Annonce
Annonce
Musik For abonnenter

Debut-EP udvider spændvidden i dansk pop

Med en stemme uden bund tager Cæclie Trier et forrygende skridt ud i maskinel disko og kemiske forbindelser mellem klaver og cello.

Er der ét navn, der næsten altid dukker op i det improviserede virvar af projekter og bandkonstellationer, der længe har udgjort det spraglede danske indierockmiljø, er det Cæcilie Trier.

Den ene dag med sin cello i Choir Of Young Believers, den næste som sanger i Chimes & Bells og som en del af den fælles vejrtrækning i Valby Vokalgruppe.

Men nu står Trier alene under navnet CTM.

LÆS OGSÅSolodebuterende sangerinde elsker Michael Jackson

Eller næsten alene. Et par af vennerne som Aske Zidore og Janni Noya Makrigiannis har hjulpet til.

Men i midten, over og under det hele klinger Cæcilie Triers stemme. Og hvilken stemme!

En dybhavsbombe af længsel. Dunkel i sin intonering, vovet i fraseringerne og dyb som en mineskakt i sit register.

Dragende klang
Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg i skrivende stund har hørt Cæcilie Trier synge »You’re my favourite satellite«, men jeg er slet, slet ikke færdig med at høre åbningslinjen på sangen ’Space Grid’ og blive sendt i kredsløb rundt mellem synthflader og hinkende akkorder fra klaveret.

Langtfra færdig med at falde om i vævet af kunstig lyd og organisk arrangement på ’Elsa Palma’, mærke optrapningen fra de syntetiske 1980’er-trommer under det diskopulserende ’Variations’ eller mærke fornemmelsen af forvreden r’n’b snige sig ind på mig under den febrile ’Saul’.

Måske er det Triers nyfundne rolle som solist uden for indiemiljøets spindelvæv, der har frigivet den dragende klang af ensomhed i stemmen.

Abonnér og få fuld adgang til artiklen, samt alt på politiken.dk for 66 kr. per måned.

Allerede abonnent? Log ind

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce