Det var et nysgerrigt forsøg, da Nørlund sidst kastede sig ud i et symfonisk popprojekt. Denne gang lykkes det bedre.
Foto: Finn Frandsen

Det var et nysgerrigt forsøg, da Nørlund sidst kastede sig ud i et symfonisk popprojekt. Denne gang lykkes det bedre.

Anmeldelser, cd-beat

Nikolaj Nørlund får udlevet sin drøm om det store værk på album fyldt med strygere og selvtillid

Nikolaj Nørlunds kærlighedssuite ’Skamskudte fugle’ er hans flyvefærdige bud på et samarbejde med Copenhagen Phil.

Anmeldelser, cd-beat

Kun en poptåbe frygter ikke det filharmoniske orkester. Dette store kultiverede væsen, som spiser sangskrivere og rockbands til morgenmad og spytter dem ud bagefter som smagfuldt lydtapet.

Nikolaj Nørlund er så langtfra en tåbe og dertil en temmelig frygtløs og nysgerrig musiker, så når han vender tilbage til Copenhagen Phil allerede nu efter samarbejdsalbummet ’Villa’ fra i fjor, er det ikke for at gå tilbage til en fuser. Tænker jeg, selvom jeg ikke selv føler, at ’Villa’ ligefrem skreg på flere symfoniske samarbejdsaftaler.

Men ’Villa’ må have efterladt eftertanke hos Nikolaj Nørlund. Ubesvarede spørgsmål, som kun kunne besvares med et nyt forsøg.

Efter at have lyttet til de to første numre på albummet ’Skamskudte fugle’, ’Progression’ og ’Tolv buketter’, har jeg svært ved at få øje på den store gevinst. Det lyder umiddelbart som den samme gamle musikhandel i porten, hvor det meste foregår på de symfoniske præmisser, uden at det ligefrem slår gnister i mødet mellem Nørlund og Copenhagen Phil.

Men så sker der noget.

Et mere sikkert værk

Sammenligner man den nye ’Vores europæiske kærlighed’ med ’Engel’ fra ’Villa’, træder flere forskelle klart frem. Samarbejdet er i højere grad støbt i ét stykke. Strygere og horn er ikke længere illustrerende og farvelæggende, men altomsluttende og indstøbte. Og efter de første meget pæne numre, hvor kun Rasmus Valldorfs tilbagetrukne trommer forstyrrer billedet en anelse, sker der noget afgørende.

I stedet for at man finder et decideret mødested mellem pop og klassisk, kastes der smågrus i orkesterarrangementerne: de mere fremhævede trommer på ’Vores europæiske kærlighed’, Adi Zukanovic’ orgel på ’Flagermus’, Danica Curcic’ recitation og i stadig højere grad Maria Laurette Friis’ vokale modsvar til Nørlunds fortællende mandestemme.

Er stemmen stor nok til at bære? Ja, hvis man tør lette, og det tør Nikolaj Nørlund denne gang

Hvor ’Villa’ lød som en opførelse, lyder ’Skamskudte fugle’ mere som et musikværk inspireret af den filmiske Hal Willner.

Som vokalist underspillede Nørlund i sit foregående møde med Copenhagen Phil sin rolle. Som om han var sig lige lovlig bevidst, at han ikke er i besiddelse af en stor stemme efter de helt forkromede målestokke. Den mere klædelige end rimelige ydmyghed har han lagt på hylden på ’Skamskudte fugle’. Uden at forveksle sig selv med Frank Sinatra tør Nikolaj Nørlund ikke desto mindre træde ind på en scene, hvor de klassiske iscenesættelser af Den Store Amerikanske Sangbog ikke er så langt væk endda.

Med udbredte vinger

Er stemmen stor nok til at bære? Ja, hvis man tør lette, og det tør Nikolaj Nørlund denne gang.

Han har lukket øjnene og bredt armene ud. Der er lys og luft og en næsten forundret bæreevne, når han synger »Se på landskabet rundt om dig/ det er, som om det synger for dig« og selv bliver stemmen, der synger naturligt i det symfoniske rum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Naturligheden og bæredygtigheden kommer et sted fra, og stedet, de udspringer fra, er sangskriverens hjerte. ’Skamskudte fugle’ er skrevet som en suite. Et kærlighedsliv – eller måske ligefrem et liv – udspundet fra forår til sensommer og efterår. Det er denne fornemmelse af et samliv en suite, som Nørlund har villet undersøge bæredygtigheden af.

»Løse linjer af flosset poesi/ Rammer dig helt inderst – indeni«, synger han på åbningsnummeret ’Progression’ som en slags programerklæring. Det er digteren og sangeren i Nikolaj Nørlund, som har sat københavnske Phil stævne med arrangøren Adi Zukanovic som musikalsk mægler.

’Skamskudte fugle’ er i virkeligheden en overdramatisk titel til en suite, der i en blid bue svæver hen over forårets forelskelse og sommerens forudanelse, inden den via »skønheden i falmede alleer« lander med tung våd fjerdragt i en europæisk by, hvor den polske regn slår hidsigt mod ruden. En suite om kærlighedslivet for to med »knudrede minder, forrevne melodier, naturlige fjender; du og jeg«.

Hvor ’Villa’ var et nysgerrigt forsøg, er ’Skamskudte fugle’ Nørlunds bud på, hvordan det skal lyde, når det symfoniske popprojekt skal bære.

Det løfter sig da også over det halvhjertede forsøg. Uden at jeg af den grund drømmer om flere symfoniske stævnemøder. Måske Nørlund nu kan vende hjem til guitaren med ro i sjælen og nye stemmevinger i vadsækken?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce