Nu er der vel ingen, der har påstået, at pladekøbere handler logisk.

Men alligevel:

Forestil dig, at du har et album, du holder af, på cd. Så kommer pladebranchen og spørger, om du har lyst til at få det samme album én gang til. Og om de må malke dig for 150 kroner til gengæld.

Svaret er selvfølgelig … ja?!?

Tilsyneladende.

Nedskæringer i rødvinsbudget
Vi befinder os nemlig midt i en historisk bølge af genudgivelser, som bestemt ikke stoppede med The Beatles’ samlede værker, der ellers tvang mange 68’ere til at skære ned på deres rødvinsbudget i efteråret.

LÆS ARTIKELNye Beatles-cd'er bliver revet væk

I løbet af den næste måned kommer et sæt af Nick Caves tidlige album med flere på vej, ligesom Rolling Stones’ ’Exile on Main Street’ fra 1972 udkommer til maj.

For godt nok genudsendte gruppen 13 af sine album sidste år, men i det fine bokssæt var der allerede gjort plads til genudgivelse nummer 14.

For 1.000 kroner Pearl Jam
Queen, som for tre måneder siden sendte deres bagkatalog på gaden som genudsendte cd’er, gør det én gang til om en måned.

På gammeldags vinyl. Man kan nemlig sagtens lokke folk til at købe mere end én genudgivelse.

For mindre end et år siden genudsendte pladeselskabet Sony gruppen Pearl Jams kanoniske album ’Ten’ fra 1992 i fire forskellige udgaver og solgte 55.000 eksemplarer på en uge i USA – den dyreste luksusudgave kostede over 1.000 kroner.

»Vi har en yngre generation af musikbrugere, som er ved at slippe det fysiske format. Og det har voldsom stor betydning for pladeselskaber, fordi en væsentlig del af indtjeningen vil forsvinde inden for overskuelig fremtid«, siger Jesper Bay, der er konsulent i musikbranchen og tidligere var marketingdirektør i branchens organisation IFPI.

»En af måderne at gøre overgangsfasen mindre smertefuld er at pleje de fysiske kunder. Bølgen af genudgivelser er især målrettet et publikum, som både er købestærkt og interesseret i musik. Og man ved godt, at hvis man skal sælge den samme vare én gang til – og det er jo det, der foregår – skal der være noget ekstra, f.eks. bedre lyd og mere eksklusiv indpakning«.

Pumpet lyd
For ud over eksklusive bokse, interview-dvd’er og andet ekstramateriale, er det først og fremmest lyden, der er dét ekstra.

En remaster. Den gamle indspilning får en sidste feinschmeckeragtig overlakering med digital teknik.

»Remasters har eksisteret i mange år, men de seneste fem-syv år er man begyndt at give det mere opmærksomhed og har fået bedre maskiner. Uden at ændre på selve indspilningen, kan man ændre på lyden. Man kan gøre den rundere og blødere. Eller kan man gøre den hårdere og komprimeret, så alt spiller lige højt. Det bliver meget effektivt – og en smule kedeligt«, siger forfatter, producer og ph.d. i musikvidenskab Henrik Marstal.

Især den sidste mulighed får nogle genudgivelser til at lyde markant anderledes end originalen.

Ny musik bliver i dag meget ofte komprimeret, så svage elementer fremstår kraftigere, og alle dele af musikken bliver presset frem i lydbilledet.

I dag konkurrerer musik nemlig mere end nogensinde om folks opmærksomhed, så mange producere jager en lyd, der er så pågående som muligt.

»Lyd over det hele«
Det smitter af på de nye versioner af de gamle album.

Da Jeff Buckleys klassiker ’Grace’ for nogle år siden udkom som en remaster, fortalte den afdøde sangers mor efterfølgende til magasinet Rolling Stone, at hun havde lyttet til de originale bånd med indspilningen og opdaget, at elementer i musikken, som fingerbækkener og violinstrenge og fornemmelsen af rummet, simpelthen ikke kunne høres i remasteren, fordi lyden var så pumpet.

Bob Dylan har også kritiseret fænomenet i samme blad med vendingen, at moderne album har »lyd over det hele«.

Symbolsk støj
Genudgivelsen af The Beatles’ album har generelt fået meget ros – teknikere har brugt mere end fire år på processen.

LÆS REPORTAGE Musikredaktøren med på en lytter i London: Der er kommet mere bund i The Beatles

Men fans og anmeldere har også kritiseret lyden af eksempelvis ’I Want You (She’s So Heavy)’ fra Abbey Road-pladen.

Nummeret har mod slutningen en bølge af støj, som fint symboliserer, at bandet var ved at gå i opløsning. Men i remasteren lyder støjen meget mere krads og ubehagelig end på originalen, og hvis man er mangeårig fan, virker paranoiaen i nummeret pludselig overgjort og karikeret.Genbrug.  Tegning: Per Marquard Otzen»Det svarer lidt til at restaurere et maleri. Man fjerner noget patina. Men man tilfører også noget nyt og tolker uundgåeligt en lille smule på de originale spor«, siger Henrik Marstal.

Musikskribenten Jude Rogers fra The Guardian skrev om Beatles-udgivelsen – og om tyske Kraftwerk, der udkom som remasters omkring samme tid sidste år – at problemet med remasterne i virkeligheden er hukommelsen hos de fans, der har vænnet sig til fejl og mangler ved de gamle indspilninger.

Kraftwerk lyder bedre. Langt mere moderne. Men også næsten for godt.

Nyoversættelser
På den baggrund virker det måske endnu mere mærkeligt, at pladeselskaberne satser så stort på genudgivelser og formår at få fans til at hoppe på den.

Men spørger man Henrik Daldorph, der er direktør for pladeselskabet Sony Music i Danmark og formand for pladebranchens forening IFPI, sammenligner han det med nyoversættelse af bøger, som forlag sender ud i klassikerserier.

»Der er en business for os i, at der er en interesse for et værk. Man skal ikke lave indspilningen igen, og det er mindre omkostningstungt. Så det er en forretning, men ikke en topforretning«, siger Henrik Daldorph.

»Men det er også interessant, hvorfor nogle værker lever længe. Det svarer til, at historierne i de klassiske romaner er relevante til alle tider, hvor opgaven så kan være at opfriske sproget«.

Men I plejer vel også bare de kunder, der køber cd’er?

»Ja. Men selv om det lyder højpandet, synes jeg også, at vi plejer værkerne og prøver at opdatere dem, så de passer ind i den tid, hvor de bliver genudgivet«.

Pladeselskaberne kan selvsagt ikke blive ved med at hive penge hjem på genudgivelser. Men eksempelvis er Bruce Springsteen og Prince endnu ikke udsendt som remasters.

Og nogle af de tidlige remasters, der blev udsendt i slutningen af 1990’erne, udkommer nu atter en gang – eksempelvis Billy Joels grammyvindende gennembrud ’The Stranger’, der forrige år blev genudsendt i en ny 30 års jubilæumsremaster.