Muligheder. »Når ting kan lade sig gøre her, kan det også lade sig gøre uden for Roskilde Festival«, siger talsperson Christina Bilde, der gerne sætter mere politik på programmet fremover.
Foto: THOMAS BORBERG

Muligheder. »Når ting kan lade sig gøre her, kan det også lade sig gøre uden for Roskilde Festival«, siger talsperson Christina Bilde, der gerne sætter mere politik på programmet fremover.

Roskilde Festival

Roskilde Festival: Vi vil gerne forandre verden

Christina Bilde gør status over 2014 og ser frem mod næste års festival. Mere politik, mere økologi, mere indflydelse til folket. Mere forandring af verden.

Roskilde Festival

I år lykkedes det boderne at blive mere økologiske, gæsterne at rydde (lidt) bedre op efter sig selv, og Pussy Riot at give talsmand for festivalen, Christina Bilde, blanke øjne og forhåbninger om at kunne forandre verden.

Sammen med Christina Bilde gør vi status over Roskilde Festival 2014.

Foto: BORBERG THOMAS

I lægger op til, at gæsterne selv skal skabe deres festival. Hvordan går det med det?

»Rigtig, rigtig fint. Faktisk over al forventning, synes jeg. Vi folder det rigtigt ud i Dream City, som godt nok har eksisteret i tre år, men som først er blevet en rigtig stor succes i år. Publikum har jo selv skabt hele Dream City med byråd, kirke, bibliotek, rådhus og saloon, og vejene har fået navne, som gæsterne selv har fundet på. Det har været helt vildt fedt at se«.

Hvorfor er gæsternes indflydelse så vigtig?

»Vi er en festival, som gerne vil forandre verden. Måden, vi gør det på, er at engagere. Man engagerer bedst folk ved at inddrage dem. Det viser vores historie med frivillige. Vi har villet udvide den mulighed endnu mere. Der er også mange camps uden for Dream City, der udfolder sig med temaer og planlægger hele året. For det første får vi en festival, der er mere interessant for alle. Derudover håber vi at inspirere andre. Når ting kan lade sig gøre her, kan det også lade sig gøre uden for Roskilde Festival. Der har været 50 procent udenlandske gæster i Dream City, og de siger, at musik kan de få alle steder, men Dream City er unikt for Roskilde. Lysten til at udvikle sammen er det, der er med til at gøre Roskilde Festival unik«.

LÆS KOMMENTAR

Foto: KLINT PETER

Hvad er perspektiverne i brugerinddragelse på festival?

»Vi arbejder videre med det, men det er svært at sige konkret hvordan«.

Pussy Riot, et højdepunkt

I år inviterede I de russiske aktivister Pussy Riot på festival. Hvordan gik det med sådan et politisk arrangement?

»Det er lige før, det slår Rolling Stones. Det var så fantastisk, jeg blev helt rørt. Efter det officielle program tog vi dem ned og for at møde den afrikanske organisation African Youth Panel. Pussy Riot havde haft et hårdt program, men der kom virkelig gnister i øjnene på de to kvinder, og de begyndte at spørge ind til de unge afrikanere. Det giver bare rigtig god mening, når vi kan inddrage politik på den måde. Det batter noget. Det var højdepunktet for mig i år«.

LÆS MERE

Kommer der mere af samme skuffe fremover?

»Vi vil gerne gøre mere af det på Roskilde. Vi har en fantastisk platform for at lade holdninger mødes og udfordre holdninger. Vi vil gerne skabe nogle bedre rum for, at de kan mødes på tværs«.

Det har jo ikke direkte noget med musik at gøre. Hvilke politiske arrangementer egner sig til Roskilde Festival?

»Nej, men det har noget med Roskilde Festival at gøre. Vi har tradition for at være en festival, der også har en holdning til sin omverden. Helt tilbage fra vi startede, har vi haft et ønske om at påvirke omverdenen. Enten meget direkte eller også ved at sætte fokus forskellige områder. Vores værdigrundlag er at være en festival, der arbejder med fællesskabet for fællesskabet ud fra et humanisktisk menneskesyn«.

Hvilke formater tænker du i forhold til politiske indslag?

»Det kan være alt muligt. I år har vi jo set, at talks faktisk fungerer sindssygt godt på Roskilde. Har man nogen, der er dygtige til at levere en talk, når man langt med det«.

Foto: KLINT PETER

Halvt moderne mad, halvt snask

I har en Food Court, hvor man kan få palæo, økologi og kålwraps, og så har I stadig svenske kødboller, tarteletter, parisertoast og andet snask. Hvilken vej vil I gå på madfronten?

»Der skal stadig være begge dele, også det traditionelle. De gængse madboder må gerne stadig være her, de skal bare ikke stå stille. For et par år siden bad vi for eksempel alle foreningerne om at udbyde vegetarmad, og det kan jo godt være en udfordring i sig selv. Samtidig vil vi gerne eksperimentere og præsentere nye ting blandt andet i Food Court. For at højne niveauet har vi lavet kurser for de frivillige i foreningerne, hvor kokke underviste dem og gav inspiration«.

Hvordan skal fordelingen være mellem de københavnersmarte professionnelle boder som Meyers, Kiin Kiin og Palæo-boden på den ene side og foreningerne på den anden?

»Vi forsøger at ramme et miks på 50/50. De professionelle betaler et højere gebyr for at være her. Vi vil vise det bedste Roskilde har at byde på - et kosmolitisk miks - samtidig med at festivalen holder sig for øje, at indtjeningen for de lokale sportsforeninger her er vigtig for dem«.

Mere og mere økologi

Hvilke kulinariske tiltag har I for næste års festival?

»Fremover vil vi sætte mere fokus på økologi, selvom festivalen på grund af sin størrelse nok aldrig bliver helt økologisk. Vi udvider sortimentet for vegetarer, og vi forsøger at undgå madspild så vidt muligt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad med at droppe kød helt og erstatte det med Quorn eller soya-produkter? Det ville jo virkelig batte med hensyn til jeres miljøprofil?

»Nej, det er vi ikke klar til. Men man kunne da overveje at lade hver femte burger være med tofu. Det er jo ikke sikkert, at det ville blive opdaget hos de kunder, der har fået et par øl!«.

Foto: HUSTAD KATINKA

De unge mænd i L roder mest

Festivalgængerne lever ikke helt op til den grønne profil. Hvordan vil I få folk til at rydde op?

»Der vil jeg igen fremhæve Dream City, hvor vi synes, det fungerer rigtig godt. Og så har vi i år gjort ekstra meget ud af skiltningen, så folk i det mindste ved, hvor de skal komme af med deres affald. For et par år siden viste en undersøgelse, at de unge mænd i L var de værste. Så bortset fra i L synes jeg, det går rigtig godt«.

Så I har ikke mistet troen på festivalgæsterne?

»Nej. Vi tillader os at være lidt optimistiske. Og vi kan se, at hvis vi sætter ind hos dem, der i forvejen er motiverede, så er det her, det virker«.

Foto: HUSTAD KATINKA

De store navne finansierer de små

Nu til musikken. Nogle koncerter bliver mere oplevet som events frem for musikoplevelser. Et eksempel kunne være Rolling Stones. Hvordan tænker I vægtningen mellem events og mere direkte musikalske oplevelser?

»Vi vægter dem ikke som events, men som store navne, der sikrer bredden i programmet. Vi er også godt klar over, at nogle af de store navne tiltrækker billetkøbere, som gør det muligt for os at holde fast i at booke nogle af de ghanesiske trommeslagere. Så vi tænker i balancen. Det kan godt være, at folk ser de store navne, fordi det bør de. Men kvaliteten i musikoplevelsen kommer bare alligevel, og så har vi opnået det, vi ville med det store navn. Gik vi kun efter eventet, kunne vi sætte rigtig meget på scenen, som ikke kunne levere«.

Foto: BORBERG THOMAS

Med hensyn til festivalens største scene, Orange, taler kunstnere som Trentemøller og Arctic Monkeys om, at den er svær at fylde ud. Har scenen overlevet sig selv?

»Trentemøller sagde det før sin første optræden på Orange i 2009, og han kom da igen. For danske kunstnere er det jo bare mentalt stort at komme op på den scene. Nogle gange sætter vi bands på, som man kunne tænke var oplagte til Arena, men fordi Orange udover at være en scene også fungerer som et sted, man passerer, og som trækker mennesker til, der aldrig ville være gået ind under teltdugen på Arena og lyttet med, så tillader vi os også at booke dem på den største scene, vi har«.

Foto: PETER KLINT

Christina Bilde, hvad synes du har været højdepunktet på Roskilde i år?

»Jeg blev helt rørt, da jeg så Pussy Riot møde African Youth Panel. Mit hjerte sad herude. (bilde rækker hænderne en halv meter frem foran brystet, red.) Det giver bare rigtig god mening, når vi kan inddrage politik på den måde. Det batter noget. Og så vil jeg også gerne fremhæve Dream City, som rigtigt kom at at flyve i år«.

Mens Pussy Riot var højdepunktet, hvad var så lavpunktet, synes du?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Christina Bilde tænker længe.

»Jeg synes faktisk, det er gået rigtig godt. Drake var selvfølgelig en udfordring, når han meldte fra kort tid forinden. Og personligt fik jeg sved på panden til åbningen af vest, hvor der var vildt mange mennesker, og jeg måtte assistere med at give armbånd på«.

LÆS MERE

Hvad er overskriften for Roskilde Festival 2015?

»Vi vil gerne være en musikalsk festival, der skaber forandring. Det ligger allerede i vores dna, og det vil i fremtiden træde mere og mere tydeligt frem«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce