Annonce
Annonce
Annonce
Musik

kritik Metallica tager tilbage til fremtiden

Omsider slår Metallica sig ikke længere i tøjret, men gør det, de gør bedst.

35
Gem til liste

fakta

Politiken synes

Rick Rubin er produceren, der som en filippinsk heksedoktor stikker næven ind i brystkassen på sin patient og graver det dunkende hjerte frem til publikums undrende beskuelse. Væk med alle omsvøb og tilbage til kernen.

Indlysende en nyttig mand for et band, der som Metallica har slået mange knuder på sig selv for ikke at vende tilbage til deres absolutte stjernestund. Nemlig den kulsorte, skelsættende monolit ’Metallica’ fra 1991. Hov, er det virkelig 17 år siden, ’det sorte album’ var med til at sætte dagsordenen i det store rockår 1991?!

En værdig efterfølger
Siden da har Metallica prøvet at genopfinde sig selv som rockband på ’Load’. De har larmet i garagen på ’Garage Inc.’. De har prøvet at spille om kap med deres egen ungdom på ’St. Anger’. Alt sammen påkaldte sig respekt, men intet virkede for alvor overbevisende.

Men stikker man Rick Rubin en lillefinger, ved man nogenlunde, hvor man ender. Nemlig faretruende tæt ved sagens kerne. Derfor er ’Death Magnetic’ på mange måder blevet det album, jeg længe har ventet på. Tæt på at være en værdig efterfølger til ’det sorte album’.

Tilbage til drengeværelset
Dog ikke helt. En smule mere slæbende med bugen og mere end en anelse melodisk måtte ’Death Magnetic’ såmænd gerne have været for min skyld. For ofte vælger Metallica hastighed frem for stemningsfuld fortættelse.

Men mindre kan heldigvis gøre det på et fremragende spillet og iscenesat album. Er det stadig lidt småt med de helt store melodier, er der nemlig til gengæld skabt en ramme, hvor der igen er plads til de helt vildt blærede instrumentale udfoldelser. Metallica tilbage til drengeværelset!

Dæmonisk bjæffende stemmepragt
Det er lige før, man trækker lidt på smilebåndet, når man hører guitaren på ’The Day That Never Comes’ og ’The Judas Kiss’ løbe om kap med Usain Bolt. Men død og kritte, hvor det lyder kraftmættet.

I stedet for at lyde som en stramtandet disciplinær udfoldelse er metalrocken på ’Death Magnetic’ en fest for guitarliderligheden, de tærskende trommer og den dæmonisk bjæffende stemmepragt. Når jeg hører ’All Nightmare Long’, tænker jeg uvilkårligt: Hvornår har heavy metal sidst i den grad lydt som et sort juletræ pyntet op til fest for hekse og nisser?

Apokalypsens ryttere
Den apokalyptiske rablen og rasende udfald som »I want the world to die«, lyder unægtelig ikke voldsomt troværdige i munden på heavy metals svar på Mærsk Mc-Kinney Møller. Men ægthed er måske heller ikke det vigtigste. Det handler mere om virkningsfuldhed.

Som når man i skummelt tonefald påkalder sig dødens mørke vingefang på den monumentale ’Cyanide’. Her er Metallica på toppen og James Hetfield en helt igennem overbevisende vokalist.

Elendighed, sortekunst, død og undergang stablet op i et vaklende tårn, hvor mørkets kræfter troner højt over den ynkeligt kriblende menneskehed. Apokalypsens ryttere har sandelig sadlet krikkerne i 2008. ’Broken, Beat & Scarred’ påkalder sig det endelige opgør og den heroiske sidste stunds forgæves modstand.

Men det er samtidig et nummer, som formår at overbevise om, at det apokalyptiske kan fungere som et eksistentielt sindbillede, og så får sortsynet en mere påtrængende dimension.

Intet nyt under sortsolen
’Death Macnetic’ prøver at fremmane en indædt intensitet. Det føles en del af tiden mere som ualmindelig flot iscenesat teatertorden. Men det er et Metallica, som ikke længere slår sig i tøjret. Et Metallica, der er faldet til sin egen sorte pat og med storslået resignation prøver at lave den plade, som mange har sukket efter i årevis.

Det pompøse og knusende kompakt spillede metalliske tærskeværk. Der er intet nyt under sortsolen, men heldigvis en helvedes masse gammelt, når Metallica sætter tingene på plads på den tindrende flot producerede og nostalgisk fremadrettede ’Death Magnetic’.

Læs Erik Jensens interview med James Hetfield i Politiken lørdag.

PolitikenPlus
  • Rytteriet live 2 Komikerparret Martin Buch og Rasmus Botoft vender tilbage til Bellevue Teatret med deres liveshow.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 375 kr. Køb
  • DR Big Bandet med John Scofield Det er ved at være et par år siden DR Big Bandet sidst spillede sammen med en af jazzen helt tunge drenge, John Scofield.

    Pluspris 184 kr. Alm. pris 250 kr. Køb
  • DR PigeKorets Forårskoncert Pigekoret hilser foråret velkomment med forårskoncerten 'Til en veninde' i Holmens Kirke

    Pluspris 104 kr. Alm. pris 150 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen De gener der producerer kunstnere i hobetal synes at forekomme særlig hyppigt hos musikere, og Bach-familien er urørlig rekord.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Butique Requiem En indebrændt, bramfri kabaret og dødalvorlig klovneforestilling efter Peer Hultbergs 80?er-klassiker ?Requiem?.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 130 kr. Køb