Jazzmix. Jacob Anderskov blander musikgenrer på sin nye album, hvor han har ladet sig inspirere af det klassiske.
Foto: PR-foto: Tore Sætre

Jazzmix. Jacob Anderskov blander musikgenrer på sin nye album, hvor han har ladet sig inspirere af det klassiske.

Musik

Tre jazzmusikere leverer lydsporet til det rødgyldne efterår

I hænderne på pianisterne Jacob Anderskov og Jan Lundgren fører mødet mellem jazz og kammermusik til udgivelser med intens lyrisk styrke og vemod.

Musik

Det er mærkeligt at tænke på, hvor rigid og opdelt en opfattelse der engang herskede mellem jazzen og partiturmusikken. Det gælder muligvis stadig for visse musikbrugere, men genrerne har længe bøjet sig ind imod hinanden i gensidig interesse.

For mere end et halvt århundrede siden, da begrebet ’third stream’ dukkede op, blev klassisk og jazz af mange opfattet som væsensforskellige musikformer, det ikke var muligt at få til at smelte sammen på kunstnerisk meningsfuld vis.

Hvilket nogle så alligevel forsøgte. De skulle bare have vidst, hvad vi i dag oplever. For det er et ovenud begavet og vidunderligt sammensmeltet lydunivers, der møder én på pianisten Jacob Anderskovs ’Resonance’ plade nummer 2 med hans kammermusikalske improvisationsorkester Strings, Percussion & Piano.

Anderskov formår med denne gruppes særlige lyd af fabulerende fantasifuldt klaverspil, følelsesfulde strygere og Peter Bruuns meddigtende trommespil at skabe original og ny musik, fuld af finesser, alvor og livsnerve.

LÆS OGSÅ:

Alle de involverede inklusive de tre strygere – Karen Johanne Pedersens violin, Mette Brandts viola og Ida Nørholms cello – er selvstændige stemmer i musikken, og Anderskov arbejder på sin egen organiske måde med formatet.

Man kan møde glimt af Händel, Sjostakovitj og Janácek . Og Stravinsky virker (næsten for) oplagt som reference i satsen ’Alpha’ med de rytmiske markeringer i strygerne, som Anderskov og Bruun danser omkring.

Inden da er pladen åbnet med den milde ’What Reason Could I Give’, en kort og smuk hommage til legendariske Ornette Coleman, som døde, mens optagelserne fandt sted i april i år. En række flot iscenesatte stykker følger.

I ’Impermanence II’ fremmanes dystre og smukt knugende strukturer med luft og pauser. Og i den afsluttende ’Open Society’ maler musikerne en vemodig naturlyrisk stemning frem, som var der tale om et lydspor til det rødgyldne efterår.

Russisk, ungarsk og svensk

Et ganske andet musikalsk udtryk, som ikke står tilbage for Anderskovs projekt i melodisk og klanglig elegance, er den svenske pianist Jan Lundgrens vellykkede hyldestkoncert til den legendariske instrumentkollega Jan Johansson og hele dennes produktion af svensk folklorejazz, men også russisk og ungarsk.

Svenskerne elsker den slags nostalgi. Og de har ikke blot en vidunderlig folkemusiktradition, de har også Jan Johanssons efterladte musik som et revitaliseret symbol på en fællesmusikalsk folkesjæl. Jan Lundgren har med andre ord fat i arvesølvet.

Intet under, at der var totalt udsolgt i Ystad Teaters smukt ældede sal 30. juli 2015, da Lundgren med bassisten Mattias Svensson og Bonfiglioli Weber String Quartet fremførte et varieret program af Johansson-klassikere, på én gang tro imod forlæggene og med nye friske ideer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er blevet til en pragtfuld koncertoptagelse med en overdådighed af melodiske passager, især i Jan Lundgrens luftige klaverspil, og med et orkester, der mestrer charme og dramatik i såvel det rytmiske som det klanglige.

Mange af klassikerne er med som bl.a. ’Emigrantvisa’, ’Gånglek från Ålvdalen’, ’Berg-Kirstis polka’ og ’Visa från Utanmyra’. Men også mindre kendt materiale er genstand for overraskende og vellykkede arrangementer. Det hele kulminerer i en finale, hvor Johanssons Pippi Langstrømpe-tema bliver afsæt for en veritabel livsfejring.

Det er et ovenud begavet og vidunderligt sammensmeltet lydunivers

Ambitionerne er ikke mindre hos den norske saxofonist Marius Neset, der i disse år er blevet udråbt til Nordens håbefulde svar på både Jan Garbarek og Michael Brecker. Mange falder åbenbart på halen over Nesets rasende dygtige teknik og ustoppelige energi, som rigtignok knytter an til Brecker.

SE OGSÅ:

Men Nesets udfoldelser sker ofte på bekostning af musikkens dybere emotionelle udtryk. Der kan være en fornemmelse af demonstration i hans rytmisk komplicerede og højspændte musik. Noget af denne ensidighed gør han op med i det højthigende orkesterprojekt, han præsenterer på ’Snowmelt’ i samarbejde med sine faste kvartetmusikere og London Sinfoniettas 19 strygere og blæsere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gennem 11 satser folder Neset sin avancerede orkestersuite ud. Akustisk fusion møder symfonisk lyd. Og orkestret bliver vitterlig brugt til andet og mere end forskønnende klangmalerier. Strygere og blæsere intensiverer og udvider de virrende cirkulerende temaer, som er grundsubstansen i musikken.

I nogle tilfælde tager alle de mange muligheder overhånd, som i den forvirrede 8.-sats, ’Arches of Nature: Pyramiden’. Og i den efterfølgende ’The Storm is Over’ falder Neset tilbage til en nærmest gammeldags romantisk form, der virker malplaceret.

Undervejs hører man dog også den fremragende Ivo Neame trylle ved klaveret, og trommeslager Anton Eger driver musikken frem med stort overskud selv i de mest komplicerede passager. Alt i alt er jeg dog personligt mere imponeret end egentlig musikalsk medrevet. Og er det ikke det sidste, det handler om?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Farvel til Danmark

    Mazhar Hussain voksede op i Danmark. Han deltog i foreningslivet, aftjente sin værnepligt og blev læge.

    Han gjorde alt for at blive opfattet som dansk og stillede op til Folketinget. Men hans familie blev mødt af afvisninger og respektløshed.

    Det fik ham til at forlade sit hjemland. Nu bor han i Islamabad.

    Læs interviewet med ham her

Annonce