Annonce
Annonce
Annonce
Musik

Poppet pruttepude fra Robbie Williams

Efter sine mislykkede bestræbelser på at blive seriøs rockmusiker har Robbie Williams i stedet kastet sig over den mere umiddelbare og uforpligtende dansepop. Resultatet er effektivt og charmerende.

Politiken synes
Politiken synes
Gem til liste

Problemet er ikke, at Robbie Williams er endnu en popstjerne, som forsøger at tilkæmpe sig nyt terræn og slippe væk fra den kunstneriske spændetrøje, der ofte er resultatet af popularitet.

For faktisk lykkes forandringen i retning af noget mere friskt, moderne og frem for dansabelt ganske godt for Williams og hans indforskrevne horde af hotte producere.

Markant mange potentielle hits
Efter flere gennemlytninger står det klart, at problemet heller ikke er mangel på potentielle hits. Der er markant flere her end på sidste års ikke alt for overbevisende forsøg på at blive seriøs rockkunstner, ’Intensive Care’.

Vi nævner i flæng Robbie Williams’ dynamiske opdatering af Lewis Taylors fine, men stort set ukendte soulsang ’Lovelight’ med producer Mark Ronsons elegante produktion, den efne hyldest til poppens dronning ’She’s Madonna’ i selskab med Pet Shop Boys, ’Keep On’ der er buldrende pompøs, den rappe ’Kiss Me’ og den ganske vellykkede version af Human Leagues ’Louise’.

Naturligvis er det heller ikke en hæmsko for danseglæden, at Robbie Williams forsøger sig med antydning af en holdning i et enkelt vers i en enkelt sang, ’Viva Life On Mars’: »Love is natural, love is good/ not everbody does it but/ everybody should/ With them and us, we’ve made a mess/ ’til they decide which God is best«.

Robbie Williams' hidtil mest pjattede
Det er jo ikke just samfundsomstyrtende, rystende lyrik, men blot en sød, nærmest hippieagtig appel til religiøse stridsmænd af alle trosretninger om at finde fælles fodslaw fra Mars: »So you can see we’re all down here«.

Og bare rolig. Problemet er heller ikke, at Robbie Williams, der jo ofte nok har truet med at trække sig tilbage fra poplivets turbulens, er blevet voksen og kedelig. Tværtimod er der masser af små sproglige remser og finurligheder med kommentarer til den williamske verden, også på ’Rudebox’, hans syvende album.

Faktisk er albummet med sine mange covernumre og udfald det mest pjattede fra Robbie Williams, som foreløbig har solgt 45 millioner eksemplarer af sine plader.

Til trods for den træthed (og det er et problem), der er ved at være omkring Robbie Williams, der med sine gigantiske turneer ikke just har holdt sig tilbage, skal dette album såmænd nok også ramme hitlisternes top.

Ganske fortrinligt album
Hvis vi nærmer os problemerne med ’Rudebox’, har solisten gjort, hvad han kunne for at holde publikum væk ved at udsende titelnummeret som den første single. Den noget ubehjælpsomme opdatering af 1980’ernes svar på nutidens electronica er bevidst beskidt og primitiv, men produktionen lyder billig og sangen som en umelodisk tømning af rimehæftet: »A.D.I.D.A.S old school ’cause/ it’s the best (yes)/ TK Maxx cost less (yes)/ Jackson looks a mess (bless)«. Klar snak.

Men så snart det er overstået, folder et ganske fortrinligt album sig ud med en håndfuld glimrende sange. Den eneste alvorlige indvending mod ’Rudebox’ er nemlig, at der er for meget fyld på albummet. Robbie Williams og hans omgivelser har været alt for ukritiske. De mange hyldestsange til 1980’erne og heltekvadet til Pet Shop Boys virker eksempelvis lidt halvkvalte og sentimentale.

Ingen ny Mike Skinner
Rygterne har villet vide, at ’Rudebox’ var et forsøg på at gå Mike Skinner og The Streets i bedene med et mere ungdommeligt, elektronisk og street-agtigt, råt udtryk. Det passer ikke, Robbie Williams foregiver gudskelov ikke at være en rappende britisk arbejderklassehelt.

Der er mere holdbarhed i forskræppets snak om et album for danseglade diskobøsser. Men det er til at leve med, for den slags plejer man nemlig også at kunne slæbe almindelige heteroseksuelle på gulvet til, bare spørg Kylie Minogue og Madonna. Siden ’Rock DJ’ har det været småt med danseperler fra Robbie Williams, hvorfor denne håndfuld er så meget desto mere velkomne.

Med ’Rudebox’ har Robbie Williams leveret sit mest legesyge album, vi kan vel undersætte titlen til ’en poppet pruttepude’. Uanset hvad ’Rudebox’ betyder, er det en delvis vellykket opfordring til at dyrke det uforpligtende. Det er slet ikke ringe, man skal bare lige vænne sig til det. Og ellers bare høre efter, hvad Pastor Williams prædiker i den fine afslutning ’Summertime’: »The more you say/ the more you pray«.

Amen til det og kom så ud på det dansegulv.



PolitikenPlus
  • Ilt Fuck genbrug, fuck el-biler, fuck energibesparende fucking el-pærer! Medmindre uddannede, omsorgsfulde mennesker som os holder op med at lave børn, så er verden totalt fucking fucked.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 130 kr. Køb
  • Brahms & Sjostakovitj Den franske violinvirtuos Renaud Capucon er solist i Brahms' romantiske Violinkoncert. Sjostakovitjs 1. Symfoni er et af historiens mest overlegne debutværker, skrevet af et nyskabende og flabet geni.

    Pluspris fra 128 kr. Alm. pris fra 180 kr. Køb
  • Favntag En storbykomedie om håb, tab og frihed.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 195 kr. Køb
  • Asteroiden Oplev den internationale teaterfestival Asteroiden i den hyggelige natur på spidsen af Refshaleøen.

    Pluspris 225 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Anne-Cathrine Riebnitzsky Erotiske noveller, global kamp for demokrati og tolkning på russisk. Den forfatteruddannede Anne-Cathrine Riebnitzsky har været genremæssigt vidt omkring inden hun i 2013 fik De Gyldne Laurbær.

    Pluspris 156 kr. Alm. pris 195 kr. Køb