Genkendt. Der er ikke meget nyt under solen på Dizzy Mizz Lizzys album, der er en solid, klassisk rockplade, der dog falmer lidt over for tidens mere nuancerede musikalske udtryk.
Foto: Joachim Adrian

Genkendt. Der er ikke meget nyt under solen på Dizzy Mizz Lizzys album, der er en solid, klassisk rockplade, der dog falmer lidt over for tidens mere nuancerede musikalske udtryk.

Anmeldelser, cd-beat

Dizzy Mizz Lizzy giver et glædeligt gensyn med 90'ernes teenageværelse

Dizzy Mizz Lizzy er klar med deres første album i tyve år, og her fortsætter de, hvor de slap i midten af 90’erne.

Anmeldelser, cd-beat
FOR ABONNENTER

Jeg har tilbragt teenagetiden i et bandøvelokale og jammet Dizzy Mizz Lizzys ’Silverflame’ og ’Barbedwired Baby's Dream’ og har haft hjertesorger over langhårede drenge til ’Love Is a Loser's Game’ og spillet luftguitar til ’Waterline’ og ’Love Me a Little’. Da de tre Dizzy Mizz Lizzy-medlemmer Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis slog pjalterne sammen igen i 2015 efter 19 års fravær og udgav singlen ’I Would If I Could But I Can't’, sendte jeg et telegram til mit 14-årige selv, der rumsterer lidt begejstret i min underbevidsthed, og det er hende, jeg har med mig, når jeg lytter til det nye album, som er en nostalgisk begivenhed.

Jeg blev suget ind i en portal af Dizzy Mizz Lizzys genkomstalbum ’Forward in Reverse’. Fra det første nummer ’Phlying Pharaoh’, landede jeg i en rodet teenageseng, i et værelse med grunge-idolplakater på væggene, og cd’er og kassettebånd spredt ud på gulvet, skjulte cigaretskodder og røgelse, hullet tøj og et anlæg, som er skruet op på højeste forældreplagende volumen. Jeg landede midt i en tjavset tid, midt i 90’er-ungdommen, som egentlig tilhørte mine storebrødre og ikke mig. Min lytning af dette band var mest på Discman med antichok.

På titelnummeret ’Forward in Reverse’ er der stadigvæk ikke rykket ved en eneste lillebitte detalje på 90’er-teenageværelset. Det er intakt. Gammelklogskaben har ikke ryddet værelset op, internettet har ikke hvirvlet rundt i musikgenrerne som en tornado og ændret alle spillereglerne. 90’erne findes, med pladesalg og skovmandsskjorter. Salomonskoletaskerne findes, Prince Light, MTV uden reality-tv findes, og rock som dominerende populærgenre findes. Der er endnu ikke en Beyoncé, der har lavet et visuelt postgenreværk, der kun kan streames på internettet, eller en Kanye West, der har skabt et album, som ikke er færdigt endnu, men under evig konstruktion. Bieber er et spædbarn, og Miley Cyrus har hverken twerket eller taget syre med Wayne Coyne endnu.

Nostalgien hiver Dizzy Mizz Lizzy i ærmet, og med dette album rækker de ikke rigtig hånden ud efter samtiden og alle de helt utroligt mærkelige ting, der sker med musik lige nu. De rækker heller ikke ud efter den rockmusik, der definerer vores tid nu. Courtney Barnett, Kurt Vile, The War On Drugs, Tame Impala, PJ Harvey og Mac Demarco er nogle af de rocknavne, der på vidt forskellig vis definerer, hvordan moderne rockmusik kan lyde nu. Det havde været interessant at høre Dizzy Mizz Lizzy blande sig i samtalen og sige ’hør lige vores nyeste ideer’, vade ind med alt det, de måtte have absorberet i løbet af tyve år og fortælle os, hvad der er sket.

Tid til at investere i din kulturelle kapital?

Prøv Danmarks førende kulturavis med dagligt kulturtillæg i en måned for 1 kr.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce