Æterisk. Sangene på Fallulahs andet album er pakket ind i en æterisk lyd, der kunne være undfanget  i en drøm om Portishead.
Foto: Ditte Valente

Æterisk. Sangene på Fallulahs andet album er pakket ind i en æterisk lyd, der kunne være undfanget i en drøm om Portishead.

Fallulah spræller mindre mellem håndklap og tunge tramp på nyt album

Den forførende sangerinde har fundet en ny, mere indadvendt skønhed i sine dramatiske popsange.

Anmeldelser, cd-beat
FOR ABONNENTER

Humøret har taget en dunkel drejning på Fallulahs andet album.

Da den rumænskdanske sangerinde for snart tre år siden dukkede op med sine fyrige popsange på debuten ’The Black Cat Neighbourhood’, flagrede hendes lysende klare stemme lystigt rundt mellem oppiskede håndklap og sprællende melodier.

Det var smittende temperamentsfuldt og rev publikums opmærksomhed med i forbifarten.

På opfølgeren er der mindre sus i skørterne, og de muntre tider, der har givet Fallulah enorm succes, er afløst af et afdæmpet udtryk på en samling sange, der er mindre spraglede og mere monotone.

Ny dramatisk skønhed
Man kan godt savne noget af den iltre energi og overraskelser i den ensartede lyd, men der er en ny dramatisk skønhed at finde i Fallulahs homogene udtryk, der faktisk gør ’Escapism’ til et bedre album end debuten.

Fra det dramatiske åbningsnummer, 'Deserted Homes', forbi det uafrysteligt fængende 'Superfishyality' til den smukke afrunding på 'Car Window' får Fallulahs håndklappede pop selskab af tungere stammerytmer, og associationen til en Fallulah i bare tæer og tæt kontakt med naturen skyder som en sølvfisk gennem hovedet.

Og efterlader et billede af svenske Wildbirds & Peacedrums.

Ikke fordi det er et økologisk album med en duft af træslagtøj, men der stampes en urgammel rytmik frem, der giver Fallulahs tidligere så spjættende popsange en anden tyngde, der passer til sigende linjer som: »I'm not used to being happy«.
Melankoli

Melankoli kan også høres i den forandrede lyd. Hvor instrumenterne før trådte klart frem og stemmen knejsede overlegent på toppen, har Fallulah nu pakket sine sange ind i svævende klange, gemt små klaverstykker ned i mixet og trukket stemmen med ned i en æterisk lyd, der kunne være undfanget i en drøm om Portishead.

Det er med til at forme et skyggefuldt album, der mere træder ud af højhusenes end fyrretræernes skygger, men som – allerede meget karakteristisk for Fallulah – stadig finder sin dynamik i spændingsfeltet mellem rytmer og sang, der med gentagelsen som hovedfigur snor sig om hinanden.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce