Johan Gotthardt Olsen

Biolog og musiker. Født 25. marts 1969 i København.

Uddannet biolog ved Københavns Universitet i 1996. Ph.d. i proteinkrystallografi.

I dag ansat som forsker ved Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Forsanger i Magtens Korridorer, som blev dannet i 1995.

Gruppen har udsendt tre regulære album: ’Friværdi’(2005), ’Det krøllede håb’ (2007) og Milan Allé (2009).

Har været vært på flere radio- og tv-programmer f.eks. ’Den halve sandhed’ (DR 2) og ’Sommerskolen’ (P3)

(Foto: Sara Galbiati)

Han synger, som om ordet passion er gået af mode, og han ene mand har fået til opgave at give den kunstigt åndedræt.

Johan Olsen fra Magtens Korridorer har et bodegabrøl af de sjældne, men med flere nuancer end tidligere på gruppens tredje album, ’Milan Allé’.

Et regulært vokseværk for Magtens Korridorer, der i disse dage er draget ud i landet for at lufte de nye sange live.

»Jeg er en anderledes sanger nu, end jeg var, da vi startede«, siger Johan Olsen.

'Har aldrig gået til sang'
»Jeg bilder mig ind, at jeg med tiden har fået mere kontrol over stemmens virkemidler. Jeg har aldrig gået til sang eller tænkt så meget over det. Grunden til, at jeg råber så meget, er, at jeg i begyndelsen skulle synge hen over en basforstærker, og der skal altså virkelig volumen til for at overdøve dén! Meget af alt det brøl og råb og skrig havde en grad af tilfældighed, men nu synes jeg efterhånden, jeg i højere grad selv kan bestemme«.

Men selv om nuancerne er vokset i antal, er Johan Olsen stadig en vokal naturkraft af en stormstyrke, som gør, at man uvilkårligt spekulerer på, om han af hensyn til omgivelserne bor i højteknologisk lydisolerede omgivelser.

Måske på en øde ø i et ensomt beliggende hus beklædt med æggebakker på indersiden?

Bukowski på sengekanten
Ikke just, viser det sig, da Johan Olsen en grå regnvejrsdag åbner døren til den lille lejlighed på Nørrebro i København.

Et hurtigt øjekast bevidner, at beboerens primære interesser hverken har rødder i Illums Bolighus eller på Designskolen. En gammel Beatlesplakat stiftet op på den post-hvide væg over sofaen har den absolutte hædersplads.

Johan Olsens lejlighed er praktisk indrettet i den spartanske stil. Sådan et sted, hvor man kan drikke te og øl og se regndråberne trille ned ad ruden. Hvor man kan slænge sig på sengen med en bog af Bukowski, men lige først må organisere lidt, hvis der også skal være plads til den bærbare på det lille stuebord.

Det er ikke svært at se, hvor den hånlige tone kommer fra, når Johan Olsen på den nye sang ’Blå løgne’ fuld af foragt vrænger »hvor er her pænt/ hvor er her fint og rent«.

Olsens flab, som på en god dag får Kim Larsens til at ligne en trutmund, har sin egen ynde. Men er også rundet af en intellektuel skarphed, man ikke skal tage fejl af.

Det sidste ved P1’s morgenduelige lyttere, som med jævne mellemrum hører Johan Olsen være på ’Kanten’ som kommentator, når der nu igen er noget værre møg i møllen, der kværner løs i Danmark.

Proteinkrystallograf på visitkortet
Johan Olsen har travlt med at rydde bordet for tekrus. Han er lige kommet ind ad døren.

Et møde med en opgaveskrivende studerende på Københavns Universitet trak ud. Der er ting, der skal passes. For når han ikke på den ene eller anden måde råber op i Magtens Korridorer, færdes Johan Olsen mere stilfærdigt på universitets gange som forsker på halvtid.

Hans område er proteinkrystallografi. Han studerer de store proteinmolekyler, der hver især har tusindvis af atomer bundet sammen i en tredimensionel struktur.

På det praktiske niveau er det især medicinalindustrien, der i sidste ende får glæde Johan Olsens forskning, men for ham selv har endemålet ikke noget med kommerciel praktik at gøre.

»Jeg bruger det til at opnå erkendelse om et givet system. Det er grundforskning, som handler om at forstå, hvordan livets processer foregår på et molekylært niveau«, forklarer han med samme selvfølgelighed, som andre lige smutter ned efter 20 smøger og et franskbrød.

Malurt uden pæne manerer
Eftersom vi genetisk kun udvikler os uhyre langsomt og etisk altid bakser med de samme problemstillinger, er de naturvidenskabelige landvindinger i hans øjne identiske med menneskehedens eneste nye udvikling.

Vi har forandret os som art takket være en idé. Ikke fordi vi fysisk har muteret en tøddel fra hulemændene. På en måde ret rock’n’roll.

I hvert fald hvis rock’n’roll lyder som Magtens Korridorer.

Med proteinkrystallografen fra Nørrebro i spidsen er Magtens Korridorer ikke så meget et rockband som et kraftværk. Et Malurt uden pæne manerer i en tid, hvor den slags basal følelsesrock og rul ellers bliver betragtet som usofistikeret stads af både indierocken og den følsomt knitrende electronica.

Nye metoder i studiet
»Vi har brugt længere tid på at skrive sangene« fortæller han om forskellen på det overrumplende flotte ’Milan Allé’ og så de første udspil fra Magtens Korridorer.

»Denne gang kom vi ikke i studiet med 30 ideer, men med færdige sange, vi havde sat tid af til at skrive. Sangene til vores andet album, ’Det krøllede håb’, blev skrevet sådan lidt til lydprøver og den slags steder. Alle sange kom med, og der var ikke tid til at kæle for detaljerne. Det ville vi gerne lave anderledes denne gang. Så vi tog os tid og gav den i rollen som sultne poeter på loftsværelset, for vi har jo alle sammen kun halvdagsjob« fortæller Olsen om livet som semiprofessionel ’rockstjerne’.

Magtens Korridorer har denne gang haft god tid i studiet og har kælet for ideerne og sangene, der er endt som ’Milan Allé’.

Det er noget nyt. Da Magtens Korridorer indspillede debutalbummet, ’Friværdi’, var fyraftensbandet langt fra på niveau med opgaven, husker Johan Olsen.

»Det tekniske havde aldrig været noget, der interesserede os. Skulle man nu også kunne spille?!« griner Johan Olsen retrospektivt.

'Det skulle bare lyde fedt'
Så af ren og skær overlevelse var der fra producer Rune Westbergs side dengang med god grund stram styring med alle detaljer i studiet.

Som en slags reaktion blev ’Det krøllede håb’ nærmest indspillet live i studiet på kun ti dage.

»Så havde vi prøvet dét. Så denne gang besluttede vi os for at prøve den modsatte grøft. Det skulle bare lyde fedt. Så på ’Milan Allé’ er der brugt sindssygt meget tid på at kæle for lydbilledet. Vi droppede vores dogme om, at alt, hvad vi laver i studiet, også skal kunne spilles live«, fortæller Johan Olsen og indrømmer, at optakten til den igangværende turné af samme grund har givet musikerne en hel del interessante udfordringer.

Magtens Korridorer er gået dybere i detaljerne og lyder simpelthen bedre. Men varemærket intensitet über alles er intakt. Hvordan bevarer man den, lyder det helt banal-basale spørgsmål.

»Den dag, man ikke har den, så holder man op«, kommer Johan Olsens enkle svar prompte.

»Intensiteten skal man kunne finde. Men der opstår faktisk en magi i øvelokalet hos os. Der er en intensitet. Men den er uprætentiøs. Vores øvere er ikke præget af dødelig alvor. Vi er glade og entusiastiske, og der sidder tit nogle venner ovre i hjørnet og drikker bajere. Men det bliver meget let meget intenst, når vi går i gang«.

Sang fremfor 'Knuste Drømmes Klub'
Mange af jeres sange handler om at gå i hundene eller det, der ligner. Hvad er det for en energi, man kan hente der? Hvorfor er det interessant at blive ved med at synge om?

»Engang for mange år siden havde jeg en ven, der havde været inde og se Magtens Korridorer. Bagefter kom han hen til mig og sagde: »Ved du, hvad du er? Du er en fucking ølromantiker!« Jeg kan godt se, hvad han mener. Men for mig handler det mere om at synge om De Knuste Drømmes Klub«.

»Hvis man ser på vores samfund, og den måde, vi har indrettet os på privat og socialt, så er der en masse mekanismer, der skubber os ind i en form, der ikke rigtig passer. Vi bliver nødt til at prøve at tilpasse os, så vi passer ind i formen, men det burde jo egentlig være omvendt«, siger Johan Olsen og ser sig omkring i sin passende utilpassede lejlighed.

'Det er et hårdt samfund'
»Vi bliver lidt tossede af al den tilpasning. I det moderne samfund er der en konstant epidemi af psykiske skavanker. Engang led folk af hysteri. I dag hedder det stress. Hele min generation tog lykkepiller og var deprimerede op igennem 90’erne. Det er på en måde mit udgangspunkt for sangene. Hvorfor bliver man deprimeret og stresset? Fordi der er en dissonans mellem de ideer, man har om, hvordan man skal leve, og så den måde, man rent faktisk lever på«.

»Det er et hårdt samfund. Den fik lige en ekstra tand med den der Oticon-inspirerede flade struktur, hvor man så også bliver sin egen chef. Hvis man er sin egen chef, er det aldrig godt nok. Og der er ikke nogen at skælde ud på. Når du så har fri fra arbejde, så er det altid lidt for sent. Du skal hente børnene og have kvalitetstid sammen med dem. Og du skal huske, det er meget vigtigt at holde gnisten ved lige i dit parforhold. Og så skal du huske at lave slowfood og ikke spise den Marsbar, der gør dig tyk, og ikke er økologisk og ikke indeholder 70 procent kakao. I virkeligheden undrer det mig, at ikke flere går nedenom og hjem med den måde, vi lever på. Men det inspirerer mig. Og det inspirerer mig at se, hvordan folk overlever det. Hvordan man finder måder at klare mosten på«, forklarer manden, der først fik danskernes opmærksomhed med sangen ’Lorteparforhold’.

Kommercielt potentiale – hvem os?
På trods af gruppens navn er der ikke noget udtalt politisk sigte i sangene hos Magtens Korridorer. Det er snarere skæbnefortællinger udsprunget af iagttagelser fra værtshuse og busstoppesteder komprimeret til ordknappe fortællinger.

Johan Olsen er ikke vild med mange ord i sine sange. Sangene har grundlæggende én følelse, der først skal indfanges med ord og så indrammes med Johan Olsens kraft- og pragtværk af en stemme.

Magtens Korridorer var fuldstændig atypisk for sin tid, da gruppen dukkede op. Og er det sådan set stadigvæk.

»Den eneste grund til, vi dukkede op i offentligheden, var, fordi KarriereKanonen gav os en chance. Vi havde aldrig fået en chance på et pladeselskab ellers. De havde ikke set et kommercielt potentiale. Det er ikke sagt i ringeagt! Jeg havde heller ikke set noget kommercielt potentiale i det!«, griner Johan Olsen.

Ingen ambitioner om nytænkning
»Jeg har altid opfattet Magtens Korridorer som ret snæver musik. Så det var meget, meget overraskende, at nogen ville udgive en plade og troede, musikken havde købmandsværdi. Da vi begyndte at spille gammeldags guitarrock, var den genre jo død for længe siden, og der er stadig ikke rigtig andre, der spiller i den genre. I vore dage er det jo Raveonettes og den slags ekstrem genrebevidst musik. Det er vi ikke. Vi spiller en rock, der har været spillet siden 50’erne, og vi har ingen ambitioner om at lave den om eller være nyskabende. Overhovedet ikke«, understreger Johan Olsen og peger noget overraskende på gruppens interne forskelligheder som en forklaring på bandets sammentømrede traditionalisme.

Den kendsgerning at gruppens medlemmer hver for sig dyrker vidt forskellige slags musik. Neutral er det sidste, man vil kalde lyden i Magtens Korridorer, men paradoksalt nok har deres traditionelle rocklyd åbenbart karakter af et neutralt mødested.

Selv er Johan Olsen til både The Beatles og den akustiske femifolkduo Indigo Girls. Indigo Girls?

Farvel til den tykke ironi
Det var en stor omvæltning for Magtens Korridorer, da de begyndte at skrive alvorlige sange. Før da havde gruppens sange været sjove eller skrevet på tyk ironi.

»Der er overhovedet ingen ironi i det, vi laver nu. Det er en af grundene til, at jeg virkelig føler, vi har fået fat i noget«, fortæller Johan Olsen.

Ikke alle er enige. Det skorter ikke på advarsler og gode råd fra venner og branchefolk.

Typisk går de ud på, at Magtens Korridorer måske burde holde fast ved stilen fra ’Lorteparforhold’ i stedet for at lave små deprime sange om at gå i hundene på værtshuse og om at stå og glo på en togstation i november.

Nyder kommerciel succes, men...
Olsens langhårede søn Julius er kommet hjem fra skole og stikker hovedet nysgerrigt ind i stuen og meddeler, at han skal lave lektier.

Han hilser pænt og ser svært veltilpas ud med livet, selv om der hverken er varme i gulvet, køleskab med ismaskine, jacuzzi i tekøkkenet eller andre af livets basale nødvendigheder i den lille lejlighed. Men på ét punkt er hans far materialist.

»Kommerciel succes betyder meget for bandet. Både Doors og Pink Floyd var superkommercielle. For det er alle bands, hvis de kan komme til det. For det giver dem mulighed for at få frie hænder næste gang. Så der også er arbejde næste dag«, siger Johan Olsen snusfornuftigt, inden han skynder sig at tilføje:

»Alligevel betyder kommerciel succes ingenting i forhold til den følelse, det var i maven at komme hjem med ’Milan Allé’-pladen. Det var bare så meget bedre, end jeg nogensinde havde turde håbe på« siger han og ligner en mellemting mellem en nyslået skilling og en stolt pave pyntet op med Haralds blåtand.

Det er glæden over at have lavet noget, der holder, og som man kan være stolt af.

At trykke den af og nå i bund med det, er lige så fedt som at grundforske og nå til nye erkendelser.

Ingen af delene har de på tilbud i Magasin eller i Fona.