Annonce
Annonce
Musik For abonnenter

kritik Metallica tager tilbage til fremtiden

Omsider slår Metallica sig ikke længere i tøjret, men gør det, de gør bedst.

35

Rick Rubin er produceren, der som en filippinsk heksedoktor stikker næven ind i brystkassen på sin patient og graver det dunkende hjerte frem til publikums undrende beskuelse. Væk med alle omsvøb og tilbage til kernen.

Indlysende en nyttig mand for et band, der som Metallica har slået mange knuder på sig selv for ikke at vende tilbage til deres absolutte stjernestund. Nemlig den kulsorte, skelsættende monolit ’Metallica’ fra 1991. Hov, er det virkelig 17 år siden, ’det sorte album’ var med til at sætte dagsordenen i det store rockår 1991?!

En værdig efterfølger
Siden da har Metallica prøvet at genopfinde sig selv som rockband på ’Load’. De har larmet i garagen på ’Garage Inc.’. De har prøvet at spille om kap med deres egen ungdom på ’St. Anger’. Alt sammen påkaldte sig respekt, men intet virkede for alvor overbevisende.

Men stikker man Rick Rubin en lillefinger, ved man nogenlunde, hvor man ender. Nemlig faretruende tæt ved sagens kerne. Derfor er ’Death Magnetic’ på mange måder blevet det album, jeg længe har ventet på. Tæt på at være en værdig efterfølger til ’det sorte album’.

Tilbage til drengeværelset
Dog ikke helt. En smule mere slæbende med bugen og mere end en anelse melodisk måtte ’Death Magnetic’ såmænd gerne have været for min skyld. For ofte vælger Metallica hastighed frem for stemningsfuld fortættelse.

Men mindre kan heldigvis gøre det på et fremragende spillet og iscenesat album. Er det stadig lidt småt med de helt store melodier, er der nemlig til gengæld skabt en ramme, hvor der igen er plads til de helt vildt blærede instrumentale udfoldelser. Metallica tilbage til drengeværelset!

Abonnér og få fuld adgang til artiklen, samt alt på politiken.dk for 66 kr. per måned.

Allerede abonnent? Log ind

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce