Bassisten Chris Morrissey var en af de mange musikere, der skabte musik i nuet. Han var en del af trommeslageren Mark Guilianas kvartet under årets festival.
Foto: Janus Engel

Bassisten Chris Morrissey var en af de mange musikere, der skabte musik i nuet. Han var en del af trommeslageren Mark Guilianas kvartet under årets festival.

Jazz-festivalen ligner for meget et kunstmuseum - men potentialet er enormt

Potentialet i Copenhagen Jazz Festival, der slutter i dag, er enormt. Det skal festivalen udnytte, når den næste år fylder 40 år.

Copenhagen Jazz Festival
FOR ABONNENTER

Jeg kunne rigtig godt li’ det, jeg forstod det bare ikke. Det virkede, som om det var noget, de bare fandt på hen ad vejen?«. Sådan sagde min veninde efter en fin jazzaften på Nørrebrorestauranten Gaarden & Gaden, hvor publikum i det lillebitte lokale nærmest havde siddet på skødet af musikerne. Jeg svarede glad, at hun havde forstået det hele fuldstændig rigtigt. Sådan er det med jazz.

Nogle musikere sætter sig sammen og improviserer. De finder på musikken undervejs, i et fælles flow med medspil og modspil, og det, man oplever i deres selskab, kommer aldrig igen. Det er blomster, der folder sig ud, og så gælder det bare om at lytte opmærksomt og tage imod oplevelserne.

Koncerten, vi hørte, var en trioaften med pianisten Simon Toldam, bassisten Anders Christensen og trommeslageren Peter Bruun. En rendyrket hyldest til jazzklaverets og jazzmusikkens store amerikanske fornyer Thelonious Monk, der – hvis altså ikke lige han var død i 1982 – ville fylde 100 år til oktober.

Det var en vidunderlig koncert. Lutter Monk-kompositioner behandlet nænsomt og opmærksomt, med kærlig omsorg. Blidt, lyttende og så fint, musikerne kunne gøre det lige dér. Resultatet var, at ægte, dejlig musik opstod.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce