Julie Byrne kan noget særligt, men koncerten i Jazzhouse viste også, at hun endnu ikke helt har fundet formlen til at genskabe sit albums atmosfære på en scene.
Foto: Jacob Ehrbahn

Julie Byrne kan noget særligt, men koncerten i Jazzhouse viste også, at hun endnu ikke helt har fundet formlen til at genskabe sit albums atmosfære på en scene.

Folkmusik på Jazzhouse: Julie Byrne-koncert leverede hypnotiske øjeblikke, men var på grænsen til det anstrengende

Det var lyden af stilheden, rejsebilleder fra amerikansk natur og til tider hypnotisk, da Julie Byrne besøgte København. Men også så salvelsesfuldt, at selv det halve havde været for meget.

Koncertanmeldelser
FOR ABONNENTER

Her står vi. Tæt sammen i en kælder under det indre Københavns labyrintiske gamle gader af brosten og hullet asfalt. På scenen sidder Julie Byrne på en stol med sin guitar. Vi er andægtigt stille, mens hendes delikate fingerspil vibrerer i rummet og den malmdybe røst synger om længslen efter naturen, der er langt væk lige nu:

»I got a complicated soul/ To me, this city’s hell/ But I know you call it home/ I was made for the green/ Made to be alone«.

Med en stemme, der svæver i mørket mellem Nico og Julee Cruise, synger Byrne om himlens naturlige blå farve, om stjernerne over verandaen, om glødende marker, der strækker sig i det uendelige, og om altid at være på vej videre gennem USA, om et liv mellem afgang og ankomst:

»I crossed the country and I carried no key/ Couldn’t I look up at the stars from anywhere?/ And sometimes I did, I felt ancient/ But still I sought peace and it never came to me«.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce