Kasper Eistrup står på et ben.

Hans øjne er lukkede. Håret er gemt væk under den lille sorte hue, der er rullet op over ørerne. Hænderne slår taktfast mod lårene i de slidte cowboybukser. Det er fredag aften i sidste uge, klokken er 20.58.

Et par meter fra Kasper Eistrup, bag et sort forhæng, sidder publikum. Hans band Kashmir skal optræde live til prisshowet P3 Guld med et nummer fra deres nye album. Om 2 minutter skal de ind på scenen.

Rundt omkring Kasper Eistrup står folk og snakker. Griner. En scenearbejder går rundt i en Kashmir-T-shirt med et billede af Eistrup med fuldskæg. ’Full Beard’ står der på det.

Kasper Eistrup ser det ikke. Han kigger ned i gulvet. Lægger næsten ikke mærke til sit højre ben, der kører rundt i luften. Sådan gør han tit. Prøver at føre nervøsiteten ud af kroppen og få styr på balancen, inden han går ind på scenen.

Først hæver han benet et par centimeter fra det skinnende metalgulv. Ryster den brune ruskindsstøvle svagt. Så strækker han det bagud. Skøjter benet op i luften i en 90 graders bue. Sætter det forsigtigt ned igen.

Han sænker hovedet, lader øjnene følge gulvet. Løfter det sorte bagtæppe til side og træder ind på scenen. Han har guitaren i hænderne. Bandet bag sig. Publikum foran.

»Kongen af klynkerock«
Billedet af musikeren Kasper Eistrup stående på en scene ville ikke være så specielt, hvis det ikke var, fordi det lå hjemme i skuffen hos hans forældre.

På et hvidt, slidt stykke papir fra 1984. Som 11-årig tegnede han et billede af, hvordan hans fremtidige liv ville komme til at se ud. Rockstjernen Kasper.

Faktisk minder scenen, som den 37-årige Kasper Eistrup står på i DR’s koncertsal, om den på tegningen. En med store scenelamper rettet mod sig, hvinende publikummer med armene løftet i jubel.

Og Kasper Eistrup, der står midt i det hele, allerforrest på scenen. Med guitaren i hånden og bandkammeraterne bag sig.

Siden Kashmir i 1994 udgav debutalbummet ’Travelogue’, har gruppen været lydsporet til de danske gymnasieelevers ungdomsliv.

Sammen med Tim Christensen og resten af Dizzy Mizz Lizzy skubbede Kasper Eistrup og Kashmir stjernerne Anne, Sanne og Lis væk fra stereoanlæggene, gjorde danske sangtekster passé og engelske tekster cool. Og sådan har det været siden.

fakta

Travelogue (1994)
Med mere komik end sortsyn lagde Kashmir sig på sin debut i det mere krumspringende funkspor i samtidens dominerende grungerock. Det sørgede førstesinglen ’The Story of Jamie Fame Flame’ for at gøre helt klart, men allerede med sangen ’Rose’ åbnede Kasper Eistrup og kompagni op for den følsomme åre, der har løbet gennem alle deres udgivelser.

The Good Life (1999)
Det definerende hovedværk, der gjorde op med morsomhederne i Kashmir og cementerede bandets fundament af sårbar melankoli, der ligger helt naturligt i Kasper Eistrups stemme. Engelske Radiohead havde inspireret Kashmir, og med sange som ’Graceland’ og ’Mom in Love Daddy in Space’ blev albummet øjeblikkeligt anset som et markant værk i dansk musikhistorie.

No Balance Palace (2005)
Album for album har Kashmir søgt at flytte sin højloftede rock, og de svulmende ambitioner udkrystalliseres på det femte album, hvor rockikonerne Lou Reed og David Bowie medvirker på sangene ’The Black Building’ og ’The Cynic’. På skuldrene af fortidens kæmper drejer Kashmir sin melankolske grundtone i mere tungt rockende retning. (Sim-L)

Det er stadig Kashmir-sange, efterskoleeleverne øver sig på til sammenspil, når de skal spille rrrrrrock, for i løbet af sin 19 år lange karriere har Kashmir formået at genopfinde sig selv så tilpas mange gange, at de aldrig er holdt op med at være på toppen af teenageres spillelister.

De er gået fra funkrock på ’Travelogue’ og ’Cruzential’ til Radiohead-inspireret rock på ’The Good Life’ og ’Zitilites’, mens de på ’No Balance Palace’ kredser om den mørke, New York-agtige rocklyd. Og hele vejen har de fået lovprisninger. Kashmir har udgivet 5 album, vundet 10 grammyer og solgt en halv million album.

På næste mandag, 1. februar, er de tilbage efter fem års pause, med ’Trespassers’. Optrædenen til P3 Guld med sangen ’Mouthfull of Wasps’ var startskuddet til et helt års aktiv turnering og genoplivning af bandet – og brandet – Kashmir.

Når Kasper Eistrup tænker på sit eget liv i disse dage, minder det faktisk gevaldig meget om tegningen. Et rock’n’roll-liv på farten. Men han er ikke overrasket. Kasper Eistrup har altid vidst, hvad han ville.

Når de andre drenge fra klassen spillede fodbold, fræsede på BMX-cykler og drak hindbærbrus i idrætshallen, sad Kasper ofte for sig selv bøjet hen over trommesættet eller tegnebordet med sine sorte tuscher og rørpenne. Han gad ikke være med. I stedet brugte han flere måneder på at skitsere, notere, rentegne og få trykt tegneserien om sig selv som rockmusiker, som han gik rundt og solgte fra dør til dør i Nykøbing Mors.

»Det sagde mig simpelthen ikke noget at være en del af et slæng dengang. Det optog mig mere at gå ind i den drømmeverden, jeg havde, når jeg spillede musik eller tegnede. Og når jeg tænker over, hvor jeg er i mit liv nu, føler jeg, at jeg altid underbevidst har vidst, hvad jeg ville, og at det er derfor, jeg er, hvor jeg er nu. Jeg var god til at fordybe mig i kunsten, fra jeg var helt lille. Tage det seriøst«.

Det er den, seriøsiteten, Kasper Eistrup indimellem har måttet høre for. For selv om han ofte er blevet rost for sin sangskriverevner, er han også blevet kritiseret for at være for seriøs. En anmelder karakteriserede musikken på det seneste album, ’No Balance Palace’ fra 2005, som »storhedsvanvittus maximus depremerius«.

For der er vitterlig ikke meget sjov over Kashmir. Til gengæld passer de som fod i Doctor Martens-støvle til gymnasiegenerationen anno weltschmerz.

»Jeg er bestemt seriøs, og det er Kashmir også«, siger Kasper Eistrup.

»Men jeg er også meget andet. Det er bare ikke det, der kommer ud på plade. Men jeg forstår ikke, hvorfor det skal være en dødssynd at være seriøs. Jeg kan godt høre, at der er nogle steder i musikken, hvor der er ret mange følelser i det, vi laver. Men jeg har fået nogle prædikater af pressen af at være dansk rocks klynkekonge, og nogle synes, jeg er enormt melankolsk. Men jeg ser ikke mig selv som et melankolsk menneske som sådan. Jeg er ikke depressiv. Men jeg er i berøring med mine følelser, og det er jeg sgu stolt af«.

Et tusindkunstner liv som 8-årig
Kasper Eistrup sidder med en kop kaffe i hænderne. En smøg i munden. Og en chokoladecroissant på bordet foran sig.

Han befinder sig i et pladestudie i Københavns Nordvestkvarter. Det er her mellem autoværksteder og trykkerier, at Kashmir har sit studie, og det er her, de fire medlemmer, der foruden Kasper Eistrup tæller Mads Tunebjerg, Henrik Lindstrand og Asger Techau, arbejder.

Studiet består af et stort køkken-alrum og et optagerum med to lydbokse til trommer og keyboard. Op ad trævæggen står en lysegul elguitar med perlemorsbelægning og et sort klaver med en stak ledninger ovenpå.

I et hjørne er der klistret en halvanden meter høj planche i lysebrunt pap op på væggen. ’THE ALBUM’ står der øverst på den med tyk rød og sort skrift. Nedenfor er der oversigter over sange til det kommende album og kommentarer til dem.

»TYND UD FOR SATAN«, står der under titlen ’Mantaray’ med sort skrift. Og »frækkere lyd på drums, tak«.

Ud over et par enkelte besøg i sidste uge for at øve har Kasper Eistrup ikke været her siden august måned, hvor gruppen blev færdig med at indspille det nye album. Nu sidder han i sin blåternede skjorte og sorte habitjakke. Med de slidte cowboybukser proppet ned i de forede ruskindsstøvler.

