Det var imod Leif Rodens reserverede væsen at lade sig omfavne og slet ikke af folkelig yndest, men i en håndfuld år fyldte hans distinkte stemme godt op på den indre iPod hos danske hippier, hvad enten de var det på fuld tid eller kun i weekenden.

Efter en kort forgæves kamp mod kræften sov sangeren, sangskriveren og bassisten stille ind i går morges, 62 år, omgivet af sin kone, sine tre børn og tætte venner. Og mens jeg skriver dette, okkuperer Alrune Rod cd-afspilleren med albummet fra 1973, det med sangen om ham, der blev udstillet i en kiste af glas, »skønt han helst havde set sin aske spredt for vinden«.

»Indsyret flowerpower«
Det er en sang om det farlige i at lade »andres drømme tage styret. Den er ikke et selvportræt, for selv om der var en god portion misantropisk tvivler i Leif Roden, fulgte han den opfordring, han selv tidligt kom med: »kom ud af mørket og leg«.

Med prøvetid i Amagerbandet Beautifools debuterede Alrune Rod i januar 1969, og gruppen skulle fra første akkord dele de vande, der dengang kunne blive ganske oprørte, når der blev snakket musiksmag. Rocken var blevet virtuos. Roden og resten af gruppen gik en anden vej. Dels fordi de teknisk set ikke kunne spille ret godt, og dels fordi de ville ind i musikkens mystik. Og det kom man bedst så nøgen som muligt.

De lancerede sig selv som »indsyret flowerpower og natmandsagtig Albert Dam-musik«. Typisk for Alrune Rods egenart trak de ikke, som mange andre dengang, tråde tilbage til William Blake, men til en glemt forfatter som Albert Dam.

Elektriske oratorier og dvælende mantraer
Alrune Rod debuterede i 1969 med en lp, der bare bar bandets navn. Og fulgte op to år senere med ’Hej du’. Nu om dage regnes Steppeulvenes ’Hip’ og Skousen & Ingemanns ’Herfra hvor vi står’ jo for de første betydende dansksprogede rockplader. Den sidste med noget mere at have æren i end den første, men Alrune Rod skilte sig ud ved hverken at være påvirket af Bob Dylan – de var så til gengæld påvirket af så meget andet! – eller ved at være specielt venstreorienterede.

Deres musik var elektriske oratorier, dvælende mantraer og indadvendte Grateful Dead-levende improvisationer. Miraklet var, at den ikke lukkede sig om sig selv. Det var Leif Rodens fortjeneste.

Han var en showman, som lignede dem, han spillede for og så alligevel ikke. Han kunne i få skarpe sætninger fra en scene spidde den slumrende dynge af levende afghanerpelse nede i salen, som råbte »kul på«, men selv bare ’kullede ud’. Og så satte han af igen – mod både det inderst inde og det yderst ude og gjorde det med en stemme, der lød som digte, når de bliver til.

Oversete perler
Alrune Rod blev bedre til at spille, og de sidste album, ’Spredt for vinden’ og ’4-Vejs’ fra 1973 og ’74, er oversete perler i den danske rockskat. Samtidig udkom gruppen på eget pladeselskab. Ikke fordi de i tidens ånd ville overtage produktionsmidlerne, men helt uideologisk bare fordi det var sund økonomisk fornuft.

En gruppe som Gnags brugte Alrunens selskab Mandragora som model for deres eget Genlyd. Og var både venner og fans af Alrunen, som bandet hed i folkemunde.

I 1975 gik det i opløsning. Hippier kan praktisere alt andet end peace, love and understanding. Og Roden havde tit ikke tålmodighed til velmenende amatørisme. Han var selv blevet professionel – det endte de andre ’rødder’ også med at blive, og siden 1990 gav gruppen en årlig genforeningskoncert.

Cool og uimodtagelig for smiger
Efter en flirt som solist først i 80’erne, dannede Roden sammen med C.V. Jørgensen-bassisten Erik Falck lydfirmaet Moto, i dag et af landets mest estimerede.

Roden var udlejningschef og vidste, hvad han talte om, når han udlejede mikserpulte. Allerede tidligt trådte han i karakter som producer. Han producerede Bifrosts to første og væsentligste plader, og fik senere Malurts svanesang, livealbummet ’Kys mig før jeg bliver cool,’ til at flyve.

Leif Roden var om nogen cool, og uimodtagelig for smiger, men ikke for kys. På den første Alrune Rod-single advarede han om at tælle i morgen med. Smerten i det budskab må hans nærmeste nu sande, men det er godt for dem og os andre at vide, at Leif Roden venter derude på Natskyggevej.