Hvis man kun kender Etta Cameron som hende den lidt jubelidiotiske dommer i talentkonkurrencen ’Scenen er din’, der aldrig gav deltagerne mindre en topkarakteren ’et stooort femtal’, ja, så har man en del til gode.

Nu har Etta Cameron givet sin sidste koncert. I dag havde hun ikke længere kræfter til at bekæmpe den kræftsygdom, der havde været hendes vilkår siden engang i 70’erne.

Etta Cameron blev 70 år.

Tilbage bliver musikken og en livshistorie, der ville have sendt de sejeste til tælling.

Etta Cameron var en af de mange sorte jazzmusikere, der fik et nyt hjem og fristed i et københavnsk miljø, hvor musikalitet og ikke hudfarve spillede hovedrollen. Men hun var unægtelig længere om at komme hertil end mange af sine kollegaer.

Født på Bahamas
Hun blev født på Bahamas 21. november 1939 som Ettamae Louvita Coakley. Familien var søndagsskolepæn, faderen anlægsgartner og moderen passede de små spirer, Etta og hendes fem yngre søskende.

En flytning til USA bliver ikke lykkelig. Moderen dør af kræft, faderen bliver voldelig og frustreret, og Etta passer på børnene. Som hun har fortalt, så »kan det godt undre mig, at jeg var i stand til at nå det hele. Men jeg lærte jo også noget. Jeg lærte tålmodighed … Og så lærte jeg om tolerance og glæden ved at dele med andre.«

Et alt for tidligt ægteskab ender i et drama, som hentet ud af de lidelsesfyldte sange, hun er begyndt at synge offentligt. Hun viser sig at være et bluesbegavet naturtalent, som også kan give gåsehud som gospelsanger.

Fem år bag jerntæppet
Et mærkeligt uafklaret kapitel i hendes liv bliver et tvangslignende ophold i DDR, hvortil hun var taget for at synge, men hun smed udrejsetilladelsen væk, så hun blev mere eller mindre nødt til at arbejde bag jerntæppet i fem år.

Danske venner fra hendes første koncerter heroppe med Radioens Big Band smuglede hende til sidst ud af DDR i en bil, og siden begyndelsen af 70’erne har hun boet fast i Danmark, hvor hun endte med børnene Debbie og Steve, ridderkors og mange stjerner på.

Historien er beskrevet i Bo Østlunds biografi ’Hun gav smerten vinger’, som kom i 2007, og som burde have vundet Kleenex-prisen, fordi den i alt for høj grad red med på den næsten demonstrative inderlighed, der for mange gjorde Etta Cameron til noget af en smagssag.

Den musikalske passion kan også virke næsten overvældende på hendes mange plader. Som om vi ikke selv må finde frem til hendes kvaliteter. Især hendes velmente livtag med de danske salmer nærmede sig ufrivillig karikatur.

Kendte jazzens hemmelighed
Sammen med Radioens Bio Band følte hun sig mere hjemme og frigjort.

Og det var glædeligt for hende og musikken, at hun i sin karrieres efterår fandt sammen med pianisten Nikolaj Hess. Sammen med ham og en dansk stjernebesætning indspillede hun både spirituals og standards fra jazzkataloget.

Lavmælt, sitrende af levet liv og med plads og mod til de pauser, der er en del af jazzens hemmelighed.

Nu er der sat punktum, men parrets 2009-album ’Etta’ bliver stående som et udråbstegn. Her synger hun bl.a. ’What a wonderful world’, så den ikke ender som en kliche.

Hun synger sangen som en hyldest til selve livets under, selv om hun flere gange end de fleste havde grund til at tvivle på det. Det er sand storhed.