Han fortæller om »Villa Villakulla«, hjemmet han voksede op i ved Skovshoved nord for København. Et murstenshus fra 1879 med spir, tårn, utæt tag og en dør til børneværelset, der altid skulle hamres i med alle kræfter, før den ville lukke.

Det var her, han lærte kunsten at kende. Når han ikke var på sit børneværelse, sad han som regel i atelieret på førstesalen sammen med sin mor, Anne. Hun var billedkunstner og stod altid foran sine lærreder med et farvestrålende tørklæde bundet om det løse hår og pensler og hvide filterløse Kings-cigaretter i hænderne.

Og Kasper, han sad ved bordet ved siden af hende med sine tuscher og de sort-røde kinabøger, han brugte som malebøger, og kunne bruge flere dage bare på at sidde der, tæt på sin mor, midt i det hele, og bare tegne og føle sig så uendelig godt tilpas.

Faderen, Ib, var alt andet end kunstner. Han arbejdede som selvstændig sælger, salgsagent kaldte han sig, og som regel nåede han hele Danmark rundt i løbet af en normal arbejdsuge. Jakkesættet og den nystrøgne skjorte hang altid på en renseribøjle i bagruden af bilen parat til brug, og Kasper Eistrup vidste intet om hans arbejde, andet end at det måtte være fantastisk at være agent og lidt som James Bond.

Han vidste ikke, hvad plastikgranulat, som faderen solgte, var, og de bittesmå plastikkugler, der bliver brugt til at støbe eksempelvis legoklodser af, kunne lige så godt være hemmelige agentvåben.

Men faderen var også andet end agent. Han havde musikken. Mest den klassiske. Men også Dylan, Stones og Beatles. Og hver gang han kom hjem fra arbejde, fra sin danmarksturné, trykkede han ’Play’ på anlægget, skruede højt op og lod musikken brøle ud gennem højtalere i både køkkenet, kontoret og soveværelset på én gang, så højt, at det sendte rystelser gennem trægulvene.

Kasper Eistrup tog det hele til sig, kunsten og musikken. Og han fandt lynhurtigt ud af, hvilken retning hans liv skulle gå i.

»Jeg har altid haft en grundfølelse af, at jeg kendte retningen på mit liv«, siger han.

»Allerede før jeg begyndte at spille musik som 8-årig, var jeg optaget af at kunne leve et tusindkunstnerliv, hvor jeg både havde musik i mit liv og tegnede og malede og formgav. Fodbold interesserede mig ikke over en dørtærskel«.

Men har du aldrig villet være brandmand eller astronaut ligesom andre børn?

»Nej, jeg har aldrig villet være brandmand. Jeg har altid villet være kunstner. Billedkunstner og musiker«.

Enspænderen
Kasper Eistrup sad med ryggen til vinduet, da han hørte en dump lyd på ruden. Det var i 1982, han gik i 3. klasse, og han sad i det lille klasseværelse på Dueholmskolen i Nykøbing Mors.

Året forinden var familien Eistrup flyttet hertil fra Skovshoved. Faderen var blevet headhuntet, vidste Kasper Eistrup, og nu boede de i et parcelhus, hvor døren til Kaspers værelse gled lydløst i, uden at man skulle hamre på den, og hvor det ikke regnede ind gennem taget. Men det var slet ikke ham.

Han hørte ikke til, og han vidste det godt. Når de andre drenge mødtes efter skole og cyklede rundt på deres BMX-cykler, sad Kasper Eistrup og spillede trommer på det trommesæt, som hans farmor havde givet ham i 8-års fødselsdagsgave.
Enspænderen.  »Jeg syntes ikke, det var spændende eller udfordrende at stille mig ind i rækken og bare blive en af dem. Jeg havde det fint med at fordybe mig og isolere mig«. Foto: Jacob EhrbahnOg nu sad han altså i klasseværelset, krummet sammen over sit skrivebord, i gang med at tegne, mens alle klassekammeraterne spillede fodbold udenfor. Eller det troede han i hvert fald, de gjorde. Indtil han hørte den dumpe lyd, slap grebet i blyanten og vendte sig mod vinduet for at se, hvor lyden kom fra.

Der stod alle drengene fra klassen. På én lang lige række foran vinduet med dynger af våde blade i hænderne. De løftede dem lige så langsomt op. Tog sigte efter Kasper Eistrups hoved og kastede. »Klask«, sagde det, da bunkerne af brune blade ramte glasset lige foran Kasper.

Og Kasper Eistrup kiggede på bladene, der gled ned ad ruden og satte mørke, fedtede striber på glasset. På drengene i deres efterårsfrakker. Selv Jesper med det røde, krøllede hår, snot ud af næsen og stålbrillerne var med, og hvis han kunne tillade sig at være efter Kasper, så vidste han godt, det var svært at synke lavere i klassens hierarki.

Så Kasper vendte sig væk fra drengene. Satte sig ned. Og tog fat om sin blyant og tegnede videre.

»Jeg havde det fint med at fordybe mig og isolere mig«
»Jeg kan huske, at jeg bare mærkede den her helt enorme modvilje mod mig, da de kastede bladene. Som jeg ikke kunne forstå, hvor kom fra. Og jeg blev rigtig ked af det, for det var jo ikke et bevidst valg, at jeg ville melde mig ud. Men jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til, og jeg havde ikke lyst til at skulle dikteres at være med i deres leg. Jeg var allerede dengang rimelig sikker på, at hvis der var et eller andet, jeg skulle, så måtte det koste«.

Kasper Eistrup rejser sig op for at lave endnu en kop kaffe. De fem meter fra køkkenbordet, vi sidder ved, og til espressomaskinen, bliver tilbagelagt i langsomt tempo.

Han giver sig god tid. Også når han taler. Sætningerne lunter af sted, mens øjnene glider gennem rummet. De følges ad, stemmen og øjnene.

Hver gang Kasper Eistrups blik stopper op ved noget, en sort kuffert, der ligger på gulvet, en grammystatuette med en neongul kasket hængende på sig, stopper han sin tale. Tier et øjeblik. Og fortsætter først sin snak, når blikket glider videre.

Når Kasper Eistrup fortæller om sin tid på Dueholmskolen i Nykøbing Mors, er det svært helt at begribe, at han har gået der. Det er svært at forstille sig, at Kasper Eistrup egentlig nogensinde har været barn. Han snakker om at »fordybe sig i kunsten« som 6-årig. Om at finde sin niche. Om helt fra barndommen at »gå imod hele den der stereotype forestilling om, hvordan man skulle være dreng komplet med sejlersko og joggingtøj«. Han har aldrig været til fals for en flok drenge, en fodbold og gruppepres.

Havde du aldrig lyst til at passe ind som 8-årig? Ville du ikke gerne være en del af flokken?

»Da jeg kom til Mors som 8-årig, havde jeg set lidt mere end de fleste af dem, der boede deroppe. Min mor havde lært mig at male og fordybe mig i kunsten, og jeg havde lært rockmusikken at kende. Og jeg ville egentlig gerne være en del af flokken, men jeg gad sgu ikke følge deres regler med fodbold og BMX-cykler. Jeg syntes ikke, det var spændende eller udfordrende at stille mig ind i rækken og bare blive en af dem. Jeg havde det fint med at fordybe mig og isolere mig«.

Sangskrivningen skulle tvinges frem
Efter folkeskolen tog Kasper Eistrup på Kastanievej Efterskole i København for at fokusere på musikken. Han syede blomstrede guitarremme i cowboybuksernes syninger, spillede guitar Jimi Hendrix-style.

Og så mødte han Asger Techau, som han dannede Kashmir med. De svingede. Musikken svingede. Og så var alt andet faktisk ligegyldigt.

Da de fleste af Kasper Eistrups venner bagefter begyndte i gymnasiet, blev han i stedet hos sin guitar. Han havde ikke tid til at gå i skole, følte han. Ikke hvis han skulle realisere alle de planer, han havde med Kashmir. Det ville være spild af tid.

Og det er så det, det nye album handler om, det med tiden. At værne om den.

I starten var det ellers svært, selv for Kasper Eistrup. Uanset hvor længe han og de tre andre medlemmer i Kashmir stod over for hinanden og prøvede at improvisere nye numre frem, uanset hvor mange nye beats, hvor mange nye temaer og hvor mange nye brudstykker de jammede, så fungerede det ikke. Der kom ikke noget album frem. Højst små passager, der ikke kunne bære sig selv.

Noget måtte gøres. Der var simpelthen for meget, der forstyrrede, blev Kasper Eistrup enig med sig selv om. Der var hele tiden en sms, der skulle svares på, en Facebook-opdatering, der fortjente et ’thumbs up’, og en avisartikel, der skulle læses.

Så i efteråret 2008 pakkede han en bunke tøj sammen og smed det om i bagagerummet på bilen. Købte mad ind til et par uger og stablede poserne sammen på bagsædet. Kørte af sted. Ud af København, med retning mod Sverige og bare ad helvede til. Uden computer og mobiltelefon.

Kasper Eistrup havde tidligere lidt af skriveblokering, som også blev dokumenteret i dokumentarfilmen ’Rocket Brothers’ om Kashmir. Dengang ventede han på inspirationen. Forgæves. Det skulle ikke ske igen. Nu skulle sangskrivningen tvinges frem et sted, hvor ingen kunne forstyrre ham.

»Jeg var lidt på jagt efter en formular, der kunne hjælpe mig til at skrive. Jeg har ikke haft en metode tidligere, som jeg vidste altid virkede. Under Rocket Brothers-tiden havde jeg det svært og havde svært ved at komme i gang med sangskrivningen. At tage op i huset midt i ingenting i Sverige var et forsøg på at finde et system til sangskrivning et sted, hvor ingenting kunne forstyrre mig«.

Men da Kasper Eistrup endelig nåede frem til det røde træhus midt i den svenske løvskov, skete der noget andet, end han havde regnet med. Han lagde tøjet på plads, pakkede maden ud, tændte op i kakkelovnen og lagde sin turkise notesbog på spisebordet foran sig. Og stirrede ud i luften. Flere dage i træk.

Det var først, da han efter et par dage gik tur langs fossen, at han fandt den. Roen. Mens han sjoskede sig vej gennem de nedfaldne røde og gule blade i gummistøvler og med vandrestok, kom den pludselig til ham. Og tankerne begyndte at samle sig.

Om efteråret, årstider, der dør ud, døden, manden med leen, tiden, der forsvinder. Det hele flettede sig sammen, mens han gik langs vandet. Og da han kom tilbage til træhuset, fem timer efter at han var taget af sted, havde han stort set skrevet den sang, der på det nye album hedder ’Intruder’, og som netop handler om døden og om at bruge den tid, vi har her på Jorden, ordentligt.

Et nyt ungdomsoprør
Kasper Eistrup siger, at han har opdaget noget. At der er brug for et ungdomsoprør i Danmark. Ikke den slags oprør, der skal kæmpes med lilla bleer om hovedet, peacetegn i panden og ’The Times They Are A-Changing’ på vinylen.

Det er ikke de voksne, der skal bekæmpes. Det er de tomme kalorier i ungdomssamfundet. Den konstante jagt på det næste must have-produkt. De unges chatten med hinanden på Facebook i stedet for samtale ansigt til ansigt. Alt det overfladiske pis, som ifølge Kasper Eistrup stjæler fokus fra det rigtige liv.

»Der er rigtig mange unge, der interesserer sig for overfladen i stedet for det, der betyder noget. De eneste musikprogrammer, der kan fastholde seerne, er, når ’X Factor’ viser folk, der ikke kan synge.

Der findes en hel generation af virkelig dygtige unge musikere i Danmark dag, som aldrig får opmærksomhed, for hvis du viser dem på tv, zapper folk væk. De unge burde droppe reality-tv, Twitter og Facebook. For tiden forsvinder hurtigt med ligegyldighed.

»Tina har ondt i maven«, står der på en statusopdatering. Jamen helt ærligt, det er jo så hamrende ligegyldigt. Det er en konstant distraktion, og det gør, at der er rigtig mange tanker, der aldrig bliver tænkt til ende i vores hoved«.

Har du tænkt dig at forsøge at starte et ungdomsoprør?

»I hvert fald tror jeg, at min rolle som musiker kan være brugbar. At jeg kan få lov til at sige: Lad os stoppe op engang. Lad os lige vågne op – hvad har I gang i?«.

Umiddelbart er Kashmir ikke kendt som et politisk aktivistisk band, der siger »Vågn op« i musikken …

»Neeeeej ... Jeg har ikke behov for at skrive sådan nogle John Lennon-agtige sange som ’Give Peace a Chance’. Men jeg vil heller ikke sige, at vores musik ikke er politisk. Jeg har et talent, som jeg er forpligtet til at forvalte. Og i det ligger også at lade mine frustrationer og irritationer komme til orde. Når jeg for eksempel på ’Intruder’ synger: »Remember what you came in here for, that you have to go, sooner than you’ll know«. Det er jo en politisk opsang til en flok forkælede møgunger, der bruger tiden forkert på Facebook og andet«.

Men sådan et citat er det tætteste, man kommer på en tekst om behovet for oprør?

»Ja, det er det. Jeg skriver ikke sange, der handler om at logge af sin Facebook-konto. Men mit budskab i min musik, mit statement er »Lad være med at lade tiden gå til spilde. Brug den ordentligt i stedet for«. Det er det, jeg gerne vil sige. Og jeg vil godt opfordre folk til at tænke sig om og gøre deres bedste, når de gør noget, uanset hvad fanden det er, de beskæftiger sig med. Og jeg vil gerne opfordre til at rejse ud, ligesom jeg gjorde. Det er meget sjældent, folk gør det, men det er sgu meget sundt at face ensomheden«.

Så skide seriøs
Kasper Eistrup trækker vejret dybt. Hans stemme er steget fra luntetempo til fastforward-motion. Det her er noget, der betyder noget for ham.

Og nu er han kommet i tanker om noget andet, noget, der midt i al snakken om oprør, tidsspilde og ungdommen nu til dags får ham til at sukke. Tungt. Han er kommet i tanke om et spørgsmål, der flere gange har afsluttet en seriøs snak, Kasper Eistrup har haft med folk:

Hvorfor skal I altid være så skideseriøse i Kashmir?

Egentlig er det jo ikke et spørgsmål, der overrasker. Hverken hvis man kender Kasper Eistrup personligt og er klar over den seriøsitet, der har drevet ham lige fra hans barndom, eller hvis man først lige har mødt ham og sidder og småsnakker.

Det er ikke, fordi Kasper Eistrup ikke griner. Det sker bare ikke så tit. Munden ser ud til at befinde sig bedst i vatter og har det godt med at lade ord som »qua« og »det værende sig« flette sig ind i sætningerne. Flere gange starter han også sine sætninger med et »og det er sagt med et smil på læben«. Han er nødt til det. For hans ansigt viser det ikke.

Det er også den seriøsitet, som nogle anmeldere påpeger. Sammen med kritikken om, at Kashmir mere står på skuldrene af musikalske forbilleder som eksempelvis Radiohead, end de formår at skabe deres eget originale udtryk.

Og det får Kasper Eistrup til at trække vejret tungt.

Men hvorfor er du så skideseriøs?

»Jamen, jeg tager mit arbejde seriøst. Det har jeg altid gjort. Mit arbejde er benhårdt, ligesom alle mulige andres er. Det kræver mig 24 timer i døgnet og er i virkeligheden meget mere en livsstil, end det er et 9-16-job. Og i Danmark er det åbenbart skidefarligt at tage noget seriøst. Alt skal hele tiden være for sjov, så man ikke risikerer at tabe ansigt, og fingrene skal helst være krydset omme bag ryggen. Men jeg er ikke bange for at lægge hovedet på blokken og sige, at jeg tror på det, jeg gør, og at jeg tager det seriøst«.

I nogle anmeldelser er Kashmir også blevet kaldt selvhøjtidelig. Hvordan har du det med det?

»Det kan jeg godt blive lidt ked af, for sådan opfatter jeg ikke mig selv. Jeg vil jo for helvede bare gerne lave noget, jeg synes er godt. Men hvis man er selvhøjtidelig, fordi man ikke laver noget, der er letfordøjeligt, og hvor vi alle sammen skal kunne være med, så ... Helt ærligt. I don’t give a fuck. Desuden bruger vi rent faktisk en masse tid på at grine vores røv i laser i Kashmir, og hvis du fulgte os på turné eller i studiet, ville du kunne se det. Humoren er måske bare ikke så tilstedeværende i det, vi putter på plade nu. Eller ... det er den afgjort ikke«.

Kasper Eistrup tier et øjeblik. Så kruser han endelig munden i et smil.

»Måske skal vi lave en side B på vores næste plade med de jokes, vi laver i bandet. ’Back to the Funny Stuff’ kunne vi kalde den. Så ville jeg måske få fred«.