstede byen. Generøst fik vi to ekstranumre, selv om flere var på vej ud efter det første Encore, som det hedder på nudansk. »De, der skal hjem, skal bare gå – men vi spiller lige et nummer mere«, sagde hun friskt.

Og finalesatsen fra Beethovens ’Kreutzersonate’ sluttede aftenen af.

Intimkoncert blev det på trods af tvivlsomme odds. Koncerten sendes i radioens P2 i dag fredag – spændende at høre, om det intime kommer videre ud i æteren og ind i stuerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce