Ener. Med lige dele Al Green og Elliott Smith i stemmen har Kristian Finne begået årets første store danske album.
Foto: Esben Bog Jensen (PR)

Ener. Med lige dele Al Green og Elliott Smith i stemmen har Kristian Finne begået årets første store danske album.

Chorus Grant har lavet 2014's første store danske album

To danskberlinere og en eksil-bornholmer giver den danske sangskrivning forrygende nyt liv.

Anmeldelser, cd-beat
FOR ABONNENTER

I den lavine af beskeder, opdateringer og snapshots, der ruller gennem enhver morgen, når man tænder telefonen, er alle til stede alle vegne. I en grad, så man næsten ikke mærker nogen mere.

Men de unge danske sangere og sangskrivere Chorus Grant, Lasse Matthiessen og Jacob Faurholt skærer på deres aktuelle udgivelser al unødig støj og virak fra. På spartansk vis blotter de sig personligt og efterlader et stærkere og mere vedblivende aftryk i erindringen end din fætters seneste feriemeldinger fra Gran Canaria.

Bag Chorus Grant står eksil-bornholmeren Kristian Finne. Med base i København albumdebuterede han som Chorus Grant for to år siden med det spraglede og meget lovende 'And The Villa Nova'. Men opfølgeren er et kvantespring fremad, en stringent udfoldelse af talentet og uden tvivl det stærkeste danske udspil i år. Ja, o.k. så, vi er slet ikke rigtig kommet i gang endnu med 2014, så det buldrer lidt hult, men det er den slags sproglige slag i bordet (eller luften), man får lyst til at ty til, når man hører 'Space'.

Allerede fra den overlegne åbning, 'O Everyone', står det klart, at Chorus Grant er nået frem til en særlig varm soullyd, der ændrer hele karakteren af hans musik. En prikkende bas, dovne trommer og snigende guitar bølger blødt under Kristian Finnes ubesværede falset, der under omkvædet slår en baglæns saltomortale (i slowmotion) og minder mere om Al Green end Elliott Smith.

Begge referencer kan dog ses som et par grundlæggende pejlemærker for hele albummets intimitet. Men hvad end der bliver trampet blidt i orglet på 'The Idea', om klavertemaet fra 'Cheers' smiler frem mellem linjerne på 'Sudden Rupture', eller Finnes falset bliver svøbt i guitarens rumklang på 'Taxi Off The Password', er man aldrig i tvivl om tilstedeværelsen af Kristian Finne selv.

Den knitrende produktion befinder sig oftest i omegnen af den sårbare lo-fi, som netop Smith har defineret den. Sangene, der både behandler sorg og detonerer lydløst i mødet med den store verden, lægger sig helt ind til ørerne på lytteren og hvisker sine vidunderlige melodier højt. Og skal man for alvor mærke de mange velplacerede detaljer fra guitaren eller stemmens sprukne nærvær, skal ’Space’ enten strømme gennem høretelefoner eller høres bragende højt. Men så er man også garanteret en sanselig oplevelse ud over det sædvanlige.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